Indonesiens nye vicepræsident, Jusuf Habibie, er en elegant og elskværdig mand, der skal redde landet. Men økonomer og finansmarkeder vender tomlen nedad
JAKARTA
"Når Habibie træder ind i Suhartos kontor, går der kludder i præsidentens tidsplaner. Deres samtaler kan vare i flere timer, mens andre ministre - selv medlemmer af hans familie - bliver ekspederet på mindre end ti minutter. De to mænd har virkelig et særligt forhold til hinanden."
Med en anelse misundelse i stemmen forklarer en af de få, der færdes hjemmevant i præsidentpaladset, hvordan den "gensidige agtelse" er baggrunden for, at den tidligere flyingeniør blev minister for teknologi og forskning og i dag er Indonesiens nye vicepræsident.
Denne post har hidtil været rent symbolsk, fordi al magten ligger i hænderne på Suharto, men i den nuværende situation har den antaget en helt ny dimension. I en alder af 76 år og efter sigende syg står Suharto over for den hidtil største tillidskrise i forhold til sine 200 millioner undersåtter, siden han kom til magten for 32 år siden.
Siden sidste sommer har øriget været plaget af katastrofer - skovbrande, der kom ud af kontrol og indhyllede hele området i røg i næsten fire måneder, en usædvanlig tørke, som har bragt den kommende rishøst i fare, samt ikke mindst et finansielt uvejr, der fik rupiah'en til at styrtdykke og kastede landet ud i en hidtil uset økonomisk krise.
Fabrikker lukker, udenrigshandelen er gået i stå, og antallet af arbejdsløse er svulmet op. På universiteterne demonstrerer studenterne og kræver Suhartos afgang.
Guddommelig inspiration
Folk er begyndt at sige deres mening, og flere mener, at wahyu (den guddommelige inspiration) har forladt Suharto. Det er denne tradition fra de javanesiske konger, præsidenten hele tiden har påberåbt sig som sin legitimitet til at holde landet i et jerngreb, mens han sikrede økonomisk fremgang.
Er udnævnelsen af hans protegé Baharuddin Jusuf Habibie til en post, som svarer til ministerpræsident i andre lande, nok til at vende udviklingen?
Det mener økonomerne ikke, og finansmarkederne har på deres egen måde taget afstand fra ham. Da pressen gav meddelelse om Habibies kandidatur den 21. januar, faldt rupiah'en til et lavpunkt (11.800 mod en dollar).
Habibies økonomiske teorier får nemlig eksperterne til at gyse. Det var ham, der sidste år lancerede "siksak"-teorien og rystede alle økonomiske forestillinger ved at hævde, at rentestigninger fremkalder inflation.
Som leder af flyfirmaet Industri Pesawat Terbang Nusantara (IPIN) fulgte han en hasarderet kurs. Det var især ham, der gennemtvang planerne om at producere et fly med 130 pladser, N-250, der blev en salgsmæssig katastrofe.
Habibie har ambitioner om at udvikle Indonesien til et land, der indtager en teknologisk førerstilling. Og det er netop denne nationalistiske vinkel, der glæder Suharto.
"Med sine uophørlige og en smule skøre projekter er Habibie nok den eneste, der endnu formår at få den gamle diktator til at drømme," siger en vestlig diplomat.
Suharto var en nær ven af Habibies far og fortsatte efter hans død med at fremme "adoptivsønnen"'s karriere. Midt i 1970'erne kaldte han Habibie, som dengang arbejdede i Tyskland for flyfabrikanten Messerschmidt-Bolkow-Blohm, hjem og gav ham til opgave at føre Indonesien ind i den moderne teknologis tidsalder.
I 1976 oprettede Habibie IPIN, og to år senere trådte han ind i regeringen med ansvar for forskning og teknologi - en post, som han har beholdt indtil nu. Den 61-årige vicepræsident er en elegant mand, altid smilende og elskværdig og intellektuelt veludrustet. Han er god til at overtale folk, og over for sin beskytter viser han den respekt, der tilkommer en enehersker.
"Habibie husker alt, hvad Suharto siger, og inddrager ham i alle sine projekter. På den måde føler den gamle mand sig inddraget i denne konstante sprudlen af ideer," forklarer en anden diplomat.
Habibie er formand for Foreningen af Intellektuelle Muslimer (ICMI), et nyttigt netværk i et land, hvor 90 procent af indbyggerne er muslimer. Allerede i 1980'erne forstod Suharto, hvilken indflydelse de muslimske bevægelser kunne få og indså nødvendigheden af at alliere sig med dem.
Den mest fremtrædende oppositionspolitiker, Amin Rais, blev sidste år ekskluderet af ICMI på grund af sin skarpe kritik af Suharto. I dag leder han organisationen Muhammadiyah, som har mere end 28 millioner medlemmer, og som meget hurtigt kan forvandles til et politisk parti.
Det er også ved hjælp af det "islamiske kort", Habibie håber at styrke sin autoritet inden for hæren. Selv har han ingen militær fortid, og hærlederne accepterede ham først som kronprins efter pres fra Suharto. Habibie havde gjort et dårligt indtryk på generalerne ved at blande sig i deres våbenindkøb på en måde, der blev opfattet som utidig.
"Han har især irriteret dem ved egenhændigt at indkøbe meget dyrt og forældet materiel, f.eks. nogle gamle østtyske patruljebåde og fem undervandsbåde, hvoraf tre endnu ikke er leveret. Officererne var rasende, fordi de gik glip af deres procenter," fortæller en militærekspert.
Habibie har også underskrevet kontrakter om køb af russiske kampfly af typerne Sukkoi og MiG-17, der skal betales dels i dollar, dels i naturalier (biler, palmeolie og forskellige landbrugsprodukter).
Til den handel fik han dog hærledelsens tilladelse ved at trække på sine alliancer.
"Men selv om de øverste chefer gav grønt lys for Habibies nominering, er der murren længere nede i geledderne - især hos de officerer, som havde ansvar for indkøb af materiel," siger en våbenhandler.
Habibie kunne ikke regne med støtte fra Suhartos børn, der frygter ham som en fremtidig rival. Præsidentens ældste datter, Tutut, og hendes bror Bambang gav udtryk for deres uenighed i et brev til faderen.
Tutut havde åbenbart en anden kandidat til vicepræsidentposten, nemlig informationsministeren, general Hartono. Den indonesiske presse, som ikke direkte beskæftiger sig med Suharto-familien, viderebragte denne oplysning ved flere gange at bringe billeder af Tutut i selskab med generalen.
Men arvefølgen er ikke det vigtigste spørgsmål for Habibie lige nu. Alle venter nu på, at han kommer med de første signaler om sammensætningen af den nye regering. Den vil formentlig omfatte teknokrater, som hentes fra et bredt udsnit af befolkningen - måske for første gang også en kineser.
Regeringen er nødt til meget hurtigt at fremlægge et økonomisk program. Presset fra gaden fortsætter, og Den Internationale Valutafond (IMF) nægter at frigive sin hårdt tiltrængte økonomiske bistand, så længe de drastiske reformer, som blev aftalt med Suharto i januar, ikke er blevet konkretiseret.
Det internationale samfund er ved at miste tålmodigheden med det indonesiske regime. Derfor bliver de kommende uger afgørende for den mand, som nu er placeret på den mest risikable post i Indonesiens politiske liv.
© 1998 Libération & Information.
Oversat af Birgit Ibsen.
