Læsetid: 11 min.

Tilbagetogets helte

13. marts 1998

- kladde til en Magttabets politiske moral

ESSAY
I enhver europæisk hovedstad støder man dér, hvor rummet når sin højeste symbolske fortætning, altså i centrum, på nogle ejendommeligt korpulente kentaurer, skiftinger støbt i metal, under hvis hove embedsmænd iler til deres ministerier, publikum til opera, menigheden til messe: Romerske kejsere, store kurfyrster, evigt sejrrige feltherrer. Kimæren højt ti hest forestiller den europæiske helt, en imaginær skikkelse, uden hvem man slet ikke kan forestille sig verdensdelens hidtidige historie.
Efter at bilen er opfundet, er verdensånden til hest siddet af; Lenin og Mussolini, Franco og Stalin klarede sig uden vrinskende basis. Til gengæld voksede kentaurernes antal; karibiske øer og sibiriske kombinater blev forsynet med forstenede helte, og ikke sjældent brugte de udstillede en støvlestørrelse omtrent som et parcelhus. Inflation og elefantiasis varslede et snarligt endeligt for de heroer, der aldrig havde haft andet i hovedet end erobring, triumf og storhedsvanvid.
Forfatterne havde en anelse om det. Allerede for over hundrede år siden sagde litteraturen én gang for alle farvel til de figurer i overstørrelse, som den fra begyndelsen havde været med til at skabe. Herskerlovprisning og heltesagn har herefter tilhørt litteraturens forhistorie. Den har for længst afskrevet Augustus og Alexander og handler i stedet om Bouvard og Pécuchet, Vladimir og Estragon. Frederik den Store og Napoleon er nu til dags kun på tapetet i litteraturens kælderetage, for slet ikke at tale om de Hitler-hymner og Stalin-oder, der fra begyndelsen var bestemt for lossepladsen.

Det samme i politik
Til gengæld har den såkaldte storpolitik helt frem til vore dage lige så sammenbidt som hjælpeløst holdt fast ved det klassiske helteskema. Den udråber nu som før en vinder og drømmer om uopnåelige triumfer. At den midt i alt det har nået sit sidste svindtrin, viser sig ikke kun i den symbolske afmagt, men også i dens handlingers beskedne rækkevidde. Den demokratiske normalitet lægger ærgerrighed og berømmelsessyge i lænker, som "de ledende" synligt døjer med; det drejer sig ikke om at erobre et verdensrige, men højst en valgkreds, og feltherregeniet må se sig henvist til Grenada eller Falklandsøerne, som man skal bruge lup for at finde på verdenskortet.
Hvis nogen skulle have lyst til at fornøje sig over den heroiske staturs underfulde skrumpen, er det nok at sammenligne Churchill med Thatcher, de Gaulle med Mitterrand og Adenauer med Kohl. Der har alle dag været et anstrøg af de teatralske, af skuespilleri over helten i rollen som stat; med sin nuværende magtelite har Vesteuropa tilbagelagt hele vejen fra det grufulde forbillede til den latterlige imitation.
Den ufrivillige komik, der klæber ved ledelsesklanen, som hårdnakket tror at befinde sig på den ene eller den anden "top" er et vidnesbyrd om, at det eneste, der er blevet tilovers af den klassiske historiske helt, er karikaturen.

De nye helte
I hans sted er i den seneste årtier trådt andre og efter min formodning mere betydningsfulde aktører - helte af en ny slags, som ikke står for sejr, erobring, triumf, men for afkald, reduktion, demontage. Vi har al mulig grund til at beskæftige os med disse negationens specialister; for det er dem, vort kontinent må lide på, hvis det skal overleve.
Det var Clausewitz, den strategiske tænknings klassiker, som viste, at tilbagetogets er den vanskeligste af alle operationer. Det gælder også i politik. I det muliges kunst er non plus ultra at rømme en stilling, som er blevet uholdbar. Men hvis en helts storhed skal måles på vanskeligheden af den opgave, han stilles overfor, så følger deraf, at det heroiske skema ikke blot skal revideres; det skal vendes på hovedet. Enhver idiot kan kaste en bombe. Det er tusind gange sværere at demontere den.
Rigtignok gør dygtighed og kompetence alene ingen helt. Det, som gør aktøren værd at mindes, er den moralske dimension i hans handlinger. Men netop i den henseende mødes tilbagetogets helte med et lige så massivt som sejt forbehold. Den almene vurdering holder sig, især i Tyskland, til det traditionelle skema. Den forlanger nu som før, at man spiller rollen som den upåvirkelige og slår på en politisk moral, der med principfasthed og konsekvens går hen over alt, og det betyder: om nødvendigt også over lig.
Netop denne entydighed kan tilbagetogets helt under ingen omstændigheder varte op med. Den, der rømmer sine egne stillinger, opgiver ikke blot objektivt set terræn, men også en del af sig selv. Et sådan skridt kan ikke lykkes, uden at person og rolle skiller sig ud fra hinanden. Heltens etos ligger lige præcis i hans ambivalens. Specialisten i demontage viser sit moralske mod ved at tage denne tvetydighed på sig.

Khrustjovs egen logik
Det paradigme, der tegner sig her, er blevet historisk virksomt i kølevandet på der 20. århundredes totale diktaturer. Tilbagetogets pionerer lod det først kun ane utydeligt og skyggeagtigt.
Om Nikita Khrustjov tør man påstå, at han ikke vidste, hvad han gjorde, at han ingenlunde var klar over, hvad han handlinger ville føre med sig; han talte jo da også om et fuldende kommunismen og ikke om at afskaffe den. Ikke desto mindre lagde han med sin berømte tale på den XX. partikongres kimen til mere end blot sit eget fald.
Hans intellektuelle horisont var snæver, hans strategi plump, hans attitude selvherlig, men i henseende til civilcourage overgik han så godt som alle andre politikere i sin generation. Det var netop det ejendommeligt svingende i hans karakter, der kvalificerede ham til hans opgave. I dag er det ikke svært at få øje på den subversive logik i hans heltekarriere:
Med ham begyndte demonteringen af det sovjetiske imperium.

30 års demontering
Langt tydeligere træder nedbrydnings-specialistens indre splittelse frem i en skikkelse som János Kádár. Denne mand, som i 1989 i al ubemærkethed blev begravet i Budapest, arbejdede efter den mislykkede opstand i 1956 sammen med besættelsesmagten. Det anslås, at ottehundrede dødsdomme kan skrives på hans konto.
Aldrig så snart var undertrykkelsens ofre kommet i jorden, før Kádár tog fat på sit livsværk, som kom til at optage ham i næsten tredive år. Det bestod i tålmodigt og udholdende at undergrave det kommunistiske partis eneherredømme.
Det bemærkelsesværdige er, at denne proces forløb uden alvorlige turbulenser; den var ledsaget af tilbageslag og livsløgne, drevet frem af taktiske manøvrer og kompromiser.
Uden det ungarske præcedens ville der næppe være kommet gang i opløsningen af østblokken; at Kádár virkede banebrydende i den forbindelse, er ubestrideligt. Lige så klart står det, at han ikke kunne hamle op med de kræfter, han hjalp med til at slippe løs. Det er den historiske nedbryders typiske lod, at han med sit arbejde også altid underminerer sin egen position. Den dynamik, kan udløser, kaster ham til side; han går under i sin succes.

Den sikre statist
Adolfo Suárez, generalsekretær for den spanske Falange, blev ministerpræsident efter Francos død. Med et nøje planlagt kup sløjfede han regimet, tog magten fra sit eget enhedsparti og tvang en demokratisk forfatning igennem: en lige så vanskelig som farlig bravur.
Her var det ikke, som i tilfældet Khrustjov, en uklar anelse, der agerede, men en yderst vågen bevidsthed. Det drejede sig ikke alene om at udmanøvrere det politiske apparat, men også om at sørge for at hæren holdt sig i ro; et militærkup ville have ført til blodig undertrykkelse og måske til en ny borgerkrig.
Heller ikke dette tilfælde kan håndteres med en simpel sindelagsetik, der kun kender til hvide eller sorte får. Suárez var parthaver i og begunstiget af Franco-regimet; havde han ikke tilhørt magtens inderste cirkler, ville han ikke have været i stand til at afskaffe diktaturet.
Samtidig garanterede hans fortid ham alle demokraters uovervindelige mistillid. Faktisk har Spanien den dag i dag ikke tilgivet ham. I sine tidligere fællers øjne var han en forræder, og de, han banede vejen for, betragtede ham som en opportunist. Efter at være trådt tilbage som typisk "overgangsfigur" har han aldrig igen kunnet få fodfæste. Hans rolle i republikkens partisystem har nærmest været statistens. Der er én og kun én ting, som tilbagetogets helt kan regne sikkert med: Det er fædrelandets utak.

Den polske helgen
I Wojciech Jaruzelskis skikkelse antager denne moralske apori ligefrem tragiske træk. Det var ham, som i 1981 frelste Polen fra en umiddelbart forestående sovjetisk invasion. Prisen for det var indførelse af krigsretstilstand og internering af den opposition mod systemet, som senere regerede landet med ham som præsident.
Denne indiskutable succes for hans politik har ikke forhindret, at en meget stor del af det polske samfund den dag i dag betragter ham med tavst had. Ingen tiljubler ham; han vil aldrig træde ud af sine handlingers skygge.
Hans moralske styrke ligger i, at han fra første færd har kalkuleret med det. Man har aldrig set ham smile. Med bevægelser stivnet til det livløse, med øjnene skjult bag mørke brilleglas forestiller ham patrioten som martyr.
Denne politikkens Sankt Sebastian er en figur af shakespearesk format.

Principløshed som dyd
Det samme kan ikke siges om hans efternølere.
Egon Krenz og Ladislav Adamec kan formentlig kun gøre krav på en fodnote i historiebøgerne: den ene som den burleske, den anden som den mere joviale udgave af de heroiske tilbagetrækning. Men hverken tyskerens dumme grin eller tjekkens faderlige mine kan skjule, at de har været uundværlige.
Den principløshed, man bebrejder dem, er deres eneste fortjeneste. I det afgørende øjebliks lammende stilhed, hvor den ene venter på den anden, og intet sker, måtte én være den første, der rømmede sig, hostede, frembragte den lille bitte, halvkvalte lyd, som udløste lavinen.
"Én skal jo være blodhunden," sagde en tysk socialdemokrat engang.
Halvfjerds år efter måtte én standse blodhundene, selv om det var en kommunistisk Pulcinella, der brød den dødelige tavshed. Ingen vil mindes ham med overbærenhed. Just det gør ham mindeværdig.

Gorbatjovs triumf
Tilbagetogets epigoner drives udefra og nedefra; de handler under pres. Magtfratagelsens sande helt er derimod selv den drivende kraft. Mikhail Gorbatjov satte en proces i gang, som andre mere eller mindre frivillig prøvede at holde trit med. Allerede nu tør man vel slå fast, at han er en af århundredets store. Alene omfanget af den opgave, han havde stillet sig, var uden fortilfælde.
Han demonterede den 20. århundredes næstsidste monolitiske imperium uden vold, uden panik, uden krig. Ingen ville have troet det muligt. Det varede meget længe, inden verden så meget som begyndte at fatte hans projekt. Denne mands overlegne intelligens, moralske dristighed, vidtrækkende perspektiv - alt det lå, i øst som i vest, så langt hinsides den politiske klasses horisont, at ingen regering vovede at tage ham på ordet.
Gorbatjov kunne heller ikke gøre sig illusioner om sin popularitet i sit eget land. Den største af alle afkaldspolitikere så sig dér hvert øjeblik konfronteret med spørgsmålet om, hvor det positive blev af; som havde opgaven bestået i endnu en gang at forkynde folkene en strålende fremtid, der efter enhvers behov helt gratis ville sørge for sæbe, raketter og broderskab; som fandtes det andet fremskridt end tilbagetogets; som afhang ikke enhver fremtidig chance af, at Leviathan blev afvæbnet, og at man fandt vej fra mareridtet tilbage til normaliteten.

Det vanskeligste venter
Det er klart, at hvert eneste skridt ad denne vej er livsfarligt. Både til venstre og til højre var Gorbatjov omgivet af gamle og nye, højrøstede og tavse fjender. Som det sig hør og bør for en helt, er han en temmelig ensom mand.
Alt dette være ikke sagt for at appellere til den dyrkelse af afvæbningens store eller små helte - en dyrkelse, som de ikke gør noget som helst krav på. Nye monumenter er overflødige.
Til gengæld er det på tide at tage disse nye og anderledes aktører alvorligt og nøje at give agt på, hvad det forbinder dem, og hvad der adskiller dem fra hinanden. En politisk moral, som kun kender lysende skikkelser og nedrige skurke, er ikke i stand til at foretage en sådan undersøgelse.
En tysk filosof har sagt, at det ved udgangen af dette århundrede ikke kommer an på at forbedre verden, men på at skåne den. Denne sætning har ikke kun gyldighed for de diktaturer, som mere eller mindre kunstfærdigt er blevet skrottet for øjnene af os. Også de vestlige demokratier må indstille sig på en afrustning, som der ikke findes noget fortilfælde for. Det militære aspekt er kun et blandt mange.
I gældskrigen mod Den Tredje Verden skal andre uholdbare stillinger rømmes, og det vanskeligste af alle tilbagetog forestår i den krig, vi siden den industrielle revolutions begyndelse har ført mod vores egen biosfære.

Der er meget at lære
Tiden kunne derfor synes inde til, at vore bittesmå statsmænd tager mål af demontagens specialarbejdere.
De opgaver, der skal løses, kræver evner og færdigheder, som bedst kan studeres hos sådanne forbilleder.
Således kan en energi- og trafikpolitik, som fortjener sin navn, kun indledes med et strategisk tilbagetog. Den kræver opsplitning af nøgleindustrier, som på længere sigt ikke er mindre truende end et enhedsparti.
Den civilcourage, der er brug for her, står ikke meget tilbage for den, en kommunistisk funktionær skulle udvise, da det handlede om at afskaffe hans parti monopol.
I stedet øver vor politiske klasse sig i tåbelige sejrsgestus og selvtilfredse løgne. Den triumferer ved at lukke af og tror at kunne beherske fremtiden ved at vente, til det hele går over.
Afkaldets moralske imperativ aner den ingenting om. Tilbagetogets kunst er den fremmed. Den har endnu meget at lære.

En klassiker
Hans Magnus Enzensberger regnes for en essaygenrens mester i moderne tid. Zigzag er titlen på en samling af nogle af de bedste af hans essays, som udkommer på forlaget Gyldendal på mandag.
Herfra bringes essay-klassikeren "Tilbagetogets helte", som nogle læsere vil huske. Det blev bragt i Information for snart ti år siden - og har trods titlen hverken direkte eller indirekte noget med de slagne politikere fra det nys overståede valg at gøre.
Copyright'en tilhører Suhrkamp Verlag Frankfurt am Main. Per Øhrgaard har oversat. Mellemrubrikkerne i teksten er Informations. red.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu