De unge vælgere er rykket til venstre, og Socialdemokratiet har fået sin anden ungdom. Men er SR-regeringens velfærdsreformer et svar på den stærke individualisme og søgen efter andre værdier, der præger ungdommen?
Bag de tykke cigartåger sætter han præcist ord på valget: "Som en thriller...Du kan finde hele forløbet, hvis du slår op i den store lærebog for klassisk dramaturgi. Der mangler blot lidt underlægningsmusik af John Williams."
Han er en vinder. Han har høj cigarføring som den store taber i magtkampen om regeringstaburetterne - Uffe Ellemann-Jensen. Den nyudsprungne socialdemokrat, Zentropa-direktøren, Peter Aalbæk Jensen pulser på sin cigar og tænker måske, at Von Trier næppe kunne have gjort det bedre.
Aalbæk Jensen inkarnerer noget af halvfemsernes tidsånd med sin selvbevidste iscenesættelse - men også i sin søgen efter andre værdier end ren underholdning og rå mammon. Opvæksten i et ærkegrundtvigiansk hjem, hvor faderen, teologen og forfatteren Erik Aalbæk Jensen i slutningen reagerede mod venstreradikalismen ved at erklære sig som konservativ, har sat sit sine spor. For den rene markedsdyrkning eller den thriller-agtige underholdning på valgaftenen er ikke nok. Der er noget andet på spil. Om ikke i danskernes bevidsthed, når et flertal i sidste øjeblik droppede det borgerlige alternativ til fordel for Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre:
"Der er tilsyneladende grænser for, hvor meget danskerne vil rage til sig. Og at de ikke lod sig købe for ussel mammon," sagde Zentropa-direktøren i går til Aktuelt.
Det var måske derfor, at han og Lars von Trier søgte efter andre værdier med den banebrydende film Breaking the Waves og i samme åndedrag købte rettighederne til Morten Korchs gamle film.
Ånden i halvfemserne vender, og forleden fik den unge filminstruktør Jonas Elmer en Bodil for sin film om halvfemser-ånden, Lets get lost, om de stærke venskaber og den bramfrie Sidse Babett, der ikke bare vil have tidens ironi, men drømmer om forpligtende kærlighed. Hvor Bodil-taberen Barbara som andre moderne mennesker spalter sit liv i to svært forligbare identiteter - i et åndrigt, men lidenskabsløst ægteskab på den ene side og på den anden side i serielle sidespring for at få tilfredsstillet sex-lysten - så vil halvfemserkvinden have noget mere:
Et forpligtende og bindende forhold til sin elskede, så han for helvede holder op med at messe sit evige 'jeg elsker dig' - uden at tage konsekvensen.
Halvfemsernes unge er stærke individualister, men vil have noget mere. De vil ikke kastes ud i en nihilistisk Ice Storm, hvor forældregenerationens jagt på materielle goder, fortvivlede og krampagtige sidespring hos naboen og statsmagtens bombninger i Vietnam skaber et stort isnende tomrum, hvor børnene glemmes og samtalen tømmes, så den ene søn rives bort og går i døden midt i naturens tavse skønhed.
Det er forfærdeligt. En forælder brækker sig på lokum, mens en anden kryber sammen i fosterstilling, som om fremskridtet i virkeligheden var en tilbagevenden til spædbarnets skrøbelighed. Hvor man er tvunget til at starte på ny for at blive et voksent og ansvarligt menneske, der kan gå - eller i det mindste vakle - oprejst på to ben.
Ang Lees 68'-film her i 98' er ikke bare et kig ind i fortiden, det er også et symbolladet drama om og for nutiden.
Mange tør slet ikke binde sig og forpligte sig til et andet menneske i halvfemsernes Danmark, hvor godt en million danskere bor alene. Ved indgangen til den store individualistiske højbølge i firserne var det kun 671.897 danskere, der boede alene.
Forklaringen på den taleksplosion er ikke bare, at mange halvfemser-unge hellere bor i sololejlighed end i 80'er kollektiver og bofællesskaber, eller at de mange skilsmisser i Danmark fører til deling af husholdninger.
Forklaringen er heller ikke bare, at nogle "rå sild" valgte familien fra og satsede på selvrealiseringen i karrieren, som Mette Mortensen fokuserer på i sin nyligt offentliggjorte Ph.d.-afhandling.
Der er meget mere i spil.
Det er et voldsomt værdiskifte, og det ændrer vilkårene for noget så prosaisk som politikernes valgkampe.
I firserne banede den nye individualisme og oprør mod systemtvang og kollektivisme, vej for en højrebølge i ungdommen. Det frigjorde den tidsånd, som Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen kunne lave borgerlige reformer på.
Og det ændrede radikalt vilkårene for halvfemsernes regeringer.
I går erkendte socialminister Karen Jespersen - der har taget hele turen fra Venstresocialisternes antiautoritære oprør og over til ministermagten i Socialdemokratiet - åbent at "det samfund, vi er i nu, er præget af en stærk individualisme ... Autoriteter, institutioner, systemer har slet ikke den vægt, de havde for 10, 20, 30 år siden ... Hvis folk synes, at man stadig bygger på autoriteter, institutioner og systemer, gider de ikke at høre på en. Man vil tages alvorligt som individ," sagde hun i et interview til den gamle maoist, Peter Wivel i Weekendavisen.
Karen Jespersen står som en af Socialdemokratiets markante fornyere og noget tyder på, at hun har forstået tidsånden.
For nylig kunne Berlingske Tidende citere en rapport fra Research Institute for Social Change, der konkluderer, at halvfemserdanskerne er blevet mere forfængelige, mere statussøgende, mere nydelsessyge og mere individualistiske. I Danmark - a country of down-to-earth individualism (landet med den jordbundne individualisme) - er "selvrealisering på et åndeligt plan i stærk fremgang, ekstrem sport er i fremgang og rejselysten er også i kraftig vækst...Repræsentationen af high pleasure seekers, som betyder stærkt nydelsessyge mennesker, er i kraftig vækst i Danmark," udtaler Ole Langer fra Sifo Research and Consulting til avisen.
Bjergbestigning - hvorfor ikke forsøge sig med Mount Everest? - raftingture i Canada, Bungy-jump over Niagara Falls eller en oplevelsestur over den grønlandske indlandsis med mobiltelefoner og satelitbaseret kommunikationsudstur, så man kan til hver en tid kan tilkalde helikopterhjælp, hvis man som moderne menneske skulle komme i vanskeligheder. Et blik ned over rejseannoncerne åbenbarer alle mulige tilbud til stærkt nydelsessyge mennesker, og Ole Langer kan se en ekstrem interessant tendens i Danmark:
"Vi har bevæget os fra en tendens mod den meget hårde neo-liberalisme, hvor enhver er sin lykkes smed, til en tendens ... hvor individet stadig får en berettigelse, men hvor man får en tættere relation til de små grupper, man færdes i. Der en stærk tendens til smågruppemæssig kollektivisme."
Ja, let's get lost. Og det gør danskerne meget mere end de kollektivt orienterede finnere og de traditionsbundne tyskere og svenskere, mener Langer, der giver en forklaring, som bringer os lige lukt tilbage til et af den netop overståede valgkamps hovedtemaer:
"Velfærdssamfundets stærke sikkerhedsnet gør, at man kan tillade sig at være individ-orienteret," siger Langer.
På det punkt var ikke mindst det ideologiske Venstre (med de konservative på slæb) ved at trænge Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre i defensiven under valgkampen. Selv en Karen Jespersen havde svært ved at trænge igennem med sine resultater og den pligttænkning, som hendes bistandsreform repræsenterer og som har fået de unge i arbejde eller aktivering.
De borgerliges valgløfter handlede ikke så meget om pligter, men om rettigheder - og større økonomisk frihed for ikke mindst de formuende. Og alle borgere blev lovet større valgfrihed, så pengene fremover følger individet og giver dem mulighed for at vælge mellem offentlige og privat udbudte serviceydelser. Det budskab kom ud over rampen, og det betød, at de borgerlige partier vandt frem blandt de velstillede og veluddannede middelklassevælgere...lige indtil Socialdemokratiet satte sin hæsblæsende slutspurt ind, og fik tusindvis af lejere og unge potentielle husejere til at flytte stemmen fra højrefløjen (i særlig grad de konservative) og tilbage til det altfavnende statsministerparti, der garanterede, at huslejen ikke skal stige med 40 procent og at huspriserne ikke får endnu et kunstigt åndedræt gennem en fjernelse af lejeværdien.
"De unge reagerede på de borgerliges generationstyveri med fjernelse af lejeværdien," siger formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) Morten Bødskov til Information. Han skynder sig dog at tilføje, at de unge på valgmøderne var meget optaget af bløde spørgsmål som miljø, uddannelse og velfærdssamfundets fremtid.
Tak, tak, tak. Det var "fællesskabet og velfærdssamfundet, der vandt," takkede en bevæget Nyrup Rasmussen af efter sejren den 11. marts. Han havde grund til at glæde sig. Socialdemokratiet har igen fået fat i de unge. 35 procent af de unge førstegangsvælgere satte kryds ud for A'et. Uffes Venstre havde tabt pusten og fik kun 22 procent af de unge til at vælge en rentonet liberalistisk samfundsstrategi.
Siden sidste valg er Socialdemokratiet gået frem blandt førstegangsvælgerne med 10 procentpoint, mens Venstre er droppet tilbage med 20 procentpoint. Der er endnu ingen overkloge eller bagkloge valgforskere til at give et svar på, hvorfor tidsånden er vendt, men Ole Tonsgaard fra Aarhus Universitet stammer lidt på en forklaring i Politiken ved at sige noget om at unge er på vej væk fra 80'ernes fokus på materielle goder og nu søger efter mere sammenhæng i tilværelsen - uden dog at kunne svare journalisten på, hvad han så mener med det sidste.
"Da jeg selv gik i gymnasiet i firserne, var yuppie-generationen med Klaus Riskær, hans Porsche, hans RayBan-solbriller og hans mange millioner en rollemodel for mange ungdommen. I dag søger unge efter helt andre værdier," siger DSU-formand Morten Bødskov.
Men hvad er så forklaringen på, at de unge nu også vil stemme på det magtbærende socialdemokrati, der historisk har været mest optaget af sikre de veletablerede faglige interesser?
"Valget er udtryk for strategien for et nyt moderne socialdemokrati er ved at lykkes. Det er et socialdemokrati, der har fjernet sig fra de tykke maver og de røde seler. Det er et image, som mange unge har haft af Socialdemokratiet, men de flytter sig nu tilbage til et mere værdiorienteret socialdemokrati. De unge er optaget af miljøet, uddannelserne og af fællesskabet, og er knap så albueorienterede længere," svarer Bødskov.
Det er Nyrups og Lykketofts strategi han taler om. At velfærdsstaten skal moderniseres, istedet for at lade partiet komme i lommen på stivnede fagforeningsinteresser. Selvom de to partiledere ikke deler Uffe Ellemann-Jensens og Anders Fogh Rasmussens ønske om at få flere private serviceudbydere til at konkurrere med offentlige institutioner, så har duoen Nyrup-Lykketoft længe arbejdet for mere grundlæggende reformer af velfærdsstaten.
I 1989, netop som firsernes højrebølge toppede, udsendte de i samarbejde med de nordiske socialdemokratier den såkaldte SAMAK-rapport, som var et opgør med den traditionelle socialdemokratismes systemtænkning, et oplæg til at frisætte markedstænkningen og give borgerne et friere forbrugsvalg mellem forskellige offentlige serviceydelser.
"SAMAK-rapporten var fuld af den forestilling, at vi var nået til et materielt punkt i det her land, at vi godt også kan være så kræsne at vi kan vælge. Det har i et stykke tid være den socialdemokratiske strategi. At lægge individualiteten og det frie valg ind i det offentlige. Og jeg tror, at det måske er det, der har vendt hele skuden for Socialdemokratiet. Individualiteten er meget dominerende i ungdommen, men ikke som egoisme, men som noget helt andet. Der er er også enormt mange aktive socialdemokrater blandt mine studerende," siger samfundsforskeren Eva Sørensen fra Roskilde Universitets Center
"Vi skal ikke forveksle individualisme med egoisme. Et er to helt forskellige ting. Hvis man tromler imod egoismen og glemmer individualismen, risikerer man ikke at opfatte de nye holdninger. Danskerne er et meget socialt sindet folk ... Individualisme og velfærd er ikke modsætninger. Danskerne ønsker både mere frihed og mere velfærd. Man skal tage sig af andre og hjælpe dem," siger Karen Jespersen i god overensstemmelse med tidsånden.
Det er også vand på Det Radikale Venstres mølle, hvor økonomiminister Marianne Jelved i går sagde til Information, at "vi skal sat individdet i centrum, så systemet bliver mere fleksibelt. Det er grotesk, at jeg kan få breve fra ulykkelige mennesker, der er i gang med et uddannelsesforløb, og så skal have det afbrudt, fordi de skal have et puljejob," sagde hun med direkte henvisning til forhandlingerne om et nyt regeringsgrundlag.
Vanskeligheden er bare at få omsat det til konkrete reformer. De borgerliges ideologiske opgør med systemerne og bureaukratiet førte måske nok til mere valgfrihed for borgerne med bl.a. friere skolevalg og friere sygehusvalg, men i hele den borgerlige regeringsperiode steg skatterne, og antallet af offentlige ansatte havde selv nok så stålsatte borgerlige regeringer svært ved at holde nede.
Også under den socialdemokratiske-radikale regering er de offentlige udgifter vokset og vokset, men der er kommet sprækker i statsmuren. Nye statslige og halvoffentlige aktieselskaber, som f.eks. DSB, Banestyrelsen og Post Danmark er udtryk for det. Det øger konkurrencen, udvider markedet, hvor der tidligere var monopoler. Det øger individets valgfrihed, men der er ingen garanti for at det dæmmer op for egoismen eller skaber nye fællesskaber for den sag skyld.
Det er moderne markedstænkning, og den har nu også bredt sig til de fleste offentlige institutioner. De kalder sig nu virksomheder, benchmarkes (måles,red) ud fra nogle kvalitetsmål og effektiviteten skal gøre det muligt at få noget mere service for færre kroner.
"Den rene privatisering, som praktiseres ude i flere Venstre-kommuner, er socialdemokratiet ikke så glade for," siger Eva Sørensen.
Hun mener, at Socialdemokratiets største problem i fornyelsen er forvaltningstankegangen:
"Socialdemokratiet og de konservative tænker stadig for meget i forvaltningsreformer. Det hele handler om hvordan vi laver en mere restriktiv offentlig sektor, der samarbejder med den private sektor. Men der kommer også noget skidt ud af det, hvis ikke man medtænker demokratisiden."
Eva Sørensen er mest optaget af den fornyelse, der kommer fra civilsamfundets hverdagsmagere, der bevæger sig ind og ud af det politiske rum og er med til at skabe sociale projekter og nye bæredygtige fællesskaber nedefra.
Fristelsen for politikerne, der skal genvælges, er at de søger hurtige resultater i effektive rationaliseringer, forvaltnings- og markedsreformer, men ikke medtænker de stadig mere selvbevidste og krævende borgere, der med Morten Bødskovs ord "ikke finder sig i arrogante sagsbehandlere og halvkedelige offentlige standardløsninger. Vi kan selv. Retten til at vælge mellem alternativer skal derfor indføres som bærende princip i udbuddet af offentlig service. Det kan ske ved at borgeren kan vælge mellem et offentligt eller privat servicetilbud, som man nu forsøger i København," siger han.
Det er et opgør med den ensrettede systemtænkning, der ikke levnede megen plads til høj individuel cigarføring, og som fik mange til at jagte sublime oplevelser eller mere mammon i det private erhvervsliv.
Opgøret med systemtænkningen finder mange udtryk:
Det var i 1968, at Danmark indførte cpr-nummer registreringen af borgerne - netop som ungdomsoprøret skulle revolutionere samfundet, kulturen og værdierne - det er i 1998, at vi atter er begyndt at tale om behovet for at sætte grænser for brugen af cpr-nummer, der efterhånden bruges overalt til at reducere mennesker af kød og blod til den effektivitet og rationalitet, der kan sammenfattes til ti digitale tal. Men det er en helt anden historie.
