Læsetid: 5 min.

Valgets uappetitlige camembert

17. marts 1998

Det franske højre har frygtelige tømmermænd efter valget, skumler over Chirac og stirrer frustreret på Front National

Efterhånden som valgaftenen skred frem i de tusind hjem, blev Frankrigs-kortet på tv-skærmen mere og mere rødt. Det røde felttog begyndte nede på Middelhavskysten, i Provence og Languedoc-Rousillon, og bevægede sig nordpå til Ile-de-France, d.v.s. Paris-regionen. Som da Napoleon i 1815 gik i land efter sit eksil på Elba - og gradvis forvandledes fra Usurpatoren til Hans Majestæt, mens han rykkede frem mod hovedstaden.
Et andet billede, der gik igen på skærmen, var halvcirklen med styrkeforholdet mellem partierne - det kalder franskmændene en "camembert". Her så man, hvordan de røde - d.v.s. alliancen mellem socialister, kommunister, grønne, venstreradikale og venstresocialister - bemægtigede sig godt en tredjedel af halvcirklen, mens de blå - de demokratiske højrepartier RPR og UDF - tegnede sig for en anden stor trediedel og det sorte yderste højre, d.v.s. Front National, optog resten af skiven. Mønstret gentog sig i den ene region efter den anden - og efterhånden i et flertal af de 22 regioner.
Den størstre region, Ile-de-France, der har en femtedel af Frankrigs befolkning, blev den største gevinst for venstrepartierne, der erobrede det relative flertal og dermed satte punktum for 26 års uafbrudt højrestyre. I selve Paris opnåede de dog ikke flertal. Camembert'en for Ile-de-France kom til at se sådan ud: 89 røde, 84 blå og 37 sorte. Et godt eksempel.
Tydeligere kunne det ikke siges: Venstrepartierne er i mindretal, men har den største gruppe (såkaldt relativt flertal) i flertallet af regionerne, mens det demokratiske højre før havde det relative flertal i 20 af de 22 regioner.

Det er nemt at forestille sig den frustration, som lokale højrepolitikere over hele landet føler ved synet af denne ost. De siger i deres stille sind - og somme tider højt - at højre jo har flertal praktisk talt over alt, hvis bare...
Hvis bare højre og det yderste højre kunne gå sammen om at regere. Hvis de kunne enes om formandsvalgene på grundlag af regionale regeringsaftaler. Men ledelserne af RPR og UDF på landsplan har på forhånd udelukket et sådant samarbejde, og de to partier blev under valgkampen hårdt presset af venstrepartierne til næsten daglig at gentage denne forsikring. De fastholder altså officielt, at de ikke vil "sælge deres sjæl", ikke svigte deres demokratiske idealer, ikke samarbejde med Jen-Marie Le Pens racistiske og nærmest fascistiske parti.
Men det rykker i mange lokale højrepolitikere, og enkelte har i valgkampen gjort oprør mod partiparolerne og erklæret sig villige til at acceptere Front Nationals stemmer ved formandsvalget. Først når dette finder sted fredag den 20. marts, ved man med sikkerhed, om venstrealliancen får formandskabet i alle de regioner, hvor de har flere mandater end det demokratiske højre.
På valgaftenen forsikrede både RPR's topleder, Philippe Séguin, og partiets spidskandidat i Paris-regionen, Edouard Balladur, at højre vil overlade formandskaberne til venstre overalt, hvor venstre har overhalet det demokratiske højre.
UDF's leder, Francois Léotard, gik et skridt videre. Léotard var spidskandidat for højre i den næststørste region, Provence-Alpes-Cote d'Azur, hvis hovedstad er Marseille, og han blev slået af både socialisten Michel Vauzelle og af Jean-Marie Le Pen.
Som en heltemodig gestus a la Cyrano de Bergerac forkyndte Léotard på valgaftenen, at han ville stille op til formandsvalget og lade sig vælge med Front Nationals stemmer - for omgående at træde tilbage. Det kalder man på fransk en "baroud d'honneur".

Efter at have sovet på det, meddelte Leotard mandag, at han havde ombestemt sig og alligevel ikke ville stille op til formandsvalget.
Et af valgets tydeligste resultater er tømmermænd i højres lejr. Siden nederlaget ved nationalforsamlingsvalget for ti måneder siden har der været talt meget om omgrupperinger, nye partidannelser, fornyelse osv. Nogle planer går i retning af at slå det neogaullisttiske RPR og det liberalt-kristeligt-centristiske UDF sammen til et stort parti. Det nye valgresultat, der bekræfter nederlaget fra i fjor og påny afslører højres mangel på projekt, på en klar politik og på strategi, vil sætte skub i disse bestræbelser.
Men den konklusion, som mange frustrerede højrepolitikere kommer til, når de stirrer på den blå og sorte del af de regionale camembert'er, er, at højre aldrig kan genvinde flertallet, hvis man ikke samarbejder med det yderste højre. Tanken om en sammenslutning til den side indgår i visse politikeres ideer om "fornyelse".
Præsident Chirac, hvis popularitet har nået nye højder ifølge meningsmålingerne, er også dybt inde i strategiske overvejelser om, hvordan højre kan fornys - og sættes til at arbejde for hans genvalg om fire år.
Hans efterfølger som leder af RPR, Philippe Séguin, ser anderledes på det. Han lader mere og mere skinne igennem, at han anser Chirac for skyldig i de katastrofer, der har ramt højre. Skyldig ved sin beslutning om at opløse Nationalforsamlingen og udskrive valg i fjor i stedet for at vente til den ordinære valgtermin i dag, hvor en højreregering ville have kunnet vinde valget takket være de forbedrede økonomiske konjunkturer. Højres enorme flertal fra 1993 blev pludselig forvandlet til et mindretal, og det er nu bekræftet ved regionalvalget.
Séguin har været umådelig energisk i valgkampen - med to til fire møder om dagen, fordelt i samtlige 95 departementer (mens premierminister Lionel Jospin kun har vist sig ved to vælgermøder...). Det er svært at forstå hvorfor i betragtning af, at Séguin samtidig har udtalt sig, som om han på forhånd anså valget for tabt. Han er normalt en gnaven bulderbasse, men han har i de sidste uger været som et omvandrende sindsbillede på depression, og han har svært ved at skjule sit raseri mod Chirac. På valgaftenen kunne man se ham med blodskudte øjne, mens han talte om, at højres nye nederlag var den sidste nye følge af "opløsningen" (af Nationalforsamlingen). Dette ord, i denne sammenhæng, er i sig selv et angreb på Chirac, og ingen var i tvivl om meningen. Men man ved også, at Seguin regner sig selv for kandidat til posten som præsidentkandidat.

Den skumle Séguin og den heltemodige Léotard (de Bergerac) står i dag som det franske højres uheldige helte. De har begge store problemer, og Léotards fremtid som partileder forekommer usikker, efter at han som højres spidskandidat i sin egen sydfranske region blev slået af både socialisterne og Front National og endte som nr. tre.
For Lionel Jospins venstrekoalition tegner fremtiden sig lys. Sejren blev måske mindre jordskredagtig end forudset i meningsmålingerne, men det er i sig selv en triumf for en regering at vinde et valg efter et lille år ved magten, for disse "mellemvalg" straffer normalt den siddende regering. Det største interne problem i koalitionen er, at de grønne fortsat ønsker formandskabet i regionen Nord-Pas-de-Calais, som socialisterne gør krav på i deres egenskab af største parti. De grønne hævder, at de har ret til i det mindste eet formandskab, eftersom de udgør en sjettedel af regeringskoalitionen.
Hvis man kan drage en politisk konklusion af valgresultatet i sin helhed, er det formentlig, at liberalismen er i modvind i Frankrig.
Regeringens kurs er klart forskellig fra den ultraliberalisme, der i øjeblikket er det eneste synlige ideologiske indhold i højrepartierne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu