Læsetid: 5 min.

Den store telekrig

20. marts 1998

De gungrende giganter på telemarkedet ville helst kvæle hinanden men skal samtidig passe på deres politiske image - forude truer lavprismarkedet for internetbaserede teleydelser

Hvis USA er forbilledet for udviklingen i Europa, vil konkurrencen blive skærpet dramatisk på markedet for teleydelser i de kommende år. I forvejen går det hedt for sig, som når det nye selskab Mobilix, der ejes af France Telecom, bruger 4 mia. kroner på at etablere sig på det danske marked. Mobilix profilerer sig på større gennemskuelighed og lavere priser, men den gevinst, forbrugerne skulle have af liberaliseringen af teleområdet, blæser på længere sigt i vinden.
"Vores største problem med de meget store virksomheder, der konkurrerer på mobiltelefonområdet, er, at de fantastisk dygtige til at lave et fuldstændigt uigennemsigtigt marked," siger professor Mogens Kühn Pedersen fra Handelshøjskolen i København, "vi har set det før, nemlig hos IBM, der engang var en stor IT-leverandør. Det var fantastisk svært at gennemskue om de var prismæssigt og konkurrencemæssigt fair, fordi de havde en prisliste som var så lang som et ondt år. Ingen kunne overskue, hvad tingene i virkeligheden kostede. Når forbrugerrådet har det svært med at gennemskue tallene, så hænger det sammen med, at man laver en prisdifferentiering, som er forskellig for hver eneste af udbyderne. De bruger hver deres måde at opdele en taltetid og abonnementbetingelser. Kombinationen af abonnement og forbrugspris, samt tidspunkt på døgnet og hvilken type telefon, om det er erhverv eller privat, gør at det er meget svært at gennemskue, hvad der er billigst. Konkurrencen bliver sofistikeret, og den er meget svært gennemskuelig."

Penge til abonnenterne
I USA er konkurrencen så intens, at uigennemskueligheden er forduftet, til gengæld er markedets valgmuligheder også væsentligt indskrænkede. På langdistanceopkald, som er det teleområde i USA, der bedst kan sammenlignes med mobiltelefoner i Danmark, er de to telegiganter ATT og MCI for tiden i gang med en krig om kunderne, der indebærer, at selskaberne smider penge efter sine abonnenter.
"For nogle uger siden blev jeg ringet op af ATT, som tilbød mig en check på 100 dollars, hvis jeg skiftede til deres service," fortæller lektor ved Handelshøjskolen Peter Lotz, der er gæsteforker på Berkeley Universitet, "nogle dage efter ringede MCI og tilbød 75 dollars hvis jeg fortsatte mit abonnement hos dem. Jeg skiftede til ATT, og i aftes ringede en dame fra selskabet og spurgte, om jeg var tilfreds med mit nye abonnement."
To konkurrerende giganter på markedet giver ikke nødvendigvis de bedste betingelser for forbrugerne, mener Lotz, og man kan ikke udelukke, at den ene part kvæler den anden til sidst. Men så vidt kommer det ifølge Mogens Kühn Pedersen næppe til at gå i Danmark:
"Udgangspunktet både i USA og Europa er, at man havde nogle nationale monopoler, som man opløste. Det giver en stor konkurrence, og det er nogle store, gungrende elefanter, man sender ud på markedet, og de er så store, at de også gerne vil kvæle hinanden. Men der er spørgsmålet i første omgang, om de får lov. Det skal Europakommisionen og det amerikanske fedop-commision holde øje med, og hvis de opdager, at det bliver konkurrenceforvridende, så siger de stop. Der er én ting, der taler for at udbuddet bliver koncentreret, og det er de ekstremt skalaøkønomiske fordele ved teleydelser. Jo større et firma er, desto større er de økonomiske fordele. Når kablerne tager op mod tusind megabyte i sekundet, så kan man flytte rigtig mange folk, og det vil trække det rent økonomiske argument i retning af én verdensoperatør. Men det mener jeg er urealistisk. Politisk vil man altid sikre sig, at der er flere operatører. Det var det, der skete med ATT, og som var ved at ske med IBM, da de blev for store, og som nu er ved at ske med Microsoft."
- Mobilix profilerer sig på større gennemskuelighed. Vil konsekvensen af øget konkurrence på markedet blive den modsatte?
"Mobilix har med god ret set, at markedet nu er blevet så uigennemskueligt for de potentielle kunder, at folk vil være glade for at vide hvad det egentlig koster. Og hvis de sælger en samtalepakke, som har fastsatte priser på forhånd, betyder det en tryghed for folk, som de ikke får hos andre selskaber, hvor det giver en panikreaktion, når regningen kommer. Konsekvensen har været, at folk næsten er holdt op med at bruge telefonen. Derfor bliver selskaberne nok nødt til at finde en anden måde at prissætte på. De har været lidt for smarte," siger Mogens Kühn Pedersen.

Gateway til internettet
- Mobilix vil på sigt tilbyde almindelige teleydelser, så de bliver ligestillet med Tele Danmark. Hvordan vil konkurrenceforholdene se ud i fremtiden?
"Telefonen bliver en gateway til internettet, som bliver fantastisk udbredt. Nogen vil gøre det, at de siger: Vi er også kabeloperatører, som Ameritech, og det vil de udnytte ved at skabe en teknologi, der gør at man kan se tv og video via et håndstyr, man kan bruge til at zappe ind på internettet. Teknologien findes, det er bare et spørgsmål om at gøre den billig nok.
På alle telefonområderne regner vi med, at den datatrafik der knytter sig til internettet, vil være et ekspansionsområde, som vi ikke kan se grænserne for i øjeblikket. Derfor er alle ved at finde ud af, hvad deres rolle er, og hvilken andel, de evt. kan få i det fremtidige marked. Mange mener, at mobiltelefoni kunne være en genvej, og når den ikke er blevet det endnu, er det fordi den har så lille båndbredde Derfor er den ikke så interessant, og den er dyr at bruge."
Teleområdet vil blive dybt præget af, at fremtidens kommunikationsforbindelser kommer til at køre meget mere i retning af internettet end over det klassiske telefonnet. Det er en helt anden pristruktur, for det betyder f. eks. at når jeg ringer til mine kolleger i USA, er det til lokaltekst, og det er telefonselskaberne ikke vant til. Derfor er det egentlige Integrated Systems Digital Network (ISDN) - den funktionalitet, som man havde snakket om at man ville opbygge i det klassiske telenet - blevet overhalet indenom af internettet, og det har skabt en prisstruktur, som telefonselskaberne bliver grå i hovedet over. Mobiloperatører er klare over, at de er nødt til at have en rolle at spille i den sammenhæng."
Lektor Peter Lotz oplyser fra Berkeley, at telefoni via internettet endnu ikke er så udbredt i USA, at det truer giganterne.
"Men det er lige på trapperne, og det kan ændre markedet fuldstændig," siger han, "for internettet opererer via lokale, koncessionerede selskaber, og lokaltelefoni er pr. tradition gratis i USA.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her