Læsetid: 4 min.

25 års dansk balancegang

4. april 1998

Hvorfor havnede Danmark i en grundlovssag? En eks-generalsekretær ser 25 år tilbage

TILBAGEBLIK
Det er ikke noget at sige til, hvis en dansk minister fra tid til anden har været morgenbleg i ruteflyet på vej til Bruxelles. For det har aldrig været let at være dansk spydspids i det europæiske.
I årevis har ministerkollegerne i den europæiske storfamilie set undrende til, når danskerne med grundloven eller negative folkeafstemninger under armen har trukket i nødbremsen på det europæiske tog.
Når Højesterets 11 dommere på mandag afsiger dom i grundlovssagen, vil vi vide om de danske ministres tag i nødbremsen har været hårdt nok.
Under sagen har den ene af advokaterne for de ti borgere, der har stævnet den danske regering for grundlovsbrud, Karen Dyekjær-Hansen, tegnet et billede af EU som et barn, der ikke længere kan kontrolleres.

Uregerligt barn
Et tilbageblik på Danmarks første 25 år med EF - og siden EU - viser, at barnet i hvert fald til tider har været temmelig uregerligt.
Arkiverne i Bruxelles bugner af historier om hemmelige erklæringer, traktatbrud i Ministerråd og Kommission og misbrug eller forsøg på misbrug af den såkaldte gummiparagraf, artikel 235, som er akilleshælen i den danske grundlovssag.
En baggrund, der før eller senere måtte ende med en grundlovssag, vil nogen mene.
"Unoderne i EU udspringer af forskellene mellem landene, og det stammer helt tilbage fra det gammeldags samarbejde mellem nationerne, hvor det var tilladt at sige et og mene noget andet," fortæller Niels Ersbøll.
Han har dels har været Danmarks EU-ambassadør i fire år og senere igennem 14 år bestred den internationale post som Ministerrådets generalsekretær.

Mirakel i sig selv
"Det er i sig selv et mirakel, at 15 lande i det store og hele kan blive enige om en fælles lovgivning. Problemet er bare, at man i stedet for at erkende, at miraklet har grænser, har taget flugt til mindre gode løsninger," siger Niels Ersbøll.
Den særlige Bruxelles-ånd med mange floromvundne talere, har ikke rystet Ersbøll:
"Det er glimrende, at de har deres engagement, men de skal styres og indrammes af en demokraisk kontrol. Man kan godt sige, at de er en kraft i EU, men det er kun en negativ kraft, hvis demokratiet svigter".
Ersbøll ved dog fra sin egen tid, at demokratiet har det med at svigte, når et flertal i EU ønsker at skabe resultater. Det mest markante eksempel er de hemmelige - og ulovlige - erklæringer, der i årevis knyttede sig til et utal af Ministerrådsbeslutninger.
"Systemet har i årevis været sådan, at de hemmelige erklæringer var et middel til at få aftaler i stand, og det var der for så vidt ikke noget ondt i. Det gale var, at de blev holdt skjult og at retstilstanden i de officielle dokumenter dermed ikke passede med realiteterne. Det var klart uacceptabelt. Det er et onde, som man for enhver pris må have kvalt," siger Niels Ersbøll.
Amsterdam-traktaten bestemmer, at erklæringerne fremover skal offentliggøres - dog først efter beslutningerne er vedtaget. For Niels Ersbøll er det det samme som et forbud:
"Det er helt sikkert, at kravet om offentliggørelse betyder, at vi er kommet erklæringerne til livs".

Gummiparagraffen
Ligeså bekvemme de hemmelige erklæringer har været for EU's beslutningsevne har den såkaldte gummiparagraf været for den rodebunke af forslag, som ikke har passet ind i traktaten. Gummiparagraffen - også kendt som artikel 235 - er ifølge Niels Ersbøll "en yderst fornuftig paragraf, der kan bruges som en opsamler af ting, der ikke var tænkt på i den oprindelige traktat".
Ifølge Udenrigsministeriets egne tal har gummiparagraffen siden Danmarks indtrædelse i EF i 1973 været anvendt 1.511 gange. Områderne har blandt andet været undervisning, forbrugerbeskyttelse, miljø, turisme, sundhed, socialpolitik og arbejdsmarkedsforhold. Grundlovssagens anklagere hævder, at gummiparagraffen overlader kompetence til EU i "ikke nærmere bestemt omfang". Dette er i strid med grundlovens paragraf 20.
"Det har altid været den danske holdning, at traktaten skal udnyttes til sine grænser, men aldrig ud over. Men fordi de andre lande ikke har problemer med deres forfatning, har de været tilbøjelige til at sige, at hvis artikel 235 kan bruges som retsgrundlag for et nyt direktiv, så er det fint med dem," siger Ersbøll.
"Det er klart, at enhver national problemstilling, der blokerer for en fælles beslutning, bliver sat under pres. men det er vildt overdrevet, den der med det lille land, der bliver presset. Vi har aldrig følt os presset som land.
Gummiparagraffen er ofte blevet beskyldt for at fungere som murbrækker for nye områder, der senere skal skrives ind i en ny traktat. Niels Ersbøll er på sin vis enig i dette synspunkt.
"Ja, det er klart. Da Romtraktaten blev skrevet i 1957 var der ingen der tænkte på miljøet. Men da Danmark kom ind i EF i 1973, var der mange, der talte, men ingen der handlede".
"Men rent faktisk eksisterede der allerede dengang planer om at lave et miljøhandlingsprogram. Det var bare ikke kendt, fordi de fandtes inde i hovederne på folk i Kommissionen," siger Niels Ersbøll.
Siden hen skabte EU et utal af miljødirektiver ved hjælp af gummiparagraffen, inden miljøet til sidst blev skrevet ind i traktaten i forbindelse med EF-pakken i 1986.
Niels Ersbøl mener, at det netop er i perioden inden et specielt område bliver indskrevet i traktaten, at faren for grundlovsbrud lurer.
"Det kan meget vel være, at man i en ny udvikling, som for eksempel miljøet, i en periode kommer ud i grænsetilfældene meget tit. I det øjeblik EU begynder at tænke på at beskytte fauna, hvaler, sæler og fugle, kommer diskussionen om man bevæger sig ud over det økonomiske samarbejde".
"Den diskussion kan af gode grunde aldrig betragtes som færdig," siger Niels Ersbøll.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu