Samarbejde mellem a-kasser og arbejdsformidlingen er nødvendigt for at nå de svageste arbejdsløse. Og så skal aktiveringstilbuddene være bedre, siger formanden for A-kassernes Samvirke
For at være berettiget til dagpenge siger loven, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Men en gruppe dagpengemodtagere har enten været så længe uden arbejde eller har så store sociale eller psykiske problemer, at de reelt ikke er i stand til at påtage sig et arbejde. En gruppe, der er svær at sætte tal på, men et forsigtigt uofficielt bud fra arbejdsministeriet lyder på 10.000.
"Det er klart, at der er et problem. Der er nogle, der som følge af længerevarende arbejdsløshed ikke umiddelbart er i stand til at påtage sig et arbejde. Man ser eksempelvis, at folk melder sig syge, når de står over for et aktiveringstilbud. De har været væk så længe, at de ikke er i stand til at komme i gang igen," siger formanden for Arbejdsløshedskassernes Samvirke, Morten Kaspersen. der som udgangspunkt mener, at det er et problem, der kan løses.
Han erkender, at der måske er en gruppe, som skal over i behandlersystemet i kommunalt regi for at blive hjulpet i gang. Men han tvivler på, at det drejer sig om 10.000 mennesker.
"Det dækker mere over en gruppe, hvor man skal være opmærksom på, hvad det er for tilbud, man giver," siger Morten Kaspersen, der langer ud efter kvaliteten af aktiveringstilbuddene.
Offentlig opbevaring
"Jeg har den opfattelse, at hvis man skal gøre de arbejdsløse i stand til at få et job, så skal der være kvalitet i de job- og uddannelsesmæssige tilbud. Det er der ikke altid i dag. Mange af de offentlige tilbud er tre års opbevaring i et eller andet projekt. Det fører jo ikke til, at man er i stand til at arbejde på det almindelige arbejdsmarked bagefter," siger han.
Morten Kaspersen mener, at der er behov for nogle indslusningsforløb i tæt samarbejde mellem a-kasserne og arbejdsformidlingerne, så de, der har problemer med at træde tilbage på arbejdsmarkedet, kan blive samlet op.
"Alternativet er jo, at man bare hælder dem ud i systemet, og så ryger de over i det kommunale aktiveringssystem."
Arbejdsprøvning
Inge Mærkedahl, der er direktør for Arbejdsmarkedsstyrelsen, mener, at der udover indslusningsforløb og kurser vendt mod flygtninge, er brug for forløb, der kan skille dem fra, der reelt ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet.
"I nogle af tilfældende er der i virkeligheden brug for, hvad man kunne kalde en arbejdsprøvning, hvor man går ind og vurderer om de, der har været ledige i lang tid og som måske lider af forskellige helbredsmæssige belastninger, egentlig kan magte et job. For hvis man ikke er i stand til det - hvis det viser sig ved en arbejdsprøvning, så skal man jo hjælpes i det sociale system med de muligheder, som er der. Det kunne enten være revalidering eller forskellige former fleksjob," siger Inge Mærkedahl, der dog understreger, at det i hendes øjne kun er en meget lille gruppe på dagpenge, der ikke er i stand til at påtage sig et arbejde.
Birger Stein, der er regionschef for AF-Storkøbenhavn, mener ikke, at det er så let at sortere dem fra, der reelt ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet.
"Problemet er der da helt givet. Men vi har omkring 50.000 ledige i Storkøbenhavn. Og det er ikke sådan, at vi lige kan se, hvem der ikke kan bruges på arbejdsmarkedet," siger Birger Stein, der også er formand for en arbejdsgruppe under Arbejdsmarkedsstyrelsen. Gruppen beskæftiger sig med projekter for de svagest stillede ledige.
Han mener, at der i systemet allerede er indbygget en form for test. Efter to års ledighed skal man enten i arbejde eller et aktiveringstilbud. Hvis ikke man magter det eller siger nej, bliver man indberettet til a-kassen.
"Men det er klart, at der er nogle grupper, som er svagt stillede. Nogle kan hjælpes i det system, vi har i AF. Andre kan ikke, og de hører så ikke hjemme der. De tilfælde, hvor det ikke er oplagt, kan man ved at lave nogle aktiveringsforløb, hjælpe mange," siger Birger Stein.
AF-Storkøbenhavn laver som forsøg forskellige 'brobygningsprojekter', hvor man via vejledningsforløb og værkstedsafprøvninger finder ud af, hvem der skal over i det sociale system, og hvem der kan komme ind i det almindelige aktiveringssystem.
Et initiativ, der vil blive udvidet til andre byer, hvis det bliver en succes.