Læsetid: 4 min.

Bag lukkede døre

4. april 1998

KALENDER
DER ER NOGET med døre. Både åbne og lukkede døre er tankevækkende, skelsættende som de er mellem ude og inde, passager eller blokeringer. Indgang og udgang er ofte den samme, med et usynligt Janushoved over døren. Vilhelm Hammershøi malede tyst sin vej fra rum til rum, forstået som et dørenes mysterium.
Hvad der foregår bag lukkede døre, er naturligvis det mest intrikate og interessante. Højdepunkter i tv-reportager fra Christiansborg er situationer foran de høje, hvide døre, som politikerne med betydningsladede skridt går ind ad, så man formelig ser det lille smæld, eller forventningen foran den lukkede høje, hvide dør, som så åbner sig for politikerne, der har øvet sig i at se ud, som om de var pumpet fulde af afgørelser, sprængfærdige af tavshed.
Nu var folketingsvalget næppe overstået, før der blændedes op for endnu en reprise fra tv-teatrets faste repertoire, et stykke kaldet 'Overenskomstforhandlingerne' eller 'Stor ståhej for ingenting'.
Det forgår især foran en høj, hvid dør, kaldet forligsinstitutionen, hvor vi er strømmet til sammen med fotograferne. Inde bagved sidder de så i op til 27 timer ad gangen, hvorefter de kommer ud og siger, at intet er sket, men at de mødes igen om seks timer, som de tilbringer i store sorte biler. Dernæst går de atter ind og ud ad døren. Det er vigtigt, at hver scene holder natten igennem.
Resultatet kunne arbejdsmarkedets parter, som rollerne kaldes, nemt være blevet enige om på en times tid, men så var det ikke længere dramatik, værdig for tv.
Måske har de det gemytligt med smørrebrød og kaffe, eller de stirrer ondt på forligsmanden derinde bag lukkede døre.

RIGTIG DRAMATIK, som den forekommer i kunstens fiktionsverden, har man i
Jean-Paul Sartres skuespil Lukkede døre. Dér overværer tilskuerne direkte, hvad der sker mellem tre parter i Helvede. Det varer en evighed, men tager præcis en time.
Den lesbiske postassistent Inès, velmotiveret dræbt af sin veninde, er anbragt sammen med den selvforkælede frue Estelle, død af lungebetændelse, og Garcin, skudt som desertør. En berømt replik lyder. "Helvede, det er de andre." Lidt misvisende, da de kun er vidner til hinandens selvforskyldte elendighed. Der er ingen soning i det psykiske helvede, man er ét med sit liv.
Det var efterkrigstidens benhårde eksistentialisme i betragtningen af menneskers identitet som en total selvrisiko.
Og det var på Frederiksberg - for mere end et halvt hundrede år siden, hvor stykket blev fremført af henholdsvis Berthe Qvistgaard, Erni Arneson og Sigfred Johansen, stemmer som aldrig er glemt af de privilegerede tilskuere. Dér sad vi inde-spærret i det lille teater og tog vores liv ungdommeligt alvorligt, som det kan ske, når man gør en lang historie kort og koncentreret. De tre kunne ikke blive enige om noget som helst og slap derfor aldrig ud, mens vi gik rystede og løftede hjem.
Arbejdsmarkedets parter er stort set enige om realiteternes midtvejskurs, men trækker tiden ud for hinanden og især for os for at illudere et helvedes slid op ad vægge, ned ad stolper bag de lukkede døre. Og de giver ikke ved dørene. Hvad nu, om det var et åbent teater?
DER ER mange faste sproglige vendinger, hvor ordet døre indgår. Den Store Danske Ordbog har masser af eksempler, ser man, når man banker på dør. Dørene er gerne fysiske. Man ser dem for sig, men stærkt symbolladede kan de være. "Lukker Vorherre en dør, så lader han en anden op," kan den politiker trøste sig med, som bag gruppemødets lukkede døre bliver afsat fra sine tillidsposter.
Man kan komme ud af sin vinter ved tanken om døre, som det sker i Frank Jægers digt fra Morgenens trompet (1949), skrevet få år efter Sartres militante mod og mismod.

Vær stærk og gaa forbi,
den dør blev lukket.
Se alt er koldt og sort,
og solen slukket.

Det synger fint i nat
i alle buske,
men du skal rastløst midt
i mørket huske,

at du maa gaa forbi
og bort alene
og høre tiden tø
af alle grene.

Her understreges atter ensomheden, dette at befrielsen sker i selvet. Læst på en anden måde: livet skuffer, kunsten forløser. Ordene fremkalder foråret.
Den kinesiske kunstner Wu Daozi stod en dag og betragtede et vægmaleri, som han netop havde gjort færdigt. Pludselig klappede han i hænderne, og tempeldøren åbnede sig. Han gik ind i sit værk, og døren lukkede sig bag ham.
Myten er blevet tolket meget forskelligt. Hvad lavede han så derinde?
Det er for enkelt at sige, at kunstneren isolerer sig i sit værk. Men han identificerer sig bogstavelig talt med det. Hans handling er absolut og genuin.
Ganske som Sartres i hans egenskab af digter.
Den praktiske politiks mennesker har sjældent denne elegance i handling og præcision i sprog, som uden videre åbner døre og skaber sammenhæng.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu