Læsetid: 5 min.

Von Slotsholmen tager ordet igen

20. marts 1998

Til det nye regeringsgrundlag docerer han Marx, syndefaldet, ændret konkurrenceforvridning og glødende romantik

FRIE ord

VI SIDDER OG STAVER. Johs. Lund Pedersen, der betjener vinstuen Toga og Den politiske Kandestøber i det indre Københavnstrup, har i solidaritet med Herman von Slotsholmen og mig anskaffet to sæt staveplader. Ved valgresultatets forelæggelse mistede von Slotsholmen mælet og nu nægter han at kommunikere ved andet end staveplader, så dem må jeg også betjene mig af. R-E-G-E-R-I-N-G-S-G-R-U-N-D-L-A-G-E-T har jeg gjort flere forsøg på at få på plads, men endelig lykkes det. Jeg ser op på ham med strålende øjne.
Han skuler olmt.
N-Å, staver han.
S-K-A-T-T-E-L-E-T-T-E-L-S-E-R er heller ikke let at få lagt. T-I-L D-E og så bliver det svært igen L-A-V-T-L-Ø-N-N-E-D-E. Igen ser jeg anglende på ham.
Han lægger bare et:
?
D-E-T E-R D-A S-K-I-D-E G-O-D-T I-K-K
"Idiot," ryger det ud af munden på ham.
Herman von Slotholmen har fået stemmen igen.
Jeg kaster mig hulkende af lykke til hans bryst. Johs. kommer rendende en hel flaske Von Oosten for at celebrere det traditionsrige åbningsritual.
Men miraklet formilder ikke den ubestikkelige kandestøber. En enkel skål bliver det til, så melder kravet om saglighed sig igen:
"En skrædder i helvede. Det er, hvad det regeringsgrundlag er værd."
"Jamen, er det ikke lysten til at søge arbejde, der skal stimuleres. Og arbejdsevnen selv, ved at arbejdsløse allerede aktiveres med uddannelse og jobtræning inden for det første år ?"
Årene træder frem i panden på ham og han griber ud efter stavepladerne. Fire bogstaver smider han på bordet. Et M og et A og et R og et X.
"Hvad siger det?" brøler han til min usigelige lettelse. Jeg frygtede, at regeringsgrundlaget havde frataget ham talens brug påny.
"Marx," svarer jeg stolt over mine stavekundskaber.
"Ham kender du naturligvis ikke."
"Jo, jo, jo, jeg er skam gammel 68'er."
"Ja, det vil tro," siger han foragteligt. "Kvindefrigørelse og selvrealisering. Det kaldte I marx- marx- marxisme." Han begynder at stamme og jeg frygter det værste. Hvordan stammer man med staveplader? Pludselig er han den gamle, myndig og docerende: "Marx havde og har fuldstændig ret i, at hvis kapitalisterne ikke kan udbytte arbejderne, ansætter de dem heller ikke. 650.000 kan ikke udpines for merverdi, når de også skal betale skat, og deres arbejde er belagt med moms. Alt det lort må fjernes, hvis regeringsgrundlaget skal batte noget."
"Det er jo det, regeringen vil."
"Nej."
"Nu må du altså ikke blive stum af vrede, men hvorfra véd du det?"
"Fra EU. Med kun Tyskland som tøvende var alle de andre EU-lande indstillet på at nedsætte eller fjerne moms på servicearbejde i videre forstand. Hvem forhindrede det?"
"Æææe..."
"Hvem?"
Efter den obligate kunstpause smelder han navne ud:
"Marianne Jelved og Poul Nyrup Jelved".
"Hvorfor gjorde de dog det?"
"Fordi de tror på de kloge."
"Hvad siger de kloge da?"
"At det er konkurrenceforvridende."
"Af hensyn til mine læsere vil jeg være så taknemmelig, hvis du vil være så venlig at forklare, hvorfor det ikke er konkurrenceforvridende."
"Det er konkurrenceforvridende."

HER BEGYNDTE jeg at græde. Det er altså for svært.
"Det er altså for svært," snøfter jeg.
"Det er ikke spor svært," forklarer han på sin sædvanlige elskværdige facon. "Det vrider bare konkurrenceforvridningen den modsatte vej. I dag tynges gi'-en-hånd-med-arbejdet af indkomstskatter og moms til fordel for robotter og lavtlønsarbejde fra Thailand. Det er det, der kaldes skattekilen. Den kile er konkurrenceforvridende ad helvede til. Ved at slanke den, vrider vi forvridningen den anden vej for en gangs skyld."
"Går det da ikke ud over BruttoNationalProduktet, at vi ikke tjener på robotterne og de lavtlønnede i Thailand?"
"Jo. Helt dum er du alligevel ikke."
"Jamen, jamen, jam..." Jeg går uhjælpelig i stå.
"Du er bare for dum til at forstå det, du forstår. Hvis de beskæftigede lader de udstødte komme til med alle mulige former for håndværk og service og reparation og omsorg og kunst og gøgl og naturpleje får vi naturligvis færre ting og sager fra robotterne og Thailand. Til gengæld får vi gjort noget ved arbejdsløsheden."
"Men koster det ikke det hvide ud ad øjnene, at folk ikke skal indkomstbeskattes af deres arbejde?"
Nu er han helt rolig:
"Hvor dum kan et menneske være? Du er dog kun et enkelt menneske."
"Jeg har det fra Mogens Lykketoft. Han siger at det koster det hvide ud..."
"Ja, det vil jeg tro."
Hans suk ryster ikke bare Det politiske Kandestøberi, men forplanter sig over til Slotsholmen og Christiansborg. "Mogens Lykketoft."
Han siger det navn med så særegen en betoning, at jeg afstår fra nærmere forklaring.
Han skulle nødig miste stemmen igen. "Hvordan kan det koste det hvide, når det handler om alt det arbejde, der ikke udføres i dag?" fortsætter han.
"Det er jo helt nye former for arbejde, der skal opstå. Da det ikke eksisterer idag, kan ophævelsen af dets indkomstbeskatning heller ikke koste en krone."

JEG SAD LIDT OG svælgede i benovelsen over at kende så dybsindig en ånd. Så slog det mig, at han var gal. Det turde jeg naturligvis ikke meddele ham, så jeg spurgte: "Er du romantiker? Tror du virkelig, at vi privilegerede røvhuller i totredjedelssamfundet foretrækker mennesker om os på bekostning af hårde hvidevarer fra robotterne og Thailand?"
"Ja, jeg tror på næstekærligheden."
"Von Oosten, von Oosten," skreg jeg. "To dobbelte til hver."

DA DE VAR sunket og tavsheden længe havde ruget over os, hviskede jeg:
"Jeg troede, du var kyniker."
"Jeg er ikke kyniker," sagde han med en stemmeføring, jeg aldrig have hørt før. "Jeg konstaterer bare syndefaldet."
Denne gang behøvede jeg ikke at sætte udråbs- og spørgsmålstegn op. Han forbarmede sig af egen tilskyndelse:
"Naturligvis får du ikke mennesker, skambidt af arvesynden og skattekilen som de er, til at gennemføre den store skattereform lige med det samme. Derfor synes jeg at SR-regeringen skal begynde med at sætte alle disse social-økologiske virksomheder i gang på varige tilskud."
"Jamen, er det ikke tilskudsspild? Det påstår Marianne Jelved jo."
"Hvad er så alle de tilskudsordninger til skånejob og fleksjob og uddannelsesorlov og hvad ved jeg, som hendes regering kører med i dag? Lad os dog komme i gang med de varige tilskud til fornuftige virksomheder. Så kan vi altid, når tiden og mentaliteten er inde, inddrage alle disse tilskud igen - til at finansiere skatterevolutionen med. Og så er revolutionen begyndt."
Han lænede sig tilbage og begyndte veltilfreds at stoppe piben.
Men jeg sad - slagen med stumhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her