Læsetid: 3 min.

Auken kalder til møde om miljø og moral

18. april 1998

Miljøministeren og udviklingsministerenvil hjælpe u-lande bedre med at bekæmpe problemerne med sprøjtegift

Efter en blød landing i sagen om Cheminovas eksport af giftstoffer, der ikke er tilladt i Danmark, vil miljøminister Svend Auken nu invitere erhvervsledere til møde om miljø og moralsk ansvar.
"Jeg tror, at mange virksomheder gerne vil gøre det rigtige, men ikke ved hvad det rigtige er," siger miljøministeren.
Det er ikke ret mange af dem, der går ind for det synspunkt, at man må gøre hvad som helst, så længe det er lovligt, uanset hvor "uhæderligt" det i øvrigt er, siger han.
"På den anden side kan virksomhederne være nødt til at gøre noget, vi ikke bryder os om, hvis de vil agere internationalt."
Det er gråzonen mellem disse yderpunkter, Auken vil have en dialog om.

Cheminova tilbagevist
En rapport fra Danida og Miljøministeriet om brugen af pesticider i Nicaragua og Guatemala, der blev offentliggjort fredag, nævner kun Cheminova i en fodnote.
Men den påpeger, at problemerne med forkert brug af sprøjtemidler, skader på miljøet, akutte forgiftninger og langtidsskader er meget store, både i Nicaragua og Guatemala, hvor Cheminova stadig sælger den meget giftige insektgift methylparathion.
Cheminova har hidtil sagt, at forgiftningstilfældene er meget få i Guatemala, at forholdene er "betryggende" og fremhævet, at 250.000 mennesker er blevet uddannet i at bruge sprøjtemidlerne korrekt.
Rapporten siger, at forbruget af de farligste sprøjtegifte, herunder methylparathion, er meget stort - og stigende - i begge lande.
Myndighederne har ikke kapacitet til en grundig undersøgelse, før de godkender stofferne. F.eks. er det rutine i Guatemala, at man godkender alt, hvad den amerikanske miljøstyrelse, EPA, har godkendt. Vel at mærke sådan at et stof, der er godkendt til at bruges på en bestemt afgrøde, bliver godkendt sådan i al almindelighed i Guatemala.
Med det resultat, at landet lider store tab, når der bliver fundet sprøjterester på en skibsladning til USA, som ikke er godkendt til den pågældende afgrøde.

Skjulte forgiftninger
Rapporten påpeger, at indberetningen om forgiftninger er meget ufuldstændig i Guatemala. Sådan som den panamerikanske sundhedsorganisation PAHO (ifølge journalist Øjvind Hesselager) også gjorde Cheminovas repræsentanter opmærksom på, da de besøgte landet i maj sidste år, efter den meget omdiskuterede fjernsynsudsendelse Made in Denmark.
Cheminova så dengang bort fra oplysningen og holdt sig til de guatemalanske myndigheders officielle tal: 1.100 om året.
Rapporten henviser til en undersøgelse fra Verdensbanken, som anslår at antallet af forgiftninger ikke er 1.100 men 11.000-30.000 om året.
I et lille lokalt område med 120.000 indbyggere fandt det Danida-støttede projekt PLAGSALUD, som netop har til formål at kortlægge og forebygge og behandle sygdomme, der opstår på grund af sprøjtemidler, at der var 70 forgiftninger på et halvt år. Det svarer til Verdensbankens tal, når man overfører det til landsplan, påpeger rapporten.
Lars-Erik Kruse Pedersen fra Cheminova sagde i går, at han tror, rapporten giver et "afbalanceret" billede af tingene.
Rapporten påpeger også, at der er voksende problemer med resistens. Problemerne hænger sammen med, at der bruges mange og meget stærke giftstoffer - og vil i sig selv forsøge denne brug, siger rapportens forfattere, Douglas L. Murray og Erika Rosenthal.

Svage myndigheder
Nicaraguas myndigheder, som har ansvar for godkendelser og for rådgivning og hjælp til bønderne, er svage. Men Guatemalas er endnu svagere, skriver rapportens forfattere.
Det hænger bl.a. sammen med en halvering af budgetterne i 80'erne. Men også med den langvarige borgerkrig, der først blev afsluttet i december 1996. Mange års politisk undertrykkelse har kølnet ytringsfriheden og de folkelige organisationers indflydelse.
Selv om der bliver givet oplysninger om stoffernes farlighed og nødvendigheden af at beskytte sig, bruger flertallet ikke de personlige værnemidler, skriver Murray og Rosenthal.
Og en undersøgelse viste i 1996, at de fleste bønder (64 procent) tror, at den plantesygdom, de har på marken, skal behandles med et af de farligste sprøjtemidler, dem med rød mærkning.

Danske løfter
På baggrund af rapportens anbefalinger vil Udenrigsministeriet fortsætte støtten til det omtalte projekt PLAGSALUD og styrke arbejdet med at udvikle Miljøstyrelsen i Nicaragua og støtte planlægning og gennemførelse af lovgivning mm.
Miljøministeriets bistandsafdeling, Danced, vil gøre det samme i sine samarbejdslande i det sydlige Afrika og Sydøstasien.
Regeringen vil også arbejde for, at den åbenhed om farlige kemikalier, som Cheminova nu har lovet, bliver udstrakt til EU og på nordisk plan og arbejde for skærpelse af PIC-konventionen om information i forbindelse med eksport af farlige kemikalier, lover Auken.
Poul Nielson lover at inddrage pesticidproblematikken og kendskabet til alternative produktionsmetoder både i Danida-programmet i Nicaragua og i mere end 20 andre lande.
Desuden vil man støtte de ikke-statslige organisationer med viden og teknisk kapacitet på området og forsøge at fremme den lokale debat om pesticid-problemerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her