Læsetid: 4 min.

Traumet Oluf Palme

6. marts 1998

I disse dage er det tolv år siden, Olof Palme blev myrdet i Stockholm. En ny film om mordet, der har svensk premiere i dag, afslører, at det i virkeligheden var populært at hade Olof Palme. Men måske gælder ambivalensen ikke kun Palme, men hele det svenske folkhem

I dag er der svensk premiere på en ny film om de senere års svenske super-traume: Mordet på statsminister Olof Palme, der blev skudt i disse dage for tolv år siden.
Den sidste kontrakt, hedder filmen, og den bygger på en roman af det engelsksprogede pseudonym John W. Grow, som selv filmens instruktør, Kjell Sundvall, hævder ikke at vide, hvem er.
Som bekendt er mordet på Palme aldrig blevet opklaret. Den slags er altid traumatisk for de involverede, som i dette tilfælde er hele det svenske folk.

Kriser og oplevelser af ekstrem stress efterfølges ifølge psykologerne af et reaktionsmønster i fire faser: Fornægtelse, vrede, sorg, accept. Over for Palme-mordet står svenskerne stadig fast i vantro, fornægtelse, forfærdelse og vrede over det uhørte: At et skandinavisk statsoverhoved var dræbt af en ukendt gerningsmand på vej ud fra biffen med sin kone, da han havde sendt livvagterne hjem.
Den slags kunne ske i USA - men da ikke her hos os? Regeringen under Ingvar Carlssons ledelse trådte sammen i det tidlige morgenmørke, uden politiopbud. Fornægtelse igen af den reelle fare for, at mordet på Palme kunne være del i et større anslag mod stat og regering.

Siden fulgte vreden, der kom til udtryk i politiets lange række af mere eller mindre hovedløse eftersøgninger af gerningsmanden. Den daværende politimester i Stockholm, Hans Holmér, forfulgte i 341 dage - indtil sin afgang i januar 1987 - det såkaldte "kurderspor", PKK, som dog var endt blindt og formentlig altid var tyndt.
En anden hovedmistænkt, Christer Pettersson, blev dømt for mordet i 1989 og senere frikendt ved en højere retsinstans på grund af bevisets stilling. Sidste år dukkede Pettersons navn op igen, da advokaten til en nu afdød langtidsfange, der var en bekendt af Petterson, trådte frem og forklarede, at hans klient angiveligt skulle have bedt Petterson udføre mordet. Med det resultat, at en ny retssag mod Petterson er under forberedelse, tiljublet af den svenske presse under henvisning til Palmemordets særligt samfundstraumatiske karakter.
Selv om der aldrig er fundet et mordvåben eller iøvrigt foreligger nye håndgribelige spor. Hvad med Pettersons retssikkerhed? Er man virkelig på forhånd kendt skyldig i massemedierne, hvis bare forbrydelsen er alvorlig nok?

Den slags viser ikke ligefrem tendenser i det svenske samfund til en begyndende accept af mordet eller af, at det måske aldrig kan opklares.
Men måske kan filmen medvirke til, at man en dag kan sørge over Palme og erkende det, han betød. Om sin film udtaler Sundvall, som personligt beundrer Palme for hans internationale udsyn og høje politiske og personlige moral, til den svenske avis Dagens Nyheter:
"Foruden morderens direkte skyld findes der også en kollektiv skyld i Palmemordet. Det var legitimt at hade Palme i Sverige, og der var mange, ikke mindst veluddannede mennesker, som opførte sig utrolig dårligt. En del mente, at han forrådte sin klasse, andre, at han forrådte sit land. Jeg tror det er vigtigt, at vi får en debat om det, så der ikke flammer et lignede politikerhad op igen."
Sundvall har også fortalt, at mange, mange svenskere dengang kørte rundt med et klistermærke med teksten Palme er en djævel. Men det taler ingen selvfølgelig om.

Med andre ord var det ifølge Sundvall tidsånden, der myrdede Palme. Og motivet?
Var det mon, at Palme efter Tage Erlander blev identificeret med det moderne svenske velfærdssamfund, som bla. kendes på omfattende regler og påbud i hverdagen?
Eller højrefløjens afsky for den overløbne overklassedreng, klasseforrædderen med det stædige talent for at holde sig ved magten?
Eller måske Palmes dygtighed og intellektuelt-arrogante udstråling, som ikke lige gjorde ham til den landsfader, de svenske kerne-socialdemokrater drømte om?
Eller måske Palmes socialdemokratiske pragmatisme, som faktisk fik ham myrdet symbolsk ni år før sin død i Maj Sjöwalls og Per Wahlöös venstrefløjs-krimi Terroristerne?
Eller blev Palme måske myrdet for sin udenrigspolitiske profil, når han modigt og åbenlyst kritiserede Israel, Vietnamkrigen og apartheid-styret i Sydafrika?
Ifølge filmen er det sidste tilfældet. En svensk finansfyrste lejer en international professionel lejemorder til mordet, fordi Palme forstyrrer hans frie forretningsinitiativ. Samtidig medvirker højreekstremister og forskellige galninge på forskellig vis til mordet. Da det traditionelt højreorienterede hemmelige politi Säpo hører om mordplanerne, vælger de ikke at gribe ind.

Filmens tankegang om et omfattende komplot vil formentlig falde i god jord hos svenskerne. Der er ligesom mere stil over en værdig modstander end over ideen om en enlig galning som politiets yndlingsmistænkte, narkomanen Christer Petterson.
Men allerbedst vil det være, hvis filmen kan sætte nyt lys på svenskernes modstridende følelser over for personen Palme. Den fortrængte fjendtlighed - og skammen over den - gælder nemlig formentlig ikke kun Palmes person, men i endnu højere grad det svenske velfærdssamfund, han og hans parti kom til at stå for.
På trekvart århundrede lykkedes det socialdemokraterne at forvandle det, der år 1900 var Europas fattigste land, til et trygt folkhem. Men bagsiden af trygheden var det virvar af regler og reb, knipler og kneb, som fik navnet forbuds-Sverige, og som svenskerne kom til at hade, så snart fattigdommen var glemt.
Tænk, hvis filmen kan skabe en ny politisk debat om denne del af nyere skandinavisk historie. Så kan svenskerne måske ligefrem en dag nå videre med traumet Palme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu