HUN SKAL HEDDE Maren," sagde Uffe Ellemann-Jensen til Ekstra Bladet i går, tirsdag. Og bekræftede dermed den nyhed, som har været ventet og jaget af det politiske pressekorps i flere døgn: Nyheden om, at Venstre formand er blevet bedstefar.
"Ugens vigtigste begivenhed," sagde han om datteren Karens nedkomst.
Nyheder er flygtige. Senere tirsdag - mere præcist ved et pressemøde på Christiansborg kl. 18.30 - fik Uffe Ellemann reporterne til at skifte dagsorden med meddelelsen om, at han - Venstres leder gennem 14 år - nu træder tilbage som partiformand. Han vil hellige sig Folketingsarbejdet som menigt medlem - "indtil noget andet viser sig" - og formentlig overlade ledelsen af Danmarks liberale parti til den - efterhånden knap så - unge løve Anders Fogh Rasmussen, partiets hidtidige næstformand, politiske ordfører og nyudnævnte gruppeformand. Den beslutning tager Venstre på et ekstraordinært landsmøde den 18. april.
Dermed tager oppositionslederen konsekvensen af valgnederlaget på 89 færøske stemmer til valgkampens anden "præsident-kandidat", den nuværende og fortsatte statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
Ellemann har indset, at han med valgnederlaget nu definitivt har fremtiden bag sig i dansk politik. At han ikke får indfriet sin allerhedeste drøm: At vippe Socialdemokratiet af pinden og blive Danmarks statsminister.
Så sent som i torsdags - da Publicist-klubben sammen med toppolitikerne evaluerede valget - foregav Uffe Ellemann at have håbet i behold. Hvis fintællingen af de færøske stemmer viste, at et mandat måtte flyttes fra den socialdemokratiske til den borgerlige lejr, "så ryger du ud, kammerat," hvislede Ellemann med nedadvendte mundvige og lynende blikke i Nyrups retning.
DET ER DÉN side af Uffes væsen, danskerne aldrig har kunnet goutere. I hvert fald ikke tilstrækkelig mange af dem til at gøre det muligt for Venstre-formanden at blive statsminister.
"Uffe Ellemann-Jensen kan godt blive statsminister. Det bliver bare ikke i Danmark," sagde den konservative statsminister Poul Schlüter, Uffes chef i de ti år de to sad i regering sammen. For Uffe var ikke dansk nok. Ikke rund som Anker, ikke tilbagelænet som Schlüter og ikke kontrolleret som Nyrup.
For Uffe var det blodig alvor. Ideologisk kamp og indædt personlig strid. Uffe var så forhippet på magten og så diabolsk, så latinsk i sit temperament - og før han grånede endog i udseende - at for mange danske vælgere blev utrygge ved ham. Og for mange politiske modspillere bitre og næsten hadefulde. Jeg er "den eneste nulevende socialdemokrat, der godt kan lide Uffe," har miljøminister Svend Auken sagt.
I virkeligheden er det skæbnens ironi og Uffe Ellemann-Jensens politiske tragedie, at netop han, der fik Venstre til at storme frem i meningsmålingerne i hele perioden fra systemskiftet i 1993 og næsten frem til det aktuelle valg, også blev manden, der vandt valget - for Socialdemokratiet.
Skrækken for Ellemann i statsministerstolen var efter alt at dømme den afgørende faktor, der i sidste øjeblik fik mobiliseret adrenalinet hos de hensunkne sofavælgere i Socaldemokratiets rækker. Uffe tabte valget, fordi han med sin sarkasme og sin hårdhed vandt valgkampens dueller med Nyrup. Og fordi hans arrogance gav bagslag, da han på forsiden af Ekstra Bladet drak whisky og sagde "Den er hjemme" allerede dagen før valget. Hybris kaldte Ellemann det selv i går, at han også før valget udsendte en egen citatsamling med "Danmarks kommende statsminister" som forfattertitel.
Noget andet er så, at Uffe Ellemann ved at tabe valget i virkeligheden nok har skånet sig selv for en endnu større politisk nedtur.
For havde han vundet valget og placeret sig som kaptajn på en borgerlig fregat med Kirsten Jacobsens og Pia Kjærsgaard såvel som Jann Sjursen og Mimi Jakobsen som matroser, så var han formentlig ret hurtigt løbet ind i et mytteri eller sejlet på et skær og havde lidt skibbrud. Måske i kraft af den manglende finansiering af V og K's mange løfter, måske som følge af de mange politiske modsætninger i den borgerlige familie.
EFTER VALGNEDERLAG nummer to som oppositionsleder - det første var i 1994 - har Uffe Ellemann ikke haft noget andet valg - og sikkert heller ikke lyst til andet - end at gå af. Venstre må nødvendigvis igennem en selvransagelse og efterfølgende relancering, hvis partiet skal gøre sig håb om at vinde regeringsmagten ved næste valg om formentlig fire år.
Dét skal der nye kræfter til, og ved at gå netop nu gør Uffe Ellemann i virkeligheden både sig selv, Venstre og regeringen en tjeneste. Med Ellemann i baggrunden bliver det således nemmere for regeringen at få et ja til Amsterdam-traktaten igennem ved folkeafstemningen den 28. maj. For lige som Socialdemokratiet i valgkampens slutfase havde afgørende glæde af at bruge Uffe som skræmmebillede, så kunne Amsterdam-modstanderne have spillet på super-europæeren, deregulerings-ideologen Ellemann som fjendebillede nummer ét.
I Venstre starter nu den selvransagelse, der skal afgøre, om partiet skal profilere sig som stærkt ideologisk, men formentlig indflydelsesløst, oppositionsparti ude på den fløj, hvor Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet er nærmeste naboer. Eller som midtsøgende samarbejdspartner, der kan skabe resultater, men samtidig mister profil på den stærkt trængte midte.
Sit isblå blik, sin skarpskårne profil og sin agitation for minimalstaten til trods er Anders Fogh Rasmussen en politiker med sans for realiteter og evne til at lave forlig, når det gælder. Det er svært at forestille sig ham isolere Venstre på højrefløjen gennem en hel valgperiode.
Det danske Folketing kan gå hen og blive mere samarbejdsdueligt efter Uffes afgang. Men det bliver også mindre farverigt. jsn
P.S. Til lykke med barnebarnet, Uffe.
Det er trods alt det vigtigste.
