Læsetid: 1 min.

USA løsner grebet om Cuba

21. marts 1998

USA slækker på rejseforbud, men holder fast i handelsblokade

BOSTON - Efter pavebesøget i Cuba i januar bebudede præsident Bill Clinton i går, at USA vil slække på et rejseforbud og lade den katolske kirke sende fødevarer og medicin direkte til Cuba.
Eksilcubanere vil også få lov til at overføre maksimum 1.200 dollar om året til slægtninge på den caraibiske ø.
Men Clinton-regeringen agter ikke at ophæve den 36 år gamle handelsblokade mod Cuba.
Ej heller vil Helms-Burton loven, som straffer ikke-amerikanske virksomheder med interesser på Cuba, blive ændret.
Initiativet skal først og fremmest ses som en indrømmelse til pave Johannes Paul II, der kritiserede de amerikanske sanktioner under sin rejse til Cuba.
Udenrigsminister Madeleine Albright mødte paven i Rom for to uger siden og skal senere have overbevist præsident Clinton om, at besøget skabte goodwill for den katolske kirke på Cuba.
Fra amerikansk side ønsker man at støtte denne "politiske åbning" ved at lade kirken og hjælpeorganisationen Caritas flyve mad og medicin til Cuba fra USA.
Betingelsen er, at varerne bliver distribueret uden om statslige kanaler. Den direkte flyvning og pengeoverførsler til Cuba skal også bistå almindelige mennesker, ikke Fidel Castros styre, siger amerikanske regeringstalsmænd. Men disse indrømmelser er stort set kosmetiske.
Hvert år flyver 80.000 amerikanere fra Miami til Cuba, blot med mellemlanding på en nærliggende ø. Samme rute benytter kirkens bistandshjælp, og op til en mia. dollar overføres årligt af eksilcubanere til Cuba via tredjelande. Slækkelsen betyder derfor kun, at transporten bliver billigere.
Ikke desto mindre kritiserer Jesse Helms, formand for Senatets udenrigsudvalg, gårsdagens beslutning. "Det er en fornærmelse mod Helms," sagde en talsmand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu