- og en storkonflikt på arbejdsmarkedet kan fremkalde nej til Amsterdam-traktaten den 28. maj
Her dagen derpå, hvor Christiansborgs avantgarde forsøger at få regeringskabalen til at gå op, ser det umiddelbart lyst ud for de forenede unionstilhængere fra Nyrups Socialdemokrati til Uffes Venstre.
Den næste milepæl for det danske demokrati er og bliver folkeafstemningen den 28. maj om Amsterdam-traktaten, og de forenede unionspartier kan - uanset partifarve og valgresultat - i det mindste glæde sig over de seneste EU-meningsmålinger.
En Gallup-måling viser, at 48 procent af de adspurgte vælgere agter at stemme ja til Amsterdam-traktaten. Det er et hop på otte procentpoint siden februar måned, og ja-siden har relativt set aldrig stået stærkere. Unionsmodstanderne ligger til kun 32 procent. Meningsmålinger skal altid - som folketingsvalget viste - tages med et stort gran salt, men udsigten til en valgsejr den 28. maj må være til trøst for folketingsvalgets tabere.
Socialdemokratiets bagland og fagforbundenes tillidsmænd har siden nej'et i 1992 fået et langt mere positivt syn på Den Europæiske Union, og "skolingsture" for tillidsmænd til Bruxelles har gjort deres til det. Selvom Nyrup som statsminister har haft svært ved at skabe begejstring i befolkningen for en socialdemokratisk ledet fornyelse af den danske velfærdsstat, så har han som partiformand haft et jerngreb om partiorganisationen og formået at dreje den socialdemokratiske EU-politik.
Spørgsmålet er nu om det folkelige stemningsskift holder? Ja-sidens forspring i meningsmålingerne kan fordufte i løbet af den næste to en halv måned og kaste det danske EU-medlemsskab ud i en krise med et folkeligt nej til Amsterdam-traktaten.
Det er der flere årsager til:
*En storkonflikt på arbejdsmarkedet fra den 18. marts kan smitte negativt af på den socialdemokratiske EU-valgkamp.
*Landbrugets skuffelse over den anden vandmiljøplan giver unionsmodstanderne mulighed for at øge opbakningen i landbefolkningen.
*Lanceringen af Den Økonomiske Monetære Union med mulig fastfrysning af valutakurser fra den 4. maj vil kunne forstærke den folkelige modvilje mod den bagvedliggende raison d'etre: en stærkere politisk union.
I værste fald vil disse tre faktorer spille sammen i en "begivenhedernes negative centrifuge". Det kan udvikle sig til et politisk mareridt for ja-sigerne, hvis ikke regeringen hurtigt får tacklet disse tre hovedproblemer.
En socialdemokratisk ledet regering vil alt andet lige være være stærkere til håndtere den potentielle folkelige modstand, ikke mindst i det traditionelt skeptiske socialdemokratiske bagland.
Men i skrivende stund tyder en del på, at Venstre og Konservative får chancen i et skarpt oplæg. Det betyder, at de ved at opfylde ikke mindst Mimi Jakobsen og CD's fire "ultimative" forhandlingskrav kan overtage regeringsmagten fra Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.
Venstre og Det Konservative Folkeparti vil i de næste dage være tvunget til at udvise betydelig kompromisvilje og vil søge opbakning i den udslagsgivende midte for at få regeringsmagten, men man skal dog ikke undervurdere de to partiers vilje til i de første 100 dage at få sat gang i symbolske velfærdsreformer og et begyndende opgør med fagbevægelsen. Frigjorte radikale stemmer vil muligvis også arbejde for et sådant opgør
Uden timing og politisk snilde vil det ikke lykkes. Hvis en borgerlig regering buser ud med lovforslag, der rammer fagbevægelsens bastioner, vil de gøre det af ideologiske grunde. Det er forslaget om at fjerne fradragsretten for faglige kontingenter og ideen om at oprette en konkurrerende a-kasse til at udfordre fagbevægelsens monopol. Men hvis de borgerlige bare nævner disse forslag i en 100-dages lovpakke inden den 28. maj, så kan det få unionskepsissen til at blusse op i det socialdemokratiske bagland. Det vil kunne ødelægge chancerne for at få et unions-ja i hus ved folkeafstemningen.
Og samtidig lurer risikoen for en storkonflikt på arbejdsmarkedet allerede fra den 18. marts. Forligsmand Asbjørn Jensen genoptager i dag forhandlingerne for at afværge konflikten. Parterne står urokkeligt overfor hinanden, og hvis der kommer en lang regeringskrise på Christiansborg, så er der ingen stærk regering til at gribe ind.
Arbejdsgiverne vil foreløbig kun acceptere minimale lønstigninger på 0,3-0,4 procent, men det betragter fagbevægelsens forhandlere som en hån på et tidspunkt, hvor virksomhedernes overskud er stigende, og det går strygende i dansk økonomi: De vil bl.a. have bedre pensionsordninger og et lønløft på op til 4 procent.
Dannes en borgerlig regering, styrkes arbejdsgiversiden umiddelbart, men på en regeringen være tvunget til at udvise politisk forsigtighed: For tirres fagbevægelsens medlemmer med et "uretfærdigt" lovindgreb, vil det kunne tvinge det socialdemokratiske bagland i armene på unionsmodstanderne den 28. maj. Det ved Uffe Ellemann - og en Poul Nyrup Rasmussen ønsker heller ikke at lægge stemmer til et bredt politisk indgreb midt i en folkeafstemningskampagne.
Spørgsmålet er så, om de ydre økonomiske omstændigheder giver politikerne lov til at anlægge alt for luksuriøse taktiske overvejelser?
De seneste tal fra Danmarks Statistik, der blev offentliggjort i går, viser, at et stort privatforbrug og kraftig vækst i importen fik overskuddet på betalingsbalancen for 1997 til at skrumpe ind til 7,1 milliarder kroner.
Flere økonomer mener, at der er brug for et hurtigt økonomisk indgreb allerede her i foråret, og det kan gøre det vanskeligt for de borgerlige partier at leve op til de gyldne valgløfter.
Omvendt, så kan en regering ved at give håndfaste løfter om skattelettelser - både til lønmodtagere og erhvervslivet - måske bidrage til at smøre forhandlingsparterne på arbejdsmarkedet til at indgå en overenskomstaftale med beskedne lønstigninger og eventuelt give arbejdsgiverne luft til at forbedre pensionordningerne.
Det er ikke nødvendigvis ansvarlig økonomisk politik på kort sigt, men måske kan lidt bestikkelse og varm luft i dansk økonomi ophøjes til regeringens taktik til og med den 28. maj. Derefter vil det vise sig om der er brug for et hurtigt juni-indgreb...
Den hellige grav er ikke velforvaret. Hvis et unions-ja skal hives i land, er det ikke nok at berolige det socialdemokratiske bagland. Så skal der også dæmmes op overfor den stigende unionsmodstand i det borgerlige bagland, der ved valget fik sit direkte udtryk i Dansk Folkepartis mange mandater. En af årsagerne til unions-nejet i 1992 var modstand i landbefolkningen, og derfor vil de borgerlige partier i de næste måneder skulle give nogle indrømmelser til landbruget, der kan dæmpe den vrede som vandmiljøforliget fremkaldte. En borgerlig regering vil være fristet til enten at gennemføre de kristeliges krav om at give landbruget økonomiske kompensationer eller at lempe på naturbeskyttelsesloven, som Venstre har foreslået, så priserne på landejendomme vil begynde at stige kraftigt.
Den sidste sorte hest i opløbet til den 28. maj bliver Den Økonomiske Monetære Union. Selv om Danmark formelt står udenfor ØMU'en, så vil debatten blive skærpet, når EU-Rådsmøde den 1.-3. maj efter alt at dømme udpeger, hvilke EU-lande der er kvalificeret til at komme med i euro'en.
Valutakurserne skal fastfryses, og det vil skabe usikkerhed om den danske krones stilling i forhold til ØMU'ens kernelande. Den usikkerhed vil sammen med fornyet debat om behovet for en stærkere politisk overbygning på ØMU'en komme ubelejligt midt i folkeafstemningsdebatten, og måske flytte nogle afgørende stemmer over på nej-siden.
Regeringen - uanset kulør - kan blive bragt i en klemme:
Hvis regeringen fører en alt for lempelig finanspolitik - f.eks. for at få ro på arbejdsmarkedet - så vil det øge rentespændet i forhold til D-mark/-eurolandene.
Og en højere rente i Danmark - som visse internationale finanshuse allerede er begyndt at advare om - vil dels mindske regeringens økonomiske frihedsgrad hen over sommeren og dels komme på tværs af de borgerlige partiers vidtgående reformplaner for boligmarkedet.
Det behøver ikke at gå sådan, men uden en stor portion politisk klogskab og forudseenhed kan det ende i en negativ spiral, der løber regeringen af hænde.
