Læsetid: 5 min.

Virkelighed overgår fiktion

24. marts 1998

Filmen 'Primary Colors' om sydstatspolitikeren Jack Stanton, alias Bill Clinton, vil blive set og fortolket med nutidens politiske situation for øje

NY FILM
BOSTON - "Da jeg lavede filmen tænkte jeg på Jack og Susan Stanton, og de er anderledes end Clinton-parret. OK, der er nogle paralleller, men jeg hævder ikke at have nogen eksklusiv viden om Clinton-familiens privatliv."
Der er grænser for, hvor naive Hollywood kan gå ud fra, at vi almindelige biografgængere er, og med oven-stående aviscitat tager Mike Nichols, instruktør af Primary Colors, os alle for idioter. Manden, der spiller Jack Stanton alias Bill Clinton, ser da også mere realistisk på denne film, som havde amerikansk premiere i fredags. "Kun idioter vil hævde, at filmen ikke begunstiger Bill Clinton," sagde den langt mere oprigtige John Travolta.
Og Travolta har da også tilbragt lange stunder med at studere Amerikas præsident. Han har mødt Clinton to gange, og kan sørme godt lide politikeren fra sydstaten Arkansas, ikke mindst fordi han sidste år fik sin udenrigsminister til at beskylde Tyskland for at diskriminere mod Scientology-kirken. Travolta er det mest fremtrædende Scientology-medlem fra Hollywood-kredsen.
Og Mike Nichols - også kendt for The Graduate, Working Girl og andre store filmhit? Jo, han synes også vældig godt om Clinton. De to mænd omgås privat.
Hvorfor disse to vidt forskellige signaler fra instruktøren og Hollywood-stjernen om denne intelligente, underholdende og barske satire om de demokratiske primærvalg i 1992? Fordi filmselskabet Universal aldrig havde regnet med at virkeligheden ville overgå fiktionen.
Selv i deres vildeste fantasi havde L.A.'s filmoguler ikke kalkuleret med, at USA's præsident - netop i dette øjeblik, når filmen har premiere - ville være dybt indviklet i sex-skandaler, som får Jack Stantons sidespring i hans lokalpolitiske karriere til at blegne.
Filmbudgettet er 75 mio. dollar, så en manglende interesse fra publikum kan komme til at koste Universal dyrt. Kun det forklarer, hvorfor Mike Nichols vil have os til at glemme Clinton og i stedet koncentrere os om filmens store temaer: Mysteriet bag et lykkeligt ægteskab; politikeres private småsynder; pressens ensidige fokus på skandaler og skandalernes påvirkning af vælgerne.

Nøgleroman
Og bevares. Primary Co-lors handler ganske rigtigt om disse højaktuelle og relevante emner i amerikansk samtidspolitik, men det er ikke ligefrem dét, der vil give fuldt hus i Amerika og resten af verden. Trækplasteret er naturligvis Jack og Susan, alias Bill og Hillary, altså politikerparret, som overlever en næsten sikker nedsmeltning under primærvalget i New Hamsphire i 1992, efter at Susans frisør Cashmere McCleod, alias Gennifer Flowers, i et frokostblad hævder at være guvernørens elskerinde.
Vi kender efterhånden denne episode til hudløshed, men vidste lidt om, hvordan præ-sidentkandidaten, hans hu-stru, deres rådgivere og me-diefolk reagerede, handlede og klarede frisag. I hvert fald indtil nytåret 1996, da nøgleromanen Primary Colors udkom i USA og øjeblikkeligt vakte sensation verden over.
Ingen læser med selv et ringe kendskab til Clinton-odysséen i 1992 kunne være i tvivl om, at guvernør Jack Stanton fra Mammoth Falls, Mississippi (Little Rock, Arkansas) måtte være selveste USA's præsident.
Andre skikkelser i bogen var lige så lette at genkende, herunder den unge rådgiver med pigetække George Stephanopoulos (Henry Burton), den dæmoniske sydstatsstrateg James Carville (Richard Semmons) og Clintons stabs-chef i Arkansas, Betsey
Wright (Libby Holden), som havde til opgave at redde kastanierne ud af ilden for den letsindige guvernør.
Så mange figurer i romanen mindede om virkelige personer, at anmeldere og pinger tog det for givet, at den anonyme forfatter var en politisk insider, måske Stephanopoulos eller Carville. Det gav straks handlingen og afsløringerne i bogen et sandsynlighedens præg. I de følgende seks måneder førte pressen en hysterisk jagt på den anonyme digter, som nægtede at give sig til kende, indtil en artikel i Washington Post fremlagde bevis for, at Joe Klein fra Newsweek Magazine havde skrevet den i øvrigt fremragende roman.
Det er svært at bedømme, om udgivelsen af Primary Colors i 1996 havde nogen indflydelse på udfaldet af præsidentvalget samme år, hvor Bill Clinton blev genvalgt. Sikkert er det, at tidspunktet var yderst velvalgt. Bogen blev en bestseller. Indtil Monica Lewinsky-sagen i januar havde man formentligt glemt postyret om Joe Kleins roman, men minsandten om historien ikke dukker op som spillefilm i et endnu mere belejligt øjeblik - nemlig, midt i en ny og langt mere krydret sex-saga!

Amerikansk demokrati
Filmmanuskriptet er forrygende godt skrevet. Replikkerne fyger over lærredet, og kun lidt af handlingen er blevet ændret. Der er store skuespillerpræstationer af bl.a. John Travolta, Emma Thompson (Susan Stanton) og Kathy Bates som guvernørens lesbiske stabschef. Som alle andre film om præ-sidenter - de fleste kommer, når manden er gået af på pension - vil Primary Colors blive set og fortolket med nutidens politiske situation for øje. Men værket kan sagtens stå alene som en skarp kritik af amerikansk demokrati i 1990'erne.
Men ingen kan under forestillingen undgå at blive grebet af de profetiske sammentræf mellem episoder i Primary Colors og pressens fascinerende oprydning i disse uger af Bill Clintons seksualliv og moralske begrebsverden - for ikke at nævne det indblik, vi får i Bills og Hillarys ret usædvanlige ægteskab. ("Hvis min kone havde opdaget dét om mig," sagde en tidligere senator til Informations korrespondent fornylig, "ville jeg have fået et los i røven.")
I bogen og filmen bliver det afsløret, at guvernør Stanton har forført en 18-årig afro-amerikansk babysitter Loretta, som bliver gravid. Monica Lewinsky er givetvis ikke blevet befrugtet under sine 38 visitter til Det Ovale Kontor, men alligevel - analogien er slående. Særanklager Starr beskylder Clinton for at have løjet, have opfordret Monica til at begå menéd og forsøgt at lægge bånd på hendes tunge med et attraktivt job i New York. Nogenlunde samme metoder anvender guvernør Stanton i filmen.
Stantons private opryderske, tidligere stabschef Libby Holden, indtager en central rolle i anden halvdel af filmen. Ikke alt skal afsløres her, men til sidst får selv denne hårdhændede, bandende og svovlende lesbiske kvinde moralske kvaler. 'Hvad med vore idealer? Hvorfor skal vi nedlade os til at bruge de samme beskidte metoder som vores modstandere,' spørger hun Jack og Susan i ét af filmens sublime øjeblikke.
Parret svarer enstemmigt: 'Jamen, vi var naive dengang i 1968. For at komme til magten og føre sine idealer ud i livet må man af og til træde på andre.' (ikke ordret citeret, red.)
Libby tager konsekvensen og begår selvmord, som Vince Foster - Hillarys advokatkollega fra Little Rock - gjorde det i Det Hvide Hus i 1993. Vi ved ikke, hvad Fosters motiv var, men et spørgsmål bliver hængende i luften og det er: Hvor langt ned i råddenskaben vil Clinton-parret glide blot for at realisere deres idealer? Og hvor mange af disse idealer har egentligt overlevet?
Det spørgsmål lader filmen klogt stå ubesvaret. At de fleste amerikanere er villige til at se den anden vej - lige her og nu - skyldes nok i sidste instans, at de i mangt og meget kan genkende sig selv i Stantons/Clintons styrke og svagheder. De beundrer en underdog og self-made politiker.
Alligevel giver denne film stof til eftertanke. Ikke så få amerikanere vil blive chokeret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu