Turisttur til Tibet

Den noble Annaud lader os ikke komme tæt på hverken Tibet eller sine personer i sin udvendigt spektakulære film

NY FILM
"Tror du, folk en dag vil se Tibet på det hvide lærred og undre sig over, hvad der er sket med os," spørger den purunge Dalai Lama den arierblonde Brad Pitt, med med germansk accent og det hele spiller en østrigsk bjergbestiger, der engang omkring 2. Verdenskrig strander i Tibet og måske finder sig selv. Måske engang, men det sker i hvert fald ikke for alvor i Jean-Jacques Annauds stort anlagte Syv år i Tibet, hvor replikken falder.
Annaud er en instruktør med hang til det spektakulære og nobelt nydelige, men ikke en instruktør, der trænger ind i sin historie, for slet ikke at tale om ind i tilskueren - undertegnede tilskuer i hvert fald - der sidder indolent nydende og i grunden uafficeret af de storladne billeder og de dramatiske menneskelige og historiske begivenheder.
Efter at have skildret en middelalderlig Sherlock Holmes i I rosens navn og det umælende før-menneske i Kampen om ilden, amerikanske naturscenerier set fra en bjørne-synsvinkel i Bjørnen og kolonial kærlighed i 20'rnes Indokina i Elskeren er turen nu kommet til det mystiske Tibet, som også Scorsese har viet en film, som Annauds kun kan opfattes som en optakt til.
Filmen er baseret på en selvbiografisk skildring af østrigeren Heinrich Harrer, der i 1939 forlader den nazistiske hjemstavn og sin højgravide kone, for at udleve sin besættelse: bjergbestigning. Og nu gælder det Himalaya, som den egocentriske og ærgerrige Harrer drømmer om at overvinde for at opnå den hedt eftertragtede berømmelse. Men krigen kommer på tværs og efter et mislykket forsøg tages denne tysk-østrigske ekspedition til fange af englænderne og interneres. En flugt fører efter utallige strabadser ham og landsmanden Peter Aufschnaiter til Tibet, hvor de ikke blot får adgang til det ellers lukkede land, men også til den hemmelige by Lhasa.
To kulturer mødes og mens Peter slår sig sammen med en smuk indfødt og finder sig til rette, tilkaldes Heinrich af den unge Dalai Lama og bliver så at sige hans fortrolige, en person der kan svare ham på utallige spørgsmål såsom, hvem Jack the Ripper er, hvad en elevator er og som endda kan bygge det åndelige overhovede en eftertragtet biograf. Og samtidig annammer Heinrich nogle af de buddhistiske læresætninger, der som bon mot-agtige filosofismer er strøet ud over filmen og giver den et skær af dybsindighed.
For Dalai Lama bliver den fremmede en indgang til en ukendt verden og for Heinrich bliver det åndelige overhovede en erstatning for den søn, der ved afrejsen fra Østrig stadig lå i mors mave, men som nu er ved at vokse op uden sin biologiske far og med en fremmed mands navn. Heinrich synes også at finde ro og ikke blot acceptere sin skæbne, men komme overens med sine himmelstræbende ambitioner og den bundløse ærgærrighed.

Stor historie, men...
Men så overtager Mao magten i Kina og en anden impe-rialisme end den tyske herrefolksmentalitet bryder voldsomt ind i det lille lukkede land på himlens tag, et land hvis befolkning i henhold til deres tro anser det for forkert at slå selv en regnorm ihjel, og som i århundreder har levet fredeligt og i harmoni med sig selv.
Det er en stor historie Annaud tager fat på, en stor politisk og filosofisk historie, hvori der på smukkeste vis er indlejret en menneskelig, hvor to verdener, livsholdninger og mentaliteter mødes og lærer af hinanden. God at få forstand af i en kold fremmedhadstid og på overfladen en visuelt fascinerende nydelse med de majestætiske landskaber og store vidder.
Men lige så ofte føler man sig hensat til en guidet turisttur, hvor man fra en airconditioneret bus iagttager en sær verden, der er uden lugte og lyde og menneskeligt nærvær - som man ikke oplever, men iagttager. Det hjælper ikke at Annaud har fået en ellers så ofte glimrende Brad Pitt til at være vores guide. Netop Hollywood- stjernens tilstedeværelse for vores øjne og indgang til historien forstærker netop det udvendige i filmen.
Det kunne unægtelig have været spændende om filmen skarpere havde kontrasteret Heinrichs egocentricitet og den besatte stræben efter at komme til tops med tibetanernes stik modsatte livsopfattelse om netop at forsage sit ego. Det præciseres i en replik, men gennemstrømmer ikke filmen, hvor tibetanerne udslynger læresætninger samtidig med, at de mest er fotogen staffage, ikke et folk der efterlever læresætningerne og dermed har et livsgrundlag der udfordrer det vestlige og derfor er uforståelig for et menneske som Heinrich.
Tilbage er der mest en række smukke postkort, et godt humanistisk budskab og en anklage mod det kinesiske regimes overgreb. Også det sidste kunne have været meget skarpere formuleret end i Annauds noble, men stivbenede og grundlæggende banale film, der aldrig finder en kameravinkel eller et klip der overrasker, der aldrig giver historien eller en scene og situation en original drejning, men som hver gang finder den lette og forudsigelige løsning i billedsprog såvel som i historieforløb.

*Syv år i Tibet. Instr.: Jean-Jacques Annaud. Premiere i dag i Imperial og 38 biografer landet over