Læsetid: 6 min.

Fra asken i ilden på Borneo

4. april 1998

Skovbrandene i Indonesien raser mindst lige så slemt som i efteråret, men denne gang sker det fjernt fra storbyer og pressekorps, beretter dansk biolog

BRAND PÅ BORNEO
Sidste år var det satellit-fotos, der endegyldigt dokumenterede omfanget af de påsatte skovbrande, der fra juli til november hærgede store dele af Indonesien og ødelagde enorme regnskovsarealer. Nu brænder det igen, men satellitbillederne er ikke i stand til at afsløre den aktuelle katastrofes omfang.
"Satellit-data viser, at der raser mindst tusind brande alene i Østkalimantan, men det sande antal er langt større: Satellitterne kan simpelthen ikke se gennem røgen," sagde forleden Hartmut Abberger, en udsendt tysk ekspert i skovbrande, til dagbladet The Times.
Den danske biolog Troels Dam Christensen er netop vendt hjem fra de brændende områder i Østkalimantan, der ligger på Borneo, en af de indonesiske hovedøer. Og han bekræfter over for Information, at en katastrofe igen er under udvikling.
"Jeg var i samme område i oktober sidste år, men det var ikke nær så slemt som det, jeg har oplevet denne gang," siger Troels Dam Christensen, der arbejder for WWF Verdensnaturfonden.
En talsmand for det indonesiske miljøministerium, Murdiansyah, sagde torsdag til Reuter, at det med brandenes aktuelle omfang er umuligt at slukke dem ved en indsats med brandmandskab.
"Når opmærksomheden om brandene var større i efteråret, skyldes det nok, at de dengang bl.a. rasede på Sumatra og sendte store røgskyer ind over Malaysias hovedstad Kuala Lumpur. Det betød, at ulykken blev direkte mærkbar for storbybefolkningen dér, herunder også for den presse, der var til stede i millionbyen. Nu er det landdistrikterne på Borneo, der indhylles i røg, og befolkningen dér har ikke samme muligheder for at påkalde sig opmærksomhed. De indser måske heller ikke rigtig, i hvilken grad situationen er menneskeskabt, men har mere den holdning, at det er en naturkatastrofe, man ikke kan gøre så meget ved."
Men alvorligt er det. Troels Dam Christensen så under sit ophold satellit-billeder, der viser, at det brænder til alle sider rundt om provinshovedstaden Samarinda, der ligger i et floddelta ud til Makasa Strædet. Lufthavnen har været lukket i længere tid på grund af røgen, og nyhedsbureauerne fortæller, hvordan ilden forleden trængte ind i et boligområde i en af Samarindas forstæder, fortærede 42 huse og gjorde 330 mennesker hjemløse.
"Brandberedskabet er meget begrænset. Da vi kørte sydpå fra Samarinda, så vi kun to små biler med vanddunke. Det var det hele. Der er nogle bistandsprojekter, der drejer sig om at træne brandfolk i området, men generelt virker indsatsen ikke særligt koordineret."
De indonesiske myndigheder oplyser selv, at man har forsøgt at bekæmpe ilden ved at bombe med vand fra helikoptere og ved at skabe kunstige regnvejrsskyer ved hjælp af kemikalier, men begge disse high-tech-strategier har foreløbig været virkningsløse. Landets miljøminister Juwono Sudarsono anslog fredag, at en samlet indsats til en pris af to-tre milliarder dollar er nødvendig, hvis brandene skal kunne slukkes.

Ny tørtid truer
Problemet er, at skovområderne er knastørre. Vejrfænomenet El Niño forsinkede sidste år monsunregnen i adskillige måneder og førte til den værste tørke i Indonesien i 50 år. Da regnen endelig kom i november, varede den kun en måned, hvor den normalt ville blive ved helt frem til april, til den normale tørtid begynder.
"Det vi for alvor frygter er, at der slet ikke når at komme nedbør før tørtiden i april. I så fald går det formentlig helt galt," siger Troels Dam Christensen.
Nord for Samarinda brænder det i øjeblikket i hjertet af den store Kutai National Park, der netop som nationalpark burde være uberørt af menneskehånd.
"Brandene fortæller, at der er mennesker i området, som har forsøgt at rydde skov ved afbrænding - enten småbønder der har brug for mindre jordlodder eller større selskaber der vil anlægge plantager," siger Dam Christensen.
I forbindelse med efterårets brande hed det i en officiel vurdering, at 80 procent af brandene i Indonesien var påsat af selskaber, der ville rydde land til bl.a. palmeolie-plantager, mens småbønder, der foretog traditionel afbrænding for at skaffe sig små jordlodder, formentlig var ansvarlige for de resterende 20 procent.
Miljøminister Sudarsono siger, at 65 procent af de aktuelle brande optræder i områder ejet af tømmerselskaber.
Kutai National Park rummer et af de få tilbageværende tilholdssteder for en bestand af orangutanger på 2.500 individer, men den er nu truet af brandene. Ifølge de stedlige myndigheder er omkring 500 kvadratkilometer af nationalparken - et område på størrelse med Falster - nu ødelagt. Brandene skønnes inden for de seneste uger at have raseret et samlet område på 1.600 kvadratkilometer i Østkalimantan, næsten svarende til Lolland og Falster tilsammen.
"Vi har ikke noget overblik over, hvor alvorligt dyrelivet er ramt. Men der er et stort antal orangutang-unger, som samles op, fordi deres mødre kommer ud af den brændende skov og støder sammen med lokale bønder, som så slår dem ihjel," fortæller Troels Dam Christensen.
Syd for Samarinda ligger et særligt beskyttelsescenter for orangutang'er, hvor man siden brandene begyndte i eftersommeren 1997 har opsamlet 140 nødstedte individer af den truede primat-art. En talsmand for centeret, Victor Watkins, sagde i sidste uge til nyhedsbureauet Reuter, at ilden har ædt skoven rundt om centeret og nu truer dets eksistens.
Der er ikke noget officielt tal på, hvor mange mennesker, der lider under røgskyerne, men nyhedsbureauerne beretter om "tusinder" af personer i Kalimantan med luftvejslidelser som konsekvens af brandene.

Tusinder syge
"Det dækker sikkert over, at et langt større antal er sundhedsmæssigt berørt. Der er en klar sundhedsrisiko, hvis man i en længere periode går rundt i de røgtåger, jeg selv oplevede. Nogle mennesker har jo gået i sådan en luft gennem det meste af efteråret og nu i tre måneder," siger Troels Dam Christensen.
Den danske biolog beretter, at der i øjeblikket også rapporteres om brande i nogle af de vældige tørveområder, som Indonesien er rig på. Her er formentlig tale om brande, der har ulmet dybt i tørven lige siden efteråret.
"Der er simpelthen ikke kommet nok nedbør til at gennemvæde tørvelagene i en sådan grad, at den underjordiske ild er blevet druknet," siger Troels Dam Christensen.
Uden tilstrækkelig nedbør kan de dybe tørvebrande risikere at fortsætte i måneder eller år, vurderer fagfolk.

Manglende støtte
Parallelt med bl.a. tyske bistandsprojekter arbejder WWF i øjeblikket i Indonesien med et projekt, der skal bistå de indonesiske myndigheder med at effektivisere satellit-overvågningen af skovene, hjælpe med at opbygge en udrykningsstyrke der hurtigt kan rykke ud og bedømme skadernes omfang samt, som det tredje, analysere de grundlæggende problemer bag skovafbrændingen.
"Mange donorlande udtrykte i efteråret vilje til at yde støtte til den indonesiske regering, men jeg er i tvivl om, hvor megen støtte, der egentlig kom," siger Troels Dam Christensen.
Dagbladet The Strait Times berettede forleden om, hvordan tyske eksperter allerede for flere år siden udarbejdede en detaljeret analyse og aktionsplan for den indonesiske regering med henblik på netop at afværge risikoen for nye brande i Østkalimantan. Også Storbritannien, Canada, Japan og Australien har bidraget med planer og løfter om en betydelig indsats. Men når først katastrofen ruller, udebliver handlingen.
"Der er gennem længere tid blevet lavet rapporter og afholdt workshops og seminarer, men handlingen er udeblevet. De havde travlt med at analysere alt, men hvem stod klar i skovbrynet, da det gjaldt," siger en vestlig bistandskilde til The Strait Times.

TEMA
*Når regnskov brænder
El Niño-tørke og menneskers skovbrænding har siden sidste sommer skabt katastrofale brande i troperne.
Et areal større end Danmarks brændte sidste år, anslog World Wide Fund for Nature: Mere end 50.000 kvadratkilometer i Indonesien, Brasilien, Papua New Guinea, Colombia, Peru, Tanzania, Kenya, Rwanda, Congo og andre lande.
Efter en alt for kort regntid blussede brandene igen op i Indonesien og Brasilien. I de seneste dage er der også rapporteret om skovbrande på Philippinerne, i Brunei og Thailand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu