Læsetid: 2 min.

Dig og mig og alting

17. april 1998

Rolf Gjedsteds nye digte tynges af abstraktionernes lethed

LYRIK
Rolf Gjedsted har åbenbart forladt sit gamle forlag, Gyldendal. I hvert fald udsender han hos Schønberg en bog, Sorte og hvide kys, med 40 nye tekster - om kærlighed, ensomhed, længsel og død - hvoraf den sidste, 'Favntag', virkningsfuldt står anbragt på omslagets bagside.

Min elskede,
kommer lyset nu af mørket?
Kommer ordene og musikken
af vor forsoning?
Solens nye dag
spejler sig i havet.

Sådan begynder digtet, i hvis anden halvdel en hvisken, tilmed "en frysende hvisken/ griber ned og henter os op/ gennem os selv,/ gennem stilheden." Man hører, og genkender, den mørke, melankolske tone, ligesom man kun kan nikke genkendende til de mange rummelige abstrakter i bestemheds- og entalsform.
Alt det gode, der lader sig sige om Rolf Gjedsteds nye digte, er allerede sagt hundrede gange om hans hidtidige forfatterskab. Og dén kritik, hans bog kan lægge op til gennem sin højtideligt selvkredsende manér og sine kedsommeligt selv-eliminerende paradoksritualer, er allerede i overdådige doser blevet pøst ud over dens forgængere. Problemet er nok, at Gjedsted som poet stadig flytter sig for lidt, fordi han enten ikke evner eller slet ikke ønsker at foretage det nødvendige skift fra skrivning til læsning. Uden refleksion, det være sig eksplicit (poetik) eller implicit (formbrud), dør enhver poesi.

På én gang godt og skidt
Lad det på denne baggrund være en anmelder tilladt at drage et enkelt digt frem og prøve at sætte ord på, hvorfor det er godt, samtidig med at det må kaldes dårligt. 'Se, nu stiger solen' er typisk, for digteren som for hans nye samling:

Se, nu stiger solen over bjerget
efter det kolde daggry
og den dystre nat,
hvor jeg drømte,
at jeg kunne nå dig.

Jeg ser på solen,
mens jeg venter på,
at skyggerne skal vokse frem
i afgrunden under mig,
så jeg atter kan glemme dig.

Mens jeg venter,
finder jeg stadig nye afgrunde
til mine skygger
og nye skygger
til mine afgrunde.

Denne tekst ligner umiskendeligt et digt. Den bygger sin lille verden op, den bringer sin bevægelse til ro. Digteren skaber og holder en tone, og han fører et sprogligt mønster igennem. Men at digtet næppe kan kaldes godt, beror på, at det på intet sted får afprøvet sin vellyds eller sin veltalenheds grænser, og at det derfor aldrig når frem til at aflytte eventuelle nye og spændende muligheder i det frembragte sproglige felt. Tilbage står da kun en stemning, plus en bleg bekræftelse af, at sådan et digt igen kan skrives, men et ubestemt, kedsommeligt digt, ikke en unik poetisk tekst, en suveræn sproglig manifestation af dén slags der kunne få en læser til at spærre øjnene op og folde ørerne ud.
Som så mange andre af Rolf Gjedsteds senere digte tager det citerede udgangspunkt i en elskets fravær og udvider så dette til en tomhed i eksistensen som sådan. Vejen fører fra dig og mig ud til alt og intet, idet den gennemgående formel gør livet til gradbøjninger af et alt-omfattende vilkår, kaldet døden og destruktionen. Nogle roser en sådan praksis, idet de finder den konsekvent. For andre betegner den snarere stilstand.

*Rolf Gjedsted: Sorte og hvide kys. Digte. 50 s. Kr. 148,00. Schønberg. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu