Læsetid: 7 min.

Atomindustriens genbrugsbiks

2. april 1998

Sellafield skaber ny energi af gammelt atombrændsel - men også affald og udslip af radioaktive stoffer. Mens grønne organisationer og udenlandske regeringer protesterer, er værket populært på hjemegnen

Omstridt værk
CUMBRIA - Kun få meter vejbane skiller atomoparbejdningsværket Sellafield i Nordvestengland fra et af Europas smukkeste områder: Naturparken Lake District i Cumbria, hvor poeter som William Wordsworth og Samuel Taylor Coleridge i sidste århundrede fandt inspiration i naturen til deres digte.
I dag er det så som så med romantikken.
Sellafields besøgscenter er som en mikro-udgave af Disneyland. Indrettet "for hele familien", som brochurerne siger, er det først og fremmest beregnet på børn. Fra 'Einstein-stole', hvor man sætter sig for at få testet sin viden om energi. Til centrets simulation af en atomreaktor i form af et lys-og-lyd show inde i et teateragtigt rum med ivrig deltagelse af maskotten Mighty Atom. Med et stort gult hoved, omgivet af små, røde knopper, skal han personificere et atom, men ligner mest en af markens blomster på to bitte ben og med et par hænder forsynet med store, hvide handsker.
"Neutroner - begynd bombardementet," annoncerer han, så de små forstår, hvordan nuklear fission foregår.
Men Sellafield er ikke som sådan et atomkraftværk. Dets fremmeste opgave er at oparbejde brugt brændsel fra andre atomkraftværker i Storbritannien og udlandet. Resultatet er genbrugsbrændsel, tre slags affald - lav-, mellem-, og højradioaktivt - samt udledninger af stoffer til naturen.

Grønne ser rødt
Især udslippene af radioaktive stoffer får grønne organisationer Europa over til at se rødt, ligesom flere regeringer har svært ved at acceptere briternes udledninger af stoffer, som finder vej til deres farvande. De grønne organisationer vil have sat en
stopper for genoparbejdning. Brugt brændsel og andet affald må så opbevares sikkert, indtil der bliver udviklet teknologi til at behandle det uden problemer, mener de.
Sellafield selv påpeger, at udslippet af radioaktivt materiale - der især går ud i havet, selv om noget også finder vej op i luften - er faldet drastisk siden det højeste niveau midt i 70'erne. Dengang blev der udledt cirka 175 Terabecquerel (Tbq) - tera vil sige million millioner - af radioaktivt materiale med lang levetid og cirka 9.000 Tbq af kortlivet aktivitet. I dag er tallene nede på cirka en procent af dét niveau, men for eksempel Greenpeace peger på, at selv om udledningen af adskillige isotoper fortsætter med at falde, er udslippet af andre faktisk steget siden starten af 90'erne.

Tc-99 i hummere
Det stof, der har vakt mest opsigt i Norden, er Technetium-99 (Tc-99), som for nylig er fundet i norske hummere og tang. Ifølge Greenpeace er udledningen steget fra 3,9 Tbq i 1991 til 190 i 1995.
Tc-99 har ikke mindst påkaldt sig opmærksomhed på grund af den lange nedbrydningstid. Halveringstiden er på 213.000 år - så længe varer det, før halvdelen af stoffets radioaktivitet er nedbrudt.
Efter fundene i Norge har de nordiske miljøministre klaget til den britiske regering. Miljøminister Michael Meacher har skrevet tilbage og henvist til, at udslippene er så små, at de ikke udgør nogen fare. Der er fundet 11,2-42 bq pr. kilo hummerkød.
I Norge er man godt klar over, at den slags ikke er farligt i sig selv. Ifølge Anne Livrud Jord fra Statens Stråleværn i Norge er hovedpointen i klagen at få briterne til at iværksætte en bedre miljøpolitik.
"At øge udslippene i stedet for at stoppe dem er simpelt hen dårlig miljøpolitik," siger hun.
"Og technetium er det stof i Sellafield, som ikke renses optimalt. Vi ved ikke helt, hvordan det opfører sig. Hvis udslippene øges, har vi ingen garanti for, at det ikke får alvorlige konsekvenser med årene."

Udvidet aktivetet
Årsagen til, at udlippet af Tc-99 stiger, er, at værket har øget sin aktivitet. Stoffet kommer fra vandrensning i forbindelse med oparbejdningen af Magnox-brændsel - det vil sige brændsel fra tidlige typer atomkraftværker.
Stoffet begyndte at strømme ud i havet i større mængder end sædvanligt, da et nyt anlæg blev taget i brug, der skulle behandle et efterslæb, som Sellafield havde samlet sig. Anlægget renser for en række stoffer, men ikke for Tc-99. Ifølge Sellafield indeholdt det ophobede lager 720 Tbq af stoffet pr. 1. juli 1996. Hertil kommer udledninger fra oparbejdningen af brændsel.
For nylig har Sellafield bedt om nye udledningstilladelser. Værket vil reducere den samlede radioaktivitet, men højne visse især luftbårne udslip. For Tc-99 reduceres udledningen, men det betyder blot, at værket kommer til at bruge længere tid på at slippe af med det ophobede stof.
Environment Agency - briternes miljøstyrelse - skal tage beslutning om udslippene, efter at en offentlig høringsrunde netop er slut.
"Hvis grænsen forhøjes, sker behandlingen hurtigere, og jo lavere grænsen er, jo længere skal stoffet blive på Sellafield," siger en embedsmand fra Environment Agency.
"I teorien kunne vi godt stoppe udledningen og vente på, at Sellafield udvikler teknologi, som kan rense for technetium. Men det vil ikke nødvendigvis være den bedste løsning. For vi skal finde en balance mellem faren ved udslippene og risikoen - for eksempel for arbejdtagerne - ved, at stoffet bliver på Sellafield."

Mere produktion på vej
Som om kontroversen over udslippene ikke var nok, er der også konfrontation mellem Sellafield og de grønne organisationer over en ny ekspansion af værkets aktivitet.
En offentlig høring er netop slut om den planlagte MOX-fabrik, som Sellafield har bygget og nu søger om starttilladelse til.
MOX betyder Mixed Oxide og er brændsel, der består af genbrugsuranium og -plutonium. Men for de grønne organisationer er der ikke et tilstrækkelig stort marked for det produkt til, at det kan betale sig at producere det på Sellafield. Og de mener bestemt heller ikke, at der er nogen god grund til at skabe et sådant marked.
Sellafield, derimod, siger nøjagtig det modsatte og regner med at kunne generere op til en milliard pund - cirka 11,5 milliarder kroner - om året i indtægt fra MOX.
Grønne organisationer som CORE - Cumbrians Opposed to a Radioactive Environment - så meget gerne, at Sellafield i stedet for at bygge nyt ryddede op i sine gamle anlæg. Midt i det hele rager således de to Windscale-reaktorer op, som blev bygget for at levere plutonium til Storbritanniens atomvåbenprogram. De blev lukket i 1957, efter at tre ton uranium brød i brand i den ene af dem - kun fem år efter, at de var begyndt at fungere.
"Sektionen foroven - filtergalleriet - er blevet fjernet, og en kanal, der førte ud til kølingsbassinet, er blevet renset," siger Sellafields mediemedarbejder John Barbour.
"Anden fase - hvor man skal ind i reaktoren - har taget lang tid, ikke mindst fordi vi bryder ny grund. Det er kun ganske få reaktorer, nogen er gået ind i. Vi er nødt til at udvikle og bygge udstyr til at gøre det med," siger han som forklaring på, hvorfor de gamle reaktorer står der endnu.

Populært atomcenter
Sellafield betyder jobs for omkring 7.500 mennesker, og der er cirka 4.000 beskæftiget i andre virksomheder, der har vundet kontrakterne på nybyggeri fra forskningsfaciliteter over anlæg, der skal indkapsle og opbevare mellem-radioaktivt affald, til overbygninger af store, udendørs tanke, som skal beskyttes mod tæring fra de naturlige elementer.
Dermed er Sellafield områdets absolut største arbejdsgiver, og oven i købet en populær en af slagsen med for
Storbritannien generøse arbejdsforhold. En af de ansatte fortæller, at der for eksempel er subsidierede transportfaciliteter og en billig kantine. En 35 timers arbejdsuge, en fri fredag pr. måned og sygeløn i op til et år er også med til at gøre Sellafield til en vellidt
arbejdsgiver.
Men samtidig er Sellafield også en hindring for, at området kan udvikle andre sektorer - turisme for eksempel.
Hvor Lake Districts østlige område er nærmest overrendt med turister, der vandrer området tyndt i Coleridges og Wordsworths fodspor, kniber det med at få dem over til den del af naturparken, som ligger vestpå og dermed tæt på Sellafield.
Ejerne af Westlakes Hotel og Restaurant i Gosforth, som ligger klos op ad naturparken, har forsøgt at annoncere efter flere weekendbesøgende, men uden stort held. De mener, at den manglende interesse nok har noget at gøre med Sellafield. Folk vil simpelt hen ikke på weekend i skyggen af et atomopbygningsværk.
Langt størstedelen af hotellets gæster kommer, fordi de har et eller andet ærinde på det selvsamme værk, som altså samtidig forhindrer en udvidelse af kundekredsen.

To-mands kampagne
Men selv om Sellafield nyder generel popularitet i nærområdet på grund af sin status som den største arbejdsgiver og økonomisk lokomotiv, er der nogle få, som er mindre begejstrede.
Jenine Allis-Smith og Martin Forwood er fuldtidskampagnefolk - de to eneste - for organisationen CORE, som er bekymret over Sellafields aktiviteter og allerhelst så værket lukket.
Jenine Allis-Smiths ældste søn døde af leukæmi, og hun er overbevist om, at Sellafield bærer skylden. Kystbyen Seascale lige ved siden af Sellafield har i forhold til befolkningstallet mange tilfælde af børne-leukæmi og andre kræftformer. Den seneste undersøgelse er fra marts 1996 og lavet af COMARE - Committee on the Medical Aspects of Radiation in the Environment - som rådgiver regeringen. Rapporten er den fjerde i rækken, og konklusionen er, at radioaktivitet fra Sellafield er en "meget usandsynlig"
årsag til overforekomsten af kræft hos børn i Seascale.
Ifølge John Barbour, Sellafields mediemedarbejder, er der p.t. tendens til at mene,
at den højere kræftfrekvens i Seascale skyldes, at det lille isolerede område pludselig bliver udsat for kontakt med en masse nye mennesker, som Sellafield tiltrækker, og som bringer nye virus med sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu