Læsetid: 4 min.

Troen giver ekstra kræfter

30. marts 1998

Kineserne spørger ikke længere om vi skal have demokrati, men hvordan det skal indføres - flere og flere går ind for en voldelig revolution, advarer systemkritikeren Wei Jingsheng

Foråret og sommertiden kom til Danmark i går, og måske var sidstnævnte medvirkende til, at den kinesiske systemkritiker Wei Jingsheng så en smule træt ud under sit første møde med Danmark.
Wei Jingsheng ankom lørdag aften - lige tids nok til at miste en times nattesøvn før søndagens hårde program med bl.a. pressemøde og et offentligt møde om eftermiddagen.
Fællessalen på Københavns Universitet var tæt pakket, og bifaldet bragede løs, da Wei Jingsheng indtog den traditionsrige talerstol, som bl.a. den tidligere tjekkiske dissident og nu præsident Vaclav Havel stod på i 1991.
Som Havel talte Wei om den årelange kamp for demokrati, og han benyttede også lejligheden til at takke danskerne for sidste års indsats med den kritiske resolution i FN's Menneskerettighedskommission.
"Vi vil aldrig glemme jeres støtte i den hårde kamp," sagde Wei, før han måtte sætte sig ned igen - på grund af et dårligt helbred, forklarede han.

Fire hårde måneder
Der er rigeligt med grunde til, at den 47-årige Wei Jingsheng ser træt ud.
Han blev sidste efterår løsladt og udvist til USA efter at have tilbragt sammenlagt 18 år i kinesiske fængsler som straf for hans gentagne krav om demokrati i Kina.
Årene i fængsel, hvor han blev udsat for fangevogternes og medfangernes mishandling og konstante overvågning, har taget hårdt på helbreddet. I dag har Wei bl.a. problemer med hjertet, men alligevel har han siden løsladelsen brugt sine første fire måneder i frihed til at rejse rundt til adskillige europæiske lande. Det er blevet til mange møder og ikke ret mange pauser.
"Når man tror på noget, får man ekstra kræfter," sagde Wei Jingsheng på gårsdagens møde, der var arrangeret af Københavns Universitet, Amnesty International, Dagbladet Politiken og den eksilkinesiske Federation for a Democratic China.

Fredelig modstand
Som en af veteranerne i kampen for et demokratisk Kina, beklager Wei Jingsheng, at Danmark sammen med de øvrige EU-lande har ændret kurs over for Kina, og han advarer samtidig om, at manglende internationalt pres på den kinesiske regering, kan få kineserne til at opgive håbet og den fredelige modstand.
"Det er ikke længere et spørgsmål for kineserne, om vi skal have demokrati, men hvordan vi skal få det. Når Vesten ikke længere vil lægge pres på regeringen, vil nogen måske konkludere, at der ikke findes en fredelig måde at reformere Kina på," siger Wei Jingsheng og advarer om, at "flere og flere går ind for en voldelig revolution, og hvis det ender med vold, vil det gå ud over hele verden."
Han er særdeles kritisk over for de europæiske regeringers mere forsonlige linje og deres forsøg på at komme i dialog med Beijing.
"Det er ikke første gang, at vi har set Vesten støtte diktatoriske regimer i stedet for at støtte befolkningens kamp for demokrati," siger Wei med henvisning til, at verden ikke reagerede mod nazismen i Tyskland.
Men Wei Jingsheng går et skridt videre og kritiserer også de vestlige menneskerettighedsorganisationer, der nu også går ind for dialog og samarbejde for at puffe Kina i den rigtige retning. Bl.a. Det Danske Center for Menneskerettigheder er blevet fortaler for et retsligt samarbejde med Kina.
"Vesten vil samarbejde med det kinesiske politi, men ikke med de organisationer, der kæmper for befolkningens rettigheder. Skal kinesiske betjente til Vesten for at lære om den nyeste teknologi, så de bedre kan overvåge fangerne i kinesiske fængsler?" tordner Wei, der i det hele taget mener, at det er en "mærkelig og uvenlig tankegang", at Vesten vil undervise kineserne i menneskerettigheder og demokrati.
"Man behøver ikke undervisning for at kunne se, om et menneske har været udsat for tortur," siger han og konkluderer, at den værste undertrykker er Kinas Kommunistiske Parti, og derfor må etparti-styret ophøre. Men trods det dystre syn på situationen i Kina, ser Wei Jingsheng dog et spinkelt håb i, at der også inden for Kommunistpartiet findes fortalere for politisk forandring.

Fraktioner
Han bekræfter således, at der findes en fraktion af yngre folk inden for partiet, der sammen med den tidligere embedsmand Fang Jue har skrevet et dokument, der kræver demokrati i Kina. Et dokument, som Information har bragt uddrag af.
"Det er ikke den eneste opposition inden for partiet. Der findes mange af den slags fraktioner over hele landet, og det viser, at Kommunistpartiet også er under pres indefra for forandring. Det indikerer, at vi er kommet tættere på vores mål," siger han.
Wei Jingsheng tvivler dog på, at den øverste partiledelse i Kina deler ønsket om politiske reformer.
"Det øverste lag bekymrer sig kun om egne interesser," siger Wei og advarer mod, at der knyttes for store håb til Kinas nye ministerpræsident Zhu Rongji.
"Han kan ikke gennemføre reformer alene, og derfor skal omverdenen fortsat presse på for forandringer," siger Wei Jingsheng, der på pressemødet blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis han blev udnævnt til at være Zhu Rongjis rådgiver inden for menneskerettigheds-området?
"Jeg ville selvfølgelig anbefale ham at fremme ytringsfriheden og den personlige frihed," lød svaret.
Begge dele gør Wei flittigt brug af lige nu, men velvidende at han ikke kan vende tilbage til Kina, lød første del af svaret på ovenstående spørgsmål: "Det tror jeg aldrig vil ske."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu