Læsetid: 5 min.

Han vovede det

25. marts 1998

Palle Kjærulff-Schmidts usentimentale, nuancerede tilbageblik på 1960'ernes og 70'ernes instruktørarbejde sættes ind i en fintmærkende nutidsramme

NY BOG
Den 66-årige instruktør Palle Kjærulff-Schmidt er for pænt - eller rettere fint - et menneske til at skrive en af den slags erindringbøger, man sluger begærligt i ét hug. Ikke blot for at få forfatterens sandhedsversion af sit eget liv, men også hans usminkede indtryk af de markante personligheder, han har mødt gennem en lang karriere i film og teater.
I betragtning af, at Kjærulff-Schmidts instruktørarbejde har været så psykologisk centreret, skyr han i forbløffende grad psykologiske portrætter og forklaringer. Kalder han undtagelsesvis en person 'sammensat', aner man, at de negative sider måske vejer tungest. Personens sikkert meget underholdende nederdrægtige sider ligger det dog forfatteren uendelig fjernt at udpensle.
Men når først man har tæmmet sin vulgære lyst til nærgående nærbilleder og interessante afsløringer og begynder at lytte sig ind til bogens sindigt mediterende rytme, giver den noget andet fra sig end de memoirer, der skærer livsløbet ud i så og så mange stykker mere eller mindre åbenhjertigt 'stof'.

Pas på nostalgien!
Bogen er i virkeligheden en samling tilbageskuende essays i en modent reflekterende stil, med mindelser om navne som Knud Sønderby og Frederik Dessau.
En nutidsramme lægges om erindringerne, der udvælges i forhold til, hvad de i præsens kan betyde for fortælleren. De er led i en stadig løbende lære- og afklaringsproces, for perspektivet bagud får kun mening, hvis det uddyber nutiden. Kjærulff-Schmidt ser tilbage for at spørge og undersøge, ikke for at røres:
"Glæden over minder skal der være plads til, men nostalgien må holdes på afstand. I den bor et farligt verdensbillede, som altid frister os til at sammenligne det bedste fra fortiden med det værste fra vores egen; og så går det galt med overblikket. Vi må ikke gøre os blinde."
Fortidens steder opsøges, og nutidsoplevelsen glider over i erindringsbillederne, på en måde, der virker mere end en anelse dramatisk arrangeret. En instruktør instruerer sit eget liv!

Rifbjerg og Panduro
Det vrimler med fintmærkende sansninger og kloge betragtninger i disse konfrontationer mellem nutid og fortid, men læser man bogen for at få noget at vide om Kjærulff-Schmidts omfattende instruktørarbejde, kan kompositionen godt stedvis føles som omsvøb. For denne instruktør har jo immervæk markeret sig skelsættende både bag film- og tv-kameraet og på teaterscenen.
Fra erindringernes første bind Skal vi vove det? husker man bedst den forbløffende skildring af miljøet på ASA-studierne i 1950'erne, en kulturhistorisk gyser, hvor den unge mand blev kastet ud i et sjældent særligt åndsbeslægtet assistent-arbejde for den lokale kejserinde Alice O'Fredericks - Morten Korchs og Far til Fires filmiske bagkvinde. En dame med en karakter, der for en gangs skyld ikke bare kaldes 'sammensat', men bliver mere grundigt skildret på godt og vel egentlig mest ondt.
Det blev til en både skarp og følsomt nuanceret fremstilling af at træde sine første usikre og alt for duksede kunstnersko i autoritetstroens og konformitetens årti. I 1960'ernes og 70'ernes karriereforløb, som Kjærulff-Schmidts nye bog omfatter, flimrer billedet mere broget som afspejling af disse årtiers kunstneriske ekspansion og efterfølgende samfundsmæssige krise. Men markant står beskrivelsen af to meget betydningsfulde forfattersamarbejder: med Leif Panduro og Klaus Rifbjerg.

Panduros omskrivninger
Især kapitlerne om partnerskabet med Leif Panduro med en kongerække af fremragende tv-spil op gennem 1970'erne (hvornår bliver de i øvrigt genudsendt?) er interessant og også bevægende læsning. Her fornemmes, udover Kjærulff-Schmidts dybe venskabsfølelse, et usædvanligt frugtbart sammenstød mellem to temperamenter - Panduros orkanagtige svingninger sat over for instruktørens mere metodisk analytiske, stædige boren.
Hvilket resulterede i stadige omskrivninger, ikke bare af de kriminelle passager, instruktøren gerne så forbedret og uddybet, men af hele manuskriptet. Panduro skulle skrive sig varm først, så han kunne lige så godt begynde helt forfra hver gang! Og trinvis udvidede han sit univers og skarpsleb sin dramaturgi.
Her rører Palle Kjærulff-Schmidt ved noget væsentligt i samarbejdet mellem instruktør og forfatter inden for billeddramatik, for ideelt set skal en instruktør jo kunne 'instruere' sin forfatter frem til stadig større perfektion.

Rifbjergs lyntempo
Samarbejdet med Klaus Rifbjerg har en helt anden improvisatorisk karakter.
Kjærulff-Schmidt skildrer, stadig forundret, en fabelagtigt hurtigskrivende forfatter, der kunne skrive fire spillefilmslange afsnit af en tv-serie (Vores år) på de små fem dage, hans overtegnede kalender levnede ham! Et så rasende tempo, at det gjorde det svært for instruktøren at følge med, men ikke at få et tilfredsstillende manuskript frem i sidste ende.
Men den eneste gang, der i makkerskabet synes at være tale om et mere udstrakt metodisk samarbejde, er på erindringsværket fra Besættelsen, Der var engang en krig. Den blev - derfor? - de tos klart mest vellykkede film.
Man kunne have ønsket sig en mere indgående omtale af dette partnerskabs op- og nedture, for hvor forunderligt det end kan lyde, så var den sympatiske tandem op gennem det meste af i 1960'ernes første halvdel ene om at repræsentere seriøs stræben i den samlede danske spillefilm (bortset fra den mere dokumentarisk og udenlandsk orienterede Henning Carlsen og den reaktionært indeklemte enegænger Knud Leif Thomsen).
Kjærulff-Schmidt dvæler forståeligt nok ved den smukke, helstøbte novellefilm Sommerkrig og fortæller om sine Dyrehavsbakke-oplevelser på filmvaudevillen I den grønne skov - på en måde, der er mere underholdende end filmen selv. Men To omtales kun en passant, og Historien om Barbara slet ikke. Ligesom instruktørens ved nærmere eftersyn slet ikke så mislykkede udflugt i kriminalgenren, Anders Bodelsen-filmatiseringen Tænk på et tal, kun lige nævnes.

Selvironisk humor
Teaterkyndige vil nok med sorg kunne opregne lignende lakuner, men får til gengæld visdomsord om mødet med Brechts Svejk i anden verdenskrig og om skuespilkunst og personinstruktion.
Og et kapitel om den paniske instruktør som leder af en billedforfusket tv-transmission af den kongelige Brecht-forestilling er uforfalsket galgenhumoristisk højkomik, kronet af forfærdelsen over at se dette gesamt-juks modtaget med jubel i pressen og brugt som argument for mere af det samme bras.
Humor har bogen overhovedet en del af, ofte af selvironisk farvning. Og et genkommende tema i den er større eller mindre skyldfølelse ved at have voldt besvær eller fremkaldt faretruende situationer: hvad kan Kunsten føre med sig af kalamiteter, faktiske såvel som potentielle? En holdning, der er ret usædvanlig for filminstruktørernes race, som hellere dvæler ved alle karrierens indstukne kæppe i hjulet.
Blidhed, finfølelse og indlevelsesevne stråler overhovedet ud fra siderne og gør denne bog til udsøgt godt selskab. Her skal hverken gøres status eller hyppes kartofler, blot registreres, hvad der i fortiden føles væsentligt for nutidens løbende erkendelsesproces.
En kunstnerisk metode snarere end en journalistisk. Med lakuner, en sådan udvælgelse naturligt fører med sig, men med flest gevinster.

*Palle Kjærulff-Schmidt: I den grønne skov og andre udflugter. 186 s., 228 kr. Christian Ejlers' Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu