Læsetid: 6 min.

I verdensaltets åndedrag

21. marts 1998

Wagners 'Tristan og Isolde' opføres på Det Kgl. Teater med en slags sans og samling. En forestilling, der trækker på publikums velvilje

OPERA
Værket indledes med musik-historiens berømteste akkord: Tristan-akkorden. Med denne sættes et evigtstrømmende spil i gang, der i én lang skæbnetung bevægelse spinder uophørlige harmonier ind og ud i det musikalske bygningsværk. Efter fem timers vævninger falder akkorden på plads i en forløsende klang, og den ekstremt udspændte akkord falder til ro i en saliggørende harmoni.
Stilvilje er nøgleordet hos den komponist, der er i stand til at komponere et så langt sammenhængende forløb uden at tabe tråden. Bruddene er i Tristan skjult bag vældige klangmasser, der med orkestrale virkemidler postulerer en sammenhæng og konsistens.
I det indre univers er bruddet og dødslængslen derimod manifest. Wagners musik og hans personer vandrer rastløst gennem verden, med en uendelig længsel i en endelig verden, indtil det endelige sprænges og døden besværges som porten til det ny.
Denne stemning af opløsning og løsrivelse fra traditionen er det 19. århundredes åndelige klima: Hos Wagner, hos Poe og hos Baudelaire. Længslen til den tabte fortid er både tema og traume i senromantikken. Det kommer til udtryk i Der Trunkene im Frühling fra Mahlers Das
Lied von der Erde. Det kommer til udtryk i det store slutdigt Le Voyage fra Baudelaires Fleur du Mal, som slutter med "Helved eller himmel, hvad betyder det? Til bunds i det ukendte for at finde det ny!"
Og stemningen ses udfoldet hos den Wagner, der kan lade sit drama om Tristan og Isolde slutte tvetydigt, som bevidsthedens dødsfest eller som selve opfyldelsen af den uudslukkelige længsel efter det ny, som subjektets likvidering eller erobringen af Tingen i sig selv bag en endelig verden.
I denne uudgrundelighed blev det ny formuleret i midten af forrige århundrede, hos Poe, Baudelaire og Wagner. Tristan-akkorden er i sig selv et tegn på det nye, der venter. Når Wagner udspænder tonaliteten til det yderste i denne akkord, er der ingen vej tilbage for efterfølgerne. Schönberg må herefter tage den historiske konsekvens og bevæge sig ind i en radikalt anderledes musik.

Dødslængsel
I den aktuelle opsætning af Tristan på Det Kgl. Teater har man forstået at skildre denne indre uro, som slutter med den dødsmærkede afklarethed i slutningen af værket. Adorno så dette i Wagners musik som et udtryk for en kollektiv dødslængsel. I det syn bliver forløsningen jeg'ets ubevidste identifikation med magten og udviklingen. I forløsningen drømmer jeg'et om systemets undergang.
Som kompensation for individets afmagt i den forvaltede verden, potenserer Wagner det symbolske for at skjule alle brud. Alle kunstarter må til for at gøre illusionen tæt. Og iscenesætteren må til for at skabe indtrykket af bevægelse: Foranstaltninger udefra skal give indtryk af indre dynamik, af et magtfuldt individ i en meningsfuld kollektivitet. Det er baggrunden for den wagnerske, heroiske stilvilje. Netop i hans musikdramaer er der ingen dynamik. Det skal stilviljen skjule. Den ser og søger enhed der, hvor der er splittelse.

Musikalsk prosa
Denne måde at komponere på er blevet kaldt musikalsk prosa. Det skrev allerede
Baudelaire i sit Wagner-essay fra 1861, hvor han taler om ledemotivteknikken. Og Baudelaire fremhæver en anden side af den wagnerske stilvilje, som Adorno taler om i Versuch über Wagner. Ikke alene det affirmative, lukkede værk, ser Baudelaire, men: "i musikken som i malerier og selv i det skrevne ord er der altid et hul, som udfyldes af lytterens imagination."
Baudelaire ser også det åbne, det som Adorno i sin Mahlerbog kalder 'det roman-agtige' hos Wagner, det fortællende, uafsluttede. Og Baudelaire citerer begyndelsen af sit programdigt for den musikalske prosa, midt i Wagner-essayet:

"Naturen er et tempel med
søjler af liv;
Man fornemmer dens hvisken,
dens utydelige tale,
Når man vandrer omkring
i symbolskovens sale
Betragtet fortroligt, i nært
perspektiv.

De fjerne ekkolyde, alt det,
som er spredt,
Forenes i en dyb, i en dunkel
harmoni,
Der er mægtig som natten,
som i lysets magi,
Og samler dufte, farver og
lyde til ét.

Der er dufte så barnehuds-
friske, så blide
Som engenes græs, oboernes
toner,
Og andre så pralende, rige,
morbide.

Som ejer de evige tings
dimensioner -
Som myrra, som moskus, som
ambra, der hæver
Dig ind i ekstasen, hvor
sanserne svæver.
(Overs.: Peter Poulsen).

I programbogen til den aktuelle opsætning af Tristan citeres dette digt. Det er rigtigt set at knytte trådene til Baudelaires tolkning af Wagners musik. Og til at uddybe meningen med Baudelaires musikalske prosa, kunne man tilføje Baudelaires forord til Parisisk Spleen fra 1882, hvor den musikalske prosa defineres:
"Hvem af os har ikke, på sine mest ambitiøse dage drømt om miraklet af en poetisk prosa, en musikalsk prosa uden rytme og uden rim, smidig og stærk nok til at føje sig efter sjælens lyriske bevægelse, drømmens bølger og bevidsthedens spring."
I David Pountneys iscenesættelse på Det Kgl. Teater bliver disse tolkninger flettet sammen. Det betyder en flertydig form, og det nyes tilstedeværelse, ikke kun som afgrund, men som nærhed og uendelig konstellation.
Det er dette indre drama, som er det vigtige i Wagners Tristan. Derfor er det mindre vigtigt at finde på smarte sceneopstillinger eller besværlig instruktion. Det er sådan set nok, at sangerne bare synger. Med bevidsthed om at udtrykke de indre lidelser og den længsel, der kun kan ende med død og opløsning. Når det sker, fastholdes spændingen uden at det bliver til forenkling og glemsel. Og den åbne, romanagtige form, den musikalske prosa, betyder et latent liv i modsætning til et diskursivt fastlagt.
Hvad iscenesætteren David Pountney dybest set har været ude på, kan man ikke sige med sikkerhed, idet den hasteindkaldte amerikanske sopran Sue Patchell (Isolde) mest af alt blot var til stede og bevægede sig så lidt som muligt.

Det er fuldbragt!
En indisponeret Stig Fogh Andersen gennemførte med heroisk vilje. Hvilket førte til at manden kunne tilføre den dødsmærkede Tristan en ekstra teatralsk dimension. Andersens store sceniske udstråling bragte ham, om man så må sige, helskindet ind i døden. Efter at Tristan 'reelt' var død, hostede sangeren, hvilket var befriende, idet det afslørede, at kunstneren ikke var besvimet af udmattelse efter en præstation, der tjener ham til ære.
Ved den første opførelse i søndags, mimede Stig Fogh Andersen og en tenor sang Tristans parti fra sidelinien. Denne forestilling overværede avisens tegner. Den lettere forvirrede stemning, hvor ordet 'undergang' fik en ny betydning, er gengivet i tegningen, der ledsager denne anmeldelse.
Blandt de præstationer, som reelt kan bedømmes, er f.eks. rollerne Brangäne (Randi Stene), Kong Marke (Stephen Milling) og Kurwenal (Bent Norup). Netop disse nævnes fordi de sanglige og teatralske præstationer hos disse sangere var fremragende. Især vil jeg nævne Randi Stenes stemmepragt, der ofte overstrålede den amerikanske soprans lidt utydelige stemme, der undertiden manglede substans.
Orkestret spillede faktisk rigtig godt under Dietfried Bernet. Hans tempi er gode, musikken klinger rigtigt til trods for den papkasse-agtige akustik i teatret.
Forestillingen er delvist amputeret og svær at bedømme. Men set på baggrund af de feberredninger, teatret har måttet udføre, er det beundringsværdigt, hvad der er kommet ud af arbejdet med de forhåndenværende søm.

*Richard Wagner: Tristan og Isolde. Det Kongelige Operakor og Det Kongelige Kapel under Dietfried Bernet. Iscenesættelse: David Pountney. Scenografi: Robert Israel. Instruktørassistenter: Anne Fugl og Kasper Holten. Tri-stan: Stig Fogh Andersen. Isolde: Sue Patchell. Kong Marke: Stephen Milling. Kurwenal: Bent Norup. Brangäne: Randi Stene. Og flere andre

*Spilles også kl. 19 den 15., 19., 23., 26. marts og 8. april, samt kl. 15 den 29. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu