Læsetid: 22 min.

Algeriet (om Gud vil)

8. april 1998

'Bare han straffer mig, burer mig inde, sender mig gennem en løjpe af algierske arresthuse og fængsler. Dumper mig i flere måneder, sultende og miserabel. Så har jeg et materiale. En historie. Hvad som helst. - Men løjtnant Mokhtar er ikke dum...'
Jan Stage beretter fra et forsøg på at komme ind i Algeriet

Den algierske ambassade kan ikke uden videre tilstå mig visum. "Det er også svært for os at komme ind i Deres land," lyder det uforskammede svar.
Der skal først rettes en henvendelse til ministeriet i Algier. Ikke til udenrigsministeriet, hvilket jo ville være logisk, men til informationsministeriet som først skal bevilge en akkreditering, hvilket muligvis, muligvis ikke åbner vejen for et visum. Og den procedure tager sin tid, for vi befinder os i Ramadanen, fastemåneden. Desuden er der weekender og mange andre gøremål. Og ambassaden, repræsenteret ved en venlig, men lumsk type, som ville have haft en større fremtid i sig, hvis han var blevet forhørsdommer, vil også gerne føre en samtale med mig, dels om hvad jeg mener om situationen, og dels om hvad jeg tidligere har skrevet om Algeriet.
Der ligger en stak udklip på forhørsdommerens bord. Han hiver et par artikler frem. Det ville være en overdrivelse at sige, at han kan lide det, han læser. Han rømmer sig og læner sig tilbage i stolen. Så lader han sit blik hvile på mig, som var det min sidste dag.
"De mener ikke, Algeriet er et demokratisk land," fastslår han.
"Næh, det ser jeg intet belæg for at mene."
"Men De overværede dog præsidentvalget i 1995. Flertallet stemte for, at den siddende præsident fik forlænget sit mandat. Flertal betyder demokrati!"
"Ikke hvis der ikke eksisterer andre muligheder."
Forhørsdommeren vil gerne vide, hvad jeg mener med det?
"Det var mit indtryk, at de andre kandidater nok skulle stille op, men at det også lå i kortene, at de burde tabe."
"Vi kæmper mod terroristerne, ved De nok. Det er ingen let sag. Især når pressen overdriver. Deres avis for eksempel. Der bliver skrevet om 80.000 dræbte. Det er vildt overdrevet. Det korrekte antal er 20.283. Det skulle Deres blad skrive."
Nu er det min tur til at læne mig tilbage. Stirre på ham i ti lange sekunder og efterlade ham i uvished om mit svar.
"Tja, der er jo så mange versioner," nøjes jeg med at sige.
"Men der er noget, jeg ikke kan forstå, hr. ambassaderåd. Siden terrorismen, de islamiske fundamentalister mener jeg, er regeringens største problem, hvorfor så lægge sig fast på 20.283 dræbte gennem de sidste seks år? Hvorfor er det ikke over 80.000 som uafhængige observatører hævder? Eller 120.000 som det også har været nævnt? Jeg mener: jo flere uskyldige der er blevet slagtet eller ombragt af terroristerne, desto større slyngler er disse terrorister, og desto mere vil omverdenen kunne forstå, at de bør bekæmpes med alle midler. Det er sådan, jeg ser på det."
Forhørsdommeren hiver min visumansøgning frem. Han har åbenbart ikke lyst til at dvæle mere ved den makabre, algierske drabsstatistik.
"Jeg ser, at De kender og henviser til en person ved navn Djamil Eddine Khadim. En person fra informationsministeriets protokol skriver De."
"Ja, jeg traf vedkommende i 1995. En meget hjælpsom herre. Han lovede den sidste aften i lufthavnen, at han altid ville være i stand til at hjælpe mig. Vi skiltes som rigtigt gode venner."
Forhørsdommeren stirrer atter på mig. Dybt inde i hans øjne kan jeg se, at Djamil Eddine er blevet til en non-person.
"Ja så, siger han så. Vi får se. Ring i morgen. Så har vi måske hørt fra ministeriet. Hvem ved ..."
Som afskedsgave får jeg overrakt en kopi af en artikel fra Al Watan, det førende, algierske dagblad. Den handler om, hvorledes folk stadig slapper af i kystbyen Annaba ind mod grænsen til Tunesien. Der er gang i cafélivet. Der er problemer andre steder. Men i Annaba som i de fleste andre byer er det meste og trods alt normalt. Jeg takker og siger, at jeg glæder mig til at besøge Annaba. Det var i den by, hele problemet med islamisterne, eller hvem det nu end er, der myrder hvem som helst, begyndte. Her blev Boudiaf, præsident Boumediennes efterfølger skudt. Det glæder mig oprigtigt, at tilstandene i Annaba siden er blevet af en sådan karakter, at indbyggerne nyder livet og den officielle "normalitet".
Jeg ringer naturligvis, dag efter dag, uge efter uge. Hver gang den samme litani: "Pas de response".
Mine algierske venner ude i byen vil gerne hjælpe mig. De fleste af dem er troende muslimer. Men de er bange for det slimede net af stikkere, som forhørsdommeren på ambassaden har spredt ud over København. "Tag til Tunis," råder de. Og de giver mig en adresse i Medinaen. Fyren, jeg bør møde, hedder Rafi. Han har fået besked. Rafi er halv tuneser men med algierske forældre og en stor familie i det østlige Algeriet. Hvis nogen kan tage mig ind, så er det Rafi.

Men Rafi befinder sig ikke på adressen i Medinaen. Han er taget sydpå til Tamerza, den sidste by før grænsen, hvor han driver handel og vandel med lidt af hvert, lader det til. Jeg skal bare indlogere mig på det lokale hotel, Tamerza Palace. Så vil Rafi kontakte mig.
Næste morgen kører jeg de små 500 kilometer ned til Tamerza. Ramadanen er slut. Det er El Ait. Dagen efter fastemåneden. De små, grå og grimme landsbyer langs ruten er præget af børn, som i flokke går langs vejkanten, malede i ansigterne og klædt i nye kjoler og bukser. Og der er servicestationer med bolcher, Coca Cola, Fanta, tysk øl og tegneseriehæfter, som forældrene rundhåndet rager ned fra hylderne. Og på den baggrund er det næsten ufatteligt, at små 50 kilometer herfra - på den anden side af grænsen - hersker der borgerkrigslignende tilstande.
Jeg føler mig hvirvlet rundt i min indre tidsmaskine. Sat tilbage i tiden. Forvirret. Usikker. Sat tilbage til dengang i 1961, da jeg første gang skulle smugles ind i den franske koloni Algeriet. Gennem pigtrådsbælterne og Challe-linjens minefelter. Som nu, 37 år senere, er der tale om det samme system, det samme net, de samme kanaler: kontakt ham-der-et-eller-andet, som så vil kontakte nogle andre, som igen har forbindelser til en trediemand, som så muligvis vil bringe dig ind.
Den gang var det krigens tid. Kolonikrigen, hvor ingen af parterne sparede modstanderen. Der var noget, der var skjult. Noget som burde opklares. Hvad er det i dag? Det samme. Grænserne er lige tillukkede. Men også lige åbne fordi ingen kontrollerer den enorme bled. Algeriet, koloni eller ej, er fortsat et enigma.
Hotellet i Tamerza er næsten tomt. Det er opført på en skrænt med udsigt over en udtørret oued og en ruinby på den anden bred. Lige et arrangement, der må kunne gøre selv de mest moderate fundamentalister aldeles rasende. Her sidder turisterne på hotellets terrasser. Klimaanlæggene suser inde i værelserne og gennem de lange, tæppebelagte korridorer. Svømmebassinets vand er azur-blåt. Ikke et blad, ikke en bille får lov til at besmudse overfladen. Og i restauranten er duge og servietter stivet og tjenerne i hvidt. Men lige på den anden side af oued'en ligger ruinbyen, resterne af en del af Tamerza, der blev evakueret efter et katastrofalt regnskyl i 1969. Beboerne blev forflyttet. Ingen orkede at genopbygge deres huse. Nu er rammen om deres liv og eksistens blevet en del af turistindustrien. Panoramaet tager sig gribende ud, især når solen er ved at sætte sig. Turisme og elendighed hører paradoksalt nok sammen.

Næste morgen finder Rafi mig i vestibulen. Han har fået at vide oppe fra Tunis, at han skal kontakte "herren i den brune lædervest", forklarer han. Efter et par kopper sød te forklarer han også, at det er nemt, dog ikke helt nemt at tage mig ind. Det er ikke algiererne, men det tunesiske gendarmeri, der er problemet. Tuneserne er nervøse og følsomme. De vil for enhver pris undgå at blive smittet, sådan udtrykker Rafi det, af tilstandene på grænsens anden side.
"Og tilstandene, hvad vil det sige?" spørger jeg.
Rafi ser sig hurtigt om og bøjer sig frem.
"Ude i ørkenen er alt, som det altid har været. Men langs vejene og i de større byer: bander, fanatikere, lokale feltherrer og selvforsvarsgrupperne gør, hvad der passer dem. Det er ikke som oppe omkring Algier. Der er ingen massakrer eller bomber, for det har ingen propagandaværdi for regeringen. Men der er vejspærringer og kontrol og ventetid, og en fremmed bør have penge med - og tålmodighed. Men vi kører udenom vejen op til Bir el Ater i en bue på et par hundrede kilometer. Det vil tage et par døgn. Men jeg har en god bil, en Nissan, firhjulstrukken med ekstratank og et overdækket lad, hvor vi kan sove. Og jeg kender ruten ind gennem bled'en og højdedragene ved Djebel Zenad. Men det bliver dyrt. Bestikkelse og alt det der, ved du nok. Skal vi sige 1000 dollars. Og andre 500 til transportudgifter..."
Jeg overvejer forslaget et øjeblik. Det beløb, Rafi nævner, svarer til en flybillet til Mexico eller Bangkok tur/retur. Men på den anden side: Algeriet ligger i psykologisk distance længere borte end kratrene på månen. Jeg nikker og accepterer.
"Halvdelen nu," siger Rafi.
Han er professionel, kan jeg forstå.
"Vi starter ved solopgang i morgen," fortsætter han og stikker seddelbundtet i sin jakkelomme uden at tælle efter.
"Hvis nogen spørger, er du turist. Men det er næppe sandsynligt. Ude i bled'en er der ingen mennesker. Altså ingen spørgsmål. Og de algierske grænsegendarmer har forskanset sig i ganske få kontrolstationer. De har gode biler og satellitforbindelser. Men de er lige så bange for, hvad der skal komme ind fra Tunesien, som tuneserne her på denne side frygter, hvad der måtte slippe ud af Algeriet. Men der er undtagelser, hvis du forstår, hvad jeg mener ..."
Da Rafi rejser sig, trykker min hånd og sender mig et smil, forstår jeg, hvad han mener.
Det er smuglernes venlige, men agtpågivende og ugennemsigtige smil.
"I morgen," siger han. "Om gud vil."

Jeg sidder på min balkon, som enhver anden turist ville gøre det for at nye de første nattetimer. Ruinerne over for hotellet er smukke, forsølvede af månelyset. Og der er ingen forstyrrende støj fra menneskers gøren og laden. Det er den ultimative turisme: den ophøjede ensomhed. Drømmen om at være alene - men med et bagland med gode vine, restaurant og en hotelreception med satelitforbindelse til Paris og London eller New York.
BBC sender timenyheder. Algeriet bliver kun omtalt i programmets sidste minutter: en bombe i Tlemcen. Ti dræbte. Og to andre i hovedstaden. Kun sårede. Ingen massakrer som i Shanine-distriktet, i den lille landsby for foden af Ouarsenis-bjerget, hvor André Glucksmann "åbnede helvedes porte på klem". Væltede vugger, tæpper stivnet i størknet blod, sodsværtede vægge, knuste sutteflasker. Friske grave. Hulkende efterladte. Politi. Men ingen gerningsmænd, naturligvis. En "integristisk" gruppe har påtaget sig skylden, oplyser BBC med det algierske dagblad Al Watan som kilde.
Sådan har billedet været gennem hele 1997 og især under Ramadanen i 1998. Omverdenen taler om borgerkrig. Terrorisme med rødder i Iran og Afghanistan og sågar oppe i Europa. Men hvem, der end dræber hvem, så er det kun et symptom. Der ligger noget andet, helt andet bag. Et spøgelse fra krigen mod den franske kolonimagt og fra de første uafhængighedsår. En fornægtelse af islam.
Islam var aldrig en del af Algeriets såkaldte revolution. Ben Bella sagde ganske vist i en tale den 1. november 1963:
"Vi har følt nødvendigheden af at danne et socialistisk avantgardeparti. Vores socialisme er ikke en parole-socialisme, men en socialisme præget af handling, en klar socialisme, en socialisme bygget på den algierske virkelighed, arabisk og muhamedansk ... Vi er arabere og muhamedanere ...".
Men næppe et år efter kuppet mod præsident Ben Bella siger den selvbestaltede præsident Boumedienne den 21. marts 1966:
"Når vi taler om socialisme og den socialistiske revolution, og om at revolutionen bør gennemføres af socialister og revolutionære, så vil jeg mene, at socialismen bør bygges af de revolutionære militanter, der tror på doktrinerne mere end de tror på en snæver gruppe eller på den region, de kommer fra".
I deres halvt omtågede socialistiske paradevrøvl ligner de to citater hinanden. Men der er en væsentlig forskel: Ben Bella nævner de troende. Boumedienne gør det ikke.
Islam, som i øvrigt aldrig spillede nogen tung rolle under kolonikrigen, fordi de algierske oprørsledere langt mere var nationalister, end de var knyttet til islam, denne vældige tro, dette livs- og kulturfundament henslæbte et liv i skyggen af al det vrøvl om socialismen, som Østblokken eksporterede til Algeriet. Og da socialismen brat ikke længere var til at få øje på i det ideologiske landskab, opstod det i Algeriet som i en lang række andre "klient-nationer" i Afrika et tomrum, hvor islam efter krigen i Afghanistan og på baggrund af ayatollah Khomeinis islamiske revolution i Iran naturligt bød sig til som stedfortræder.
De vekslende regeringer i Algeriet, alle knopskydninger af hæren og sikkerhedsapparatet, havde intet eller kun meget lidt at tilbyde og havde i øvrigt nok at gøre med at sætte sig på indtægterne fra de gigantiske olie- og naturgasfelter i Sahara. Islam havde ingen plads i Algeriet. Og da moskeerne og aktivisterne sidst i 80'erne begyndte at lukke munden op og spørge om rimeligheden i at nationens sociale goder blev fordelt, som de gjorde, havde hæren og sikkerhedsapparatet ingen anden udvej end at aflyse et præsidentvalg, de islamiske kræfter klart stod til at vinde. Og noget sådant gør man ikke ustraffet. Det var begyndelsen til den "terrorisme", BBC nu taler om.
Der er blot det ved denne nye, algierske "terrorisme", at hvor meget og hvor tit forskellige grupperinger end vedgår ansvaret, så forekommer den hver gang, den bliver udøvet, iscenesat, udspekuleret og dobbeltbundet.

De mest fanatisk troende myrder blindt de mere moderate, tilmed især kvinder og børn. Hvilken logik er der i det? Med mindre man altså ser situationen fra hærens og sikkerhedsstyrkernes synspunkt: Billedet af de hæslige, fanatiske integrister, dem uden tænder i munden og en kniv eller en økse i den ene hånd og Koranen i den anden, skal ustandseligt holdes frem, indtil islam er blevet så miskrediteret, at de religiøse kræfter ikke vil være i stand til at vinde et nyt valg. Men massakrerne i Medea, I Relizane og især dem lige syd for Algier, i Bentalha, i Sidi Moussa og i Larbaa har alle et tankevækkende fællestræk: hæren, den allestedsnærværende hær, og sikkerhedsstyrkerne som i sig selv er en stat i staten, var i hvert eneste tilfælde enten ikke tilstede eller dukkede først op døgn senere. Men hvad der er endnu mere besynderligt er, at massakrerne, der næsten altid er vildt blinde og grusomme, alle er foretaget efter en omhyggeligt lagt plan. Mændene omringes og forhindres i at komme ind i landsbyerne, mens kvinder og børn hugges ned for fode. Det, regeringen hævder er en religiøs krig, forekommer således mere at være en fordrivelseskrig. Det er ikke tro, men jord, der er problemets kerne.
Siden elendigheden ikke kan udryddes gennem sociale reformer, kan den fordrives fra metropolområdet gennem vold. Landsbyerne står tomme tilbage, og gode, indtægtsbringende jordområder kan blive byggemodnet af spekulanter, der enten også er højtstående officerer eller har gode forbindelser til hæren. Og hvis islam samtidig kan blive miskrediteret, er der kun tale om en særdeles nyttig sidegevinst.
Og bag denne ligger der endnu en gevinst: alle taler om integristernes massakrer, selv om talsmænd for informationsministeriet siger "så, så, så slemt er det heller ikke, pressen overdriver vildt", men de forsvundne bliver kun sjældent omtalt. Landsbymassakrerne lægger et glemslens slør over den kendsgerning, at der er forsvundet flere mennesker i Algeriet gennem de sidste ti år, end der forsvandt i 70'ernes "smudsige krig" i Argentina. Og bag hele denne sammensværgelse mod sandheden står der, også som i Argentina, en gruppe af nuværende eller pensionerede officerer: generalerne Lamari og Mediene og, kuriøst nok, den tidligere sikkerhedschef, Tahar Zbiri, manden der i 1965 og på hærens vegne arresterede og afsatte den daværende præsident Ahmed Ben Bella.
Jeg lægger mine noter væk og sidder lidt og betragter de platinerede ruiner ovre på den anden side af flodlejet. Som turist kan jeg naturligvis blive helt varm om hjertet ved at se, at det tunesiske turistministerium dog har fundet økonomiske midler til at vedligeholde hele tre marabouts, tre gravkapeller for hellige mænd, hvis irgrønne kupler lyser i natten. Men som reporter har jeg ikke meget at fryde mig over. Vejen er ukendt, og hvad der vil eller måske skal ske i morgen, er næppe til at overskue. Kan jeg stole på Rafi? Hvad venter der inde i Algeriet? Nattekulden ude fra bled'en får tag i mig. Jeg kryber ned under tæpperne og gentager reporterens litani: man baner vejen, mens man går den.

Rafi stiller foran hotellet som lovet, ikke med den firhjulstrukne Nissan, han var så stolt af, men med en bulet Citroen, der må have mindst 400.000 kilometer og en halv snes sammenstød bag sig.
"Rafi," siger jeg, "det er ikke det, vi aftalte."
"Bare vent," siger han. "Du må have tillid. Du har investeret mange penge i din rejse sammen med os. Så må du også have tillid. De to ting bør følges."
"Du siger 'os'. Hvem er 'os'? Jeg har opfattet det sådan, at vi skulle rejse alene. Du og jeg."
Han ryster på hovedet.
"Vi er aldrig alene," siger han. "Men kom nu med. Vi er over grænsen om en lille time."
Inde i Tamerza parkerer Rafi den bulede Citroen foran en garage og viser mig stolt sin Nissan. Der sidder tre "brødre" på ladet. Foruden dem består lasten af et par kasser og nogle bylter, hvis indhold jeg ikke mener, jeg bør udspørge Rafi om.
Vi kører ud af byen i morgengryet og forlader den asfalterede vej få kilometer vest for Tamerza. Rafi bekæmper morgenkulden med sød te fra en termokande. Bled'en ligger foran os. Et frygteligt landskab. Bled'en er ikke smuk og harmonisk som ørkenen. Ørkenen har sin egen logik og sine egne farer. Men bled'en er intethedens discountudgave. Brungrå, sur og ujævn. En rygradsknuser, en smerte for øjet og en pine for sjælen. Med ørkenen forekommer der at være en højere mening. Bled'en er blot et eksempel på skabelsens tilfældighed.
Nissan'en slider sig vej gennem landskabet. Time efter time. De tre fyre omme på ladet ryger et utal af cigaretter og banker på taget hver gang, de frygter, at vi er ved at kæntre. Rafi holder sammen på det hele. Han er en god kaptajn, der styrer sit lille skib gennem skrappe søer.
Rafi er født i 1966, fortæller han. I Constantine. Han har lært sig meget, men aldrig et egentlig fag. Han kalder sig "fri-handler". Om jeg har været i Constantine?
Ja, netop det år, da han blev født, kørte jeg gennem Constantine på vej fra Tunesien til Algier i en lille VW. Vi slog lejr i eucalyptuslundene om natten, fik benzin af partiet, badede, snakkede med folk, blev hilst velkommen med hjertelighed, som fremmede nu en gang har ret til. Det er, hvad jeg fortæller ham.
Rafi tager sig en slurk fra termokanden og spytter halvdelen ud gennem vinduet. "Jeg husker intet fra de år," siger han. "Men sådan er det ikke længere. Så meget ved jeg da. De fremmede er dødsdømte, ved du nok?"
Jeg nikker. Ja, jeg har hørt det.
"Ved du, hvor det stammer fra? Det med dødsdommen?"
"Næh, jeg aner det ikke."
Rafi ser helt tilfreds ud. Han ved noget, jeg, den fremmede, betaleren, manden oppe fra Europa, kolonitidens absolut sidste bagtrop ikke ved.
"Man siger, det er integristerne, der slår de fremmede ihjel. Men der er en anden version. Generalerne ønsker ingen fremmede i Algeriet. Og generalerne har bander. Farlige folk. Løsladt fra fængslerne. Der er næsten ingen mordere bag tremmerne mere. De er alle blevet sat på fri fod. Benådet. De skal bare slå alle fremmede ihjel. Ombringe dem, som de fire asiater, der blev smidt i kloakkerne oppe i Algier og sammen med affaldet flød ud i Middelhavet. Der skal ingen vidner være. Det er tanken, Jeg er ligeglad med fremmede som du. Jeg gør mine forretninger. Men jeg går ikke ind for at dræbe mennesker. Jeg bringer noget frem til dem. Men jeg vil ikke være med til at dræbe dem..."
"Vi kunne færdes frit den gang," afbryder jeg ham.
"Og hvad fik I ud af det?"
Jeg gennemtænker Rafis spørgsmål. Ja, hvad fik vi ud af det? Hvordan skal jeg forklare Rafi det? Det er så længe siden, så det næsten ingen rolle spiller. Han lever i smuglertilværelsens egen under- eller oververden, det kommer an på, om han bliver snuppet eller ej eller om han er i stand til at betale sig fra det. Men sådan var det altså den gang. Den gang hans land, der stadig var en slags koloni, for kolonier har det med at efterlade sig en tung arv. Sådan var det: de nye magthavere var endnu mere ubønhørlige end franskmændene. Ordrer, restriktioner, forbud. Begrænset bevægelsesfrihed. Diktatur. Mistro, mistænkeliggørelse, fængsler og forsvinden.
"Jeg fik noget, et eller andet bekræftet," nøjes jeg med at svare.
Nissan'en humper op over et lavt højdedrag. Mine nyrer jamrer. Bled'ens gustne støv trænger ind over alt. Det siver ned gennem hårrødderne. Det lægger en fedtet hinde over mine øjne. Lungerne forsøger at assimilere det. Det farver min brune trøje grå, og mine bolivianske støvler, som jeg lægger stor vægt på er velpudsede, får efterhånden som dagen går samme farve som en mergelgrav.
"Dit Algeriet," siger Rafi, "eksisterer ikke mere. Det er verdens største og mest velorganiserede mafia. Kender du det udtryk? Mafia."
Jeg sender bylterne og kasserne og de tre glade fyre omme på ladet en venlig tanke og siger, at, ja, det kan da godt se sådan ud, og at han må vel vide, hvad han taler om.
"Og du ved, hvordan mafia-systemet virker, ikke sandt?"
"Blod for blod."
"Mere end det. Den der ikke er med, er imod. Og den, der er imod, lever ikke så længe, at han ser morgensolen."
Nissan'en styrer uden om et klippeparti, og Rafi bremser. Foran os holder der tre andre trucks med fyldte lad.
"Vi bliver her i nat," siger han. "Det er brødrene fra Tebessa. Måske kan de bringe dig videre."

De parkerer bilerne, som var der tale om en vognborg. Køler mod køler. De frie smugleres lille lokalsamfund. Ikke noget med bål i natten. Kun stemmerne. Endeløse samtaler.
"Hvad foregår her?" spørger jeg.
"Der er problemer oppe ved Bir el Ater," svarer Rafi. "Barrikader, fortæller mine brødre. Selvforsvarsgrupperne hærger. Alle har våben. Det er ikke godt, hverken for dig eller for os. I morgen kan vi måske nå frem til Ras El Euch, hvis vi er heldige. Og så får vi se."
Og hvis ikke vi "får se", så hvad?
"Så må vi vende om. Det er reglen: den, der har tiden med sig, bør bøje sig for modstanden. Den er muligvis kortvarig. Men der er ingen grund til at tage unødige chancer."
"Hvad siger dine 'brødre' om situationen?"
Vi er krøbet sammen på Nissan'ens lad, under nogle stinkende, stive tæpper og med et spritapparat mellem os. Seks mand midt ude i bled'en og mørket. Rafi ser sig om og spørger:
"Den fremmede vil gerne vide, hvordan situationen er. Har vi nogle problemer?"
I bølger kommer svarene fra de mørke, skjulte ansigter:
"Vejene er usikre, broder Rafi. Folk nordfra flygter mod syd. De siger, de bliver fordrevet. Regeringens bander udsletter deres familier og sparker de overlevende ned til os. Og de har våben med. Hver mand har sit gevær. Hvad er det for en måde at regere et land på. Sådan var det ikke før. 'Den fremmede' ved det måske ikke, men alt er anderledes nu ..."
Rafi siger, at 'den fremmede' har været mange gange i Algeriet. Han har været her den gang, ingen her under dækkenet og tæpperne kan huske noget.
"Hvordan var der den gang, fremmede?" spørger en stemme.
Hvad skal jeg svare? At det frie og uafhængige Algeriet var et helt fint land? Jeg formoder, de gerne vil høre historier. Scenen er sat for gode historier. Men på den anden side kan jeg vel ikke være blind for den kendsgerning, at smuglere ikke er de mest national-bevidste elementer. Derfor vælger jeg at trække Frantz Fanon frem: Afrikas besiddelsesløse bondemasser som i et hug gør op med Europa og den hvide koloniherre. Sådan begyndte det hele. Fordriv den hvide mand, fordriv magthaverne, før de fordriver jer!
"Sådan tænkte og skrev revolutionens store ideolog," tilføjer jeg.
Tavshed.
Rafi oversætter.
Lang tavshed.
Så kommer stemmerne atter i en sand kakofoni.
Rafi oversætter atter:
"Mine 'brødre' siger, at der altid vil være nogen, der har magten og andre, der forsøger at tage den fra dem. Og de siger, at den kasse, du sidder på, indeholder våben til dem, der vil tage magten fra dem, der har den. Det er altid en god forretning, siger de. For en dag vil de, der har mistet magten også få brug for våben for at erobre den tilbage. Og det er en endnu bedre forretning. For de, der har tabt magten og alt, de mente, de var, eller alt de higede efter, de vil give, hvad de har for at få denne magt tilbage. Det er blindt, og det er ikke efter Allahs vilje, for Allah er meget større end al den magt, der er samlet oppe nordpå ..."
Nordpå. Det lille ord nordpå! Pludselig, her midt i natten og den grænseløse bled, går det op for mig, hvad jeg har rodet mig ind i. Det land, der kalder sig Algeriet, er endnu ikke en nation. Regionerne, de såkaldte willayer, bekæmper stadig hinanden med alle midler. Hvor mange århundreder gik der ikke, før de europæiske stater blev dannet? Religionskrige, trediveårskrige, revolutioner og borgerkrige. Hvorfor skulle Algeriet være en undtagelse? Måske er det de tidligere koloniers særlige forbandelse: deres problemer dukker først op efter uafhængigheden. Og hvis de i det hele taget kan løses, kan det tage århundreder ...

Vi ryger stærke cigaretter og småblunder til det bliver blegt lyst over bled'en. Så dukker der endnu en Nissan op nordfra, fra Bir el Ater kan jeg forstå. Atter samtaler og sød te i spandevis. Rafi beklager, men forholdene kan ikke bære, at der er en fremmed med i transporten. Han har gjort, hvad han kunne. Nu foreslår han, at hvis jeg vil længere ind, hvad han i grunden slet ikke fatter, fordi jeg er dobbelt så gammel som han og burde vide bedre og ikke spilde mine sidste gode timer på et håbløst tiltag som dette, men han foreslår altså, at jeg forsøger mig ad den legale vej. Altså: Vi vender om og krydser atter den usynlige grænse, kommer ind i Tunesien, overnatter på hotellet med udsigten over de miserable ruiner, og så kan jeg krydse tilbage over grænsen legalt med pas og visum. Rafi har en fætter på den algierske side. En venlig gendarm, som muligvis vil kunne hjælpe mig.
Og således står jeg to døgn senere med et gyldigt pas, men med et elendigt forfalsket visum foran skranken i grænseovergangen ved Betita og følger, hvorledes løjtnant Mokhtar er mindre end et minut om at konstatere, at jeg forsøger at snyde ham.
"Det er strafbart," siger han men uden nag.
Jeg tænker: "Bare han straffer mig, burer mig inde, sender mig gennem en løjpe af algierske arresthuse og fængsler. Dumper mig i flere måneder, incommunicado og sultende og miserabel. Så har jeg et materiale. En historie. Hvad som helst."
Men løjtnant Mokhtar er ikke dum. Han ved, jeg er et potentielt problem. Og da han heller ikke er nogen uhøflig mand, tager han de lange og støvede seks kilometer tilbage til den fremskudte tunesiske grænsepost på sig. Personligt slæber han min tunge taske, pifter ad tuneserne, da vi nærmer os og afleverer mig med et "en fin" her har I ham igen.
Inden Mokhtar vender tilbage til sine egne linier, står han lidt og roder med den ene fod i bled'ens gråbrune jord.
"Hvad var det, De ville?" spørger han.
Jeg løfter tasken op. Den er tung af litteratur om og af Fanon. Sort hud, hvide masker. Den afrikanske revolution. Fordømte her på jorden.
Jeg tøver med svaret. Det spiller jo ingen rolle nu. En afvist grænsegænger er det frieste menneske af alle.
Så hører jeg mig selv svare, og det er jeg lidt stolt af, selv om det ingen mening har i fornuftens verden men muligvis nok i reportagens:
"Jeg søger efter noget, der måske slet ikke findes mere."
"Lykke til," siger løjtnanten og begynder at gå tilbage ad sporet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu