Læsetid: 4 min.

Fra Anne og Sanne til Annie Zindy Nina og Hanne

30. april 1998

Kvinderne i dansk rock kæmper stadig for at bestå Boel-prøven - Hanne Boel viser igen vejen på sit syvende album

NYE CD'ER
Det virker som en evighed, men for ikke så længe siden var den kvindelige side af dansk rock overstået ved at rime Anne på Sanne, til nød tilsat lidt Lis. Det var dengang føleri let kunne forveksles med følsomhed, og dansksprogede plader solgte i hundredtusindvis.
Så stillede nye generationer ind på MTV, verden blev større uden, at musikken nødvendigvis åbnede nye horisonter, og Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen kom til at ligne forrige sæsons forvaskede mode. Men de fik eksponeret kvinden i det danske lydbillede som andet og mere end et fotogent motiv.
Her i sen-90'ernes danske pladeudbud er der ikke mangel på kvinder. De fleste af dem er absolut eksport- og forsideegnede, men musikalsk varer kun få af dem længere end næste medieombejlede nyhed.

Sanselig og kødelig
Hanne Boel er en af de få. Need er hendes syvende album på 10 år. Hun indvarslede allerede ved debuten en ny lyd i dansk rock. Lyden af Amerika i os alle, lyden af inderlighed, lyden af ambition.
Den har hun stadig i behold. Den korte version er, at Need er en elegant, formsikker videreførelse af 1996-cd'en Silent Violence, hvor Hanne Boel lod sig modernisere af Ole Hansen og Martin Hall uden at sætte sin integritet over styr.
Den lidt længere er, at Hanne Boel synger så sanseligt og kødeligt, at de ofte lidt for lukkede og højspændte tekster bliver overflødige. Hver en fiber i krop og bevidsthed kan mærke hendes begær og følelsesmæssige hunger, men samtidig er der en næsten religiøs afklarethed over tonefaldet. Det er stort og stadig så sjælsrugende sort, som da hun slog igennem. Soul hinsides konjunkturopsving og markedsplanlægning.
Co-komponist, producer og multimusiker Ole Hansen skaber et spændingsfelt mellem organiske, symfoniske klange og tidssvarende programmeringer. Han kan sin jungle-bog, så der bliver trip-hoppet og så videre, men Boel reducerer det hele til snurrigt eksotika; dekorative kulisser for en sanger, der har mere i hjertet end i munden. Det siger ikke så lidt.

Stereo-nougat
Soul bliver der også signaleret på Zindy, debutalbummet med sangeren af samme navn.
Hun hedder Laursen til efternavn, kommer fra Århus, sang før i Cut 'n' Move og leverer nu stereo-nougat. Den push-up-fri cd-forside signalerer sex - eller er det uforpligtende flirt - så mandebladene står i kø, men musikalsk er der tale om endnu en driftsikker rundtur i maskinparken.
Selv om "Don't Wanna Say Goodbye" lyder som det hit, den er blevet, er Zindy effektiv og energisk før hun er noget andet. Musik for dem, der finder aerobic sexet.

Mere end lydtapet
Mere tilknappet og kølig præsenteres Nina Forsberg, engang halvdelen af One Two. Hun debuterede i 1996 med en plade, der blev bedre end sangerens rygte, og som relanceredes med succes. Forsbergs nye cd 12 Rounds er på overfladen engelskproget poprock med fingrene dybt nede i harddisken. Men allerede åbningssangen "Heart Of Stone" vidner om en sanger, der, med produceren, multimusikeren og komponisten Knut E. Haavik som sparringspartner, ikke kun er ude på at levere lydtapet til tidens store identitetsfrie rum.
Nok er det pop, men Forsbergs stemme er sprængfærdig af overskud, og foretager sig overraskende ting, der gør denne plade alt andet end lineær. Når man kommer ned under overfladen. Sange som "I'm Afraid I Can't Help It" og "High On Life" synges af et menneske, der ville synge, selv om hun ikke lige fik penge for det.
Nina Forsberg er ved at blive voksen i en branche, der lever af myten om evig ungdom. Den myte tager hun livgivende livtag med. Ganske vist indenfor kendte rammer, men med en trodsig selvbevidsthed, der rykker om muligt mere end hendes uortodokse, men fængende refræner.

Fra nyrock til dansktop
Medens danske sangerinder således ikke mangler råderum, står det lidt dårligere til med den danske sang. Engelsk er igen blevet den danske rockbranches modersmål. Derfor er der grund til at hilse dansksprogede plader velkommen.
Venter På Verden hedder debutalbummet fra Annie Larsen. Tilbage i 1980'erne var hun afbleget, mascaratildækket nyrocker i grupper som Dee Sign og Public Panic. Nu fremstår hun meget blond, sund og dansk med en række sange, som hun selv har skrevet.
Uanset de nutidige klanglige afsmitninger er der noget 80'er-agtigt over albummet, der kunne være produceret og skrevet af Rugsted & Kreutzfeldt. Annie Larsen har lidt af den samme tæft for gnidningsfri pop, og sange som det charmerende titelnummer, "Decembernat I Sne" og "Gå Ind I Mig" har en egen pur, poesibogsegnet sødme, men generelt er der noget lidt for tuttenuttepiget over udtrykket. Og musikken er kun en moderne produktion fra at ende som dansktop.
Annie Larsen venter på verden, men det er tvivlsomt, om verden venter på hende. Om ikke andet så fordi hun, prisværdigt nok, synger på dansk.
I det hele taget er det kendetegnende for tiden, at Zindy nok er den eneste af disse plader, der har en reel chance i udlandet. Den mest originale danske sangerinde, Hanne Boel, synger nok på engelsk, men har to uovervindelige handicap - hun er ikke mulat, og hun vil andet og mere end efterligning med sin musik.
Måtte flere af hendes kolleger stræbe efter at kunne bestå Boel-prøven - at turde give slip på sig selv uden at blive væk i nemme genveje og hurtige gevinster.

*Hanne Boel: 'Need', producer: Ole Hansen. Downbeat/EMI-Medley. Udkommer i dag

*Nina Forsberg: '12 Rounds', producer: Knut E. Haavik. BMG.

*Zindy Laursen: 'Zindy', producer: Dave James, Anders Schumann & Jakob Christensen. EMI-Medley.

*Annie: 'Venter På Verden', producer: Annie Larsen m. Thomas Brekling. Scandinavian Records

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her