Læsetid: 5 min.

Svenske fristelser

11. marts 1998

Gå på opdagerfærd i Stockholm i kulturbyåret. Der er noget for enhver smag. Noget af det bedste kommer til København

I marts 1878 blev Sveriges første offentlige koncertsal indviet i Stockholm ved havnefronten. Huset med den smukke sal blev til en vigtig institution i det svenske musikliv - al højere musikalsk uddannelse foregik der.
I de senere årtier har huset på Nybrokajen 11 stået mere eller mindre tomt. I lørdags - næsten på dato 120 år efter husets åbning - blev bygningen og koncertsalen med plads til 600 publikummer genindviet efter en restaurering, der har varet i flere år. Penge taler man helst ikke om, men det har været jätte-dyrt at sætte det gamle hus i stand.
At komme ind i den historiske koncertsal opleves lidt på samme måde som når man åbner et smukt, gammelt smykke-skrin med ædelguld der glimter. Svenskerne har fået et Musikkens Hus, som vi andre kun kan drømme om. Centrale musikinstitutioner, med Rikskonserterne i spidsen, har i det svenske kulturbyår formået at genskabe et markant hus. Et gammelt hus, javel, men med levende mennesker og med et pulserende liv i alle musikalske udtryksformer.
Den svenske konge og hans dronning genindviede salen sammen med 600 indbudte gæster lørdag aften. Med en koncert, der vil gå over i historien. Fra kl. 18-22 et fire timer langt program med det bedste som svensk musikliv kan præstere af skabere og udøvere.
Alle genrer var repræ-senteret - svenskerne har et rigt musikliv med traditioner i især folkemusikken, der kan gøre en dansker grøn af misundelse. Derefter spisning som efterfulgtes af en timelang overraskelseskoncert med bl.a. slagtøjsensemblet Kroumata og vokalgruppen The Real Group. Den sidstnævnte gruppe et nyt og særdeles velgørende bekendtskab.

Van Keulen med noder
Dette Musikkens Hus på Nybrokajen er ikke det eneste eksempel på svenskernes vilje til at skabe nye, markante kulturhuse. Udvidelsen af Moderna Museet er helt igennem vellykket - de nye tilbygninger giver muligheder for at præsentere avantgardens udtryk på en langt mere grundig og indbydende måde end tidligere. Miljøet ved vandet er udnyttet så overbevisende, at man har lyst til at vende tilbage. I weekenden begyndte køen til museet et godt stykke nede af Skeppsholmen, hvilket i praksis svarede til en flere hundrede meter lang menneske-installation eller -mobile i langsom bevægelse.
Hvis Deres vej falder forbi museet, så tøv ikke med at købe det nye lækre 1998-katalog med artikler og oversigter over museets samlinger. En rigtig god ting at have stående.
Musikopførelser i store mængder kan stockholmerne også prale med. En prøvesmagning foretog denne musikkonsument fredag aften i Koncerthuset. Kungliga Filharmonikerna og violinisten Isabelle van Keulen spillede under Paavo Järvi.
På programmet stod Sibelius' 4. Symfoni, Bartóks Violinkoncert nr. 1 og Debussys La Mer. Järvi er efterhånden ikke nogen hvem som helst i det klassiske musikliv. Esteren arbejder med de fremmeste orkestre i verden. Han kunne ikke gøre for, at
van Keulen ikke levede op til sit bedste - solisten kunne ganske enkelt ikke solostemmen udenad. Den ny musik er ikke hendes speciale, det kan komponisten Bent Sørensen skrive under på. Hans Violinkoncert skulle for nogle år siden have været opført af van Keulen, som imidlertid måtte opgive kort før den planlagte koncert med Aarhus Symfoniorkester.

Svensk finalist
En svensk komponist har fundet vej til finalen i den store Masterprize konkurrence. Hun hedder Victoria Borisova-Ollas. Jeg ville ønske, at jeg kendte komponisten og hendes musik, men det gør jeg ikke. Hun er født i 1969 i Rusland, men er nu svensk statsborger.
Blandt mere end 1.300 indsendte partiturer har forskellige juryer valgt seks partiturer ud, skrevet af seks forskellige komponister. Borisova-Ollas' værk hedder Wings of the Wind.
I det nye nummer af BBC Music Magazine introduceres de seks finalister. Der medfølger en cd med de seks finale-værker, indspillet af London Symphony Orchestra under Daniel Harding.
Jeg læser nu i magasinet, at jeg kan stemme på mit favoritværk og vinde et hi-fi anlæg til £10.000. Det vil sige, at jeg er med i juryen. I første omgang blev jeg stolt over udnævnelsen, indtil jeg opdagede at alle mennesker i hele verden kan være med i juryen. Men, tænkte jeg, der har da været juryer i forløbet til at vælge ud. Mener at kunne huske at vores egen Steen Pade fra Det kgl. danske Musikkonservatorium har været med til at vælge ud. Hvorfor nu denne procedure?
Svaret kan jeg ikke finde. Jeg synes heller ikke musikken på cd'en er så ny at det gør noget. Svenskerens værk klinger lidt som filmmusik, som en tam udgave af Poul Ruders' billedskabende kompositioner. Ruders er bare en meget bedre komponist.
Hvis den svenske pige vinder, skal hun have et stort til lykke (også selv om jeg ikke vinder hi-fi anlægget). Men der er nu noget ved denne Master Prize, som jeg ikke forstår. Udvælgelseskriterierne kunne jeg godt tænke mig at se nærmere på. Jeg har - billedligt talt - ikke lyst til at købe en brugt Volvo af disse Master Prize-folk.

Opera til København
Så har jeg egentlig mere fidus til de Nordiske Musikdage, som finder sted i Stockholm til efteråret, fra 21.-26. september. De Nordiske Musikdage har fundet sted siden 1888, hvis jeg ikke husker forkert, altså godt og vel 100 år.
Föreningen Svenska Tonsättare arrangerer festivalen i år. Programmet byder på 57 værker af lige så mange komponister. Færøerne får opført ét værk, Sverige sytten, Finland tolv, Danmark og Norge ti per land.
Hvad angår svensk opera, så kan københavnerne godt glæde sig: Den forestilling af Daniel Börtz, som jeg omtalte i begejstrede vendinger (Marie Antoinette på Folkoperan), kommer til København i august. Det fremgår af den turneringsplan, som er trykt i programhæftet.
Efter rundgangen i svenske fristelser, kan klummebestyreren runde af for denne gang og for hundredvis af forudgående onsdagsklummer. Avisens ledelse har besluttet at de faste klummer på kultursiderne skal ophøre.
Kritikerne af den klassiske klumme kan derfor godt glæde sig, men ikke alt for meget. For kultur-skribenterne vil nemlig stadig skrive klummer, blot ikke fast hver uge, men når noget trænger sig på. Og det er der jo ofte noget der gør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her