Læsetid: 2 min.

Amsterdam bekæmpes med slogans

22. april 1998

Stemmer danskerne nej til Amsterdamtraktaten, så falder den, fastslår Junibevægelsen, der fortsætter kampen mod unionen

Med blå balloner, provokerende slogans og 'historiske' fejlcitater, lancerede Junibevægelsen i går sin nej-kampagne til folkeafstemningen om Amsterdamtraktaten den 28. maj. Symbolsk var sceancen lagt i Århus - langt fra Christiansborg og den politiske scene.
"Politikerne skal ikke have monopol på Amsterdamtraktaten. Vi mener, at den skal åbnes for folk og diskuteres af folk - selvom ja-sigerne gør alt for at undgå det," siger Drude Dahlerup til Information. Med med skarpe slogans vil hun have danskerne til at stemme nej til Amsterdamtraktaten og mere union.
"Hvis danskerne stemmer nej til Amsterdamtraktaten, så falder den. Jeg stoler på, at de andre medlemslande vil følge den samarbejdsaftale, som vi har og straks sige, at Amsterdamtraktaten ikke skal træde i kraft," siger Drude Dahlerup, der ikke vil tage stilling til, om de umiddelbare konsekvenser, hvis danskerne følger Junibevægelsens råd og stemmer nej.
"Jeg vil ikke gå ind i sådan noget småpilleri. Jeg vil ikke være med til forme en fremtid over hovedet på andre, som politikerne er i gang med nu. Det, det handler om for mig, er, at vi får ændret den retning, som unionen går mod. De central- og Østeuropæiske lande, som er i gang med at forhandle om optagelse har ingen mulighed for at påvirke det EU, som de måske bliver medlemmer af," siger Drude Dahlerup.

Langvarig proces
"Jeg håber, at vi med et nej kan få gang i en langvarig proces på fem-ti år, hvor vi sammen med de øst-og centraleuropæiske lande finder ud af, hvad det er for et samarbejde, vi vil have i Europa. Det er jo ikke kun i Danmark, at folk er splittede. Splittelsen i de andre medlemslande bliver større og større. Det kan vi se i Frankrig og Tyskland, hvor folk har været på gaden for at demonstrere mod de skrappe økonomiske nedskæringer, som ØMUen fører med sig," siger Drude Dahlerup og afviser, at et dansk nej kan udskyde forhandlinger med de østeuropæiske lande.
"Forhandlingerne er gået i gang og dem kan de ikke stoppe, fordi Danmark stemmer nej."
Statsministerens forsikringer om de danske forbeholds beståen, har Junibevægelsen ingen tiltro til.
"Hvorfor er de danske forbehold så ikke skrevet ind i regeringsgrundlaget, hvis de er så sikre på, at de står fast. Bliver det et ja til Amsterdamtraktaten, så kommer de om to-tre år, og siger, at vi ikke har brug for dem længere," siger Dahlerup, og påpeger, at den danske regering jo kunne have fulgt England og Irlands eksempel og blive direkte undtaget for eksempelvis ophævelsen af grænsekontrol.
Junibevægelsens kampagne op til folkeafstemningen lægger op til skarp konfrontation med ja-sigerne. Slogans som 'Vil du have din helt private folkepension' og 'Hemmelige agenter i Holte' skal få ja-sigerne "ud af busken" og EU-debatten i gang.
"Vi vil ikke køre en skræmmekampagne for et nej. Men vi vil have en debat om, hvad det er, vi egentlig skal stemme om. Mit Nej er et nej til en superstat - hvis man gerne vil have en statsdannelse, så skal man stemme ja."
Samtidig har Junibevægelsen udgivet en CD-rom med gamle tv-klip, hvor man blandt andet kan gense og genhøre Schlüters udsagn: "Unionen er stendød."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her