Læsetid: 3 min.

Big beat - fra fantasi til sparebøsse

16. april 1998

Danske Puddu Varano folder fantasien ud i techno-genrens horeunge, big beat. Flytter dansen ind hovedet, hvor amerikanske Crystal Method aldrig kommer, fordi deres sparebøsse larmer for meget

NYE CD'er
Danske fans af folk som engelske The Prodigy, Chemical Brothers og Wall of Sound behøver ikke længere at skule over kanalen for at finde nye drengestreger fra den massivt sælgende techno-horeunge big beat. Danmark og USA vil med på bølgen, hvis personlighed musikalsk på en gang er både afmålt og hysterisk. Paradoksalt måske. Men det er netop i det paradoks, at big beat trækker sin energi.
Den britisk fødte genre vælter sig i syntheziserne og sequencernes velkvanticerede rytmespor, men overblænder samtidig sine effekter og klangarkitektoniske mønstre så meget, at resultatet gnider sig op ad kaos - lyden af storby uden filter. Techno, vist så, men uden den kontinuérlige autobahn-baspuls, der i stedet er blevet til breakbeats - rytmespor, der har lige så meget til fælles med James Browns "Funky Drummer", som med computerens programmerede mønstre.

Amok i entusiasme
På den danske dansescene, der naturligvis er tæt knyttet til den internationale, har det eneste vellykkede genre-eksempel på big beat været tidligere Nice Device'r Carsten Krøyers projekt Goon og albummet Mental Reflex. Titlen holdt desværre, hvad den lovede: Goon var kun en spinkel refleks af den internationale lyd, allerede søsat af ovennævnte kunstnere, men kopien var rigtig god.
Til gengæld har københavnske Puddu Varano med debutalbummet Freakuency krævet Danmark på kortet for alvor.
Duoen, der tæller Alex Puddu og Morten 'Varano' Hansen har tidligere forsøgt sig med techno, nemlig ved at blande den med rock i Excess Bleeding Heart og Nerve. Men det er først på Freakuency, at de to træder i karaktér i techno-genren.
Selvom de kreative faldgruber i internationale genrer er enorme, så tænder Puddu og Hansen for en amokløbende entusiasme, der snildt brænder igennem en lyd-produktion, der ikke vejer ret meget uden for Danmarks grænser.
Der er noget bedaget over lyden på Freakuency, og særligt rytmesporenes produktion bringer tankerne tilbage til 80'er house og ind-imellem til den godsvogns-tunge New beat, som Nitzer Ebb og Front 242 dyrkede den, da techno var nærmest unavngiven og udelt som genre midt i 80'erne.
Men når det er sagt, så beviser numre som "I'm Going Away" og "Summer Heat", at Puddu Varano kan komponere originalt. Numrene bobler af fantasifuldt huggede lydstumper og psykedelisk dryppende riffs, der tvinger sig ned i hjernen og nægter at gå. Sågar brusen fra et hammondorgel lader det til, at Puddu Varano har mokket ind i lydcentrifugen.

Plasker farverne på
Men at Freakuency rykker et dansegulv op med rode, for at genbesætte det med hysteriets og det spiralerende vanvids disciple, bliver for alvor klart, når pladen flytter dansen ind i hovedet på lytteren som på nummeret "Irradiate": Kroppen suges ind i trancen af de behændige, repetetive beats og hjernen ryger med, når Varanos balstyriske og vanvittige klangpensel plasker farverne på. Hvad Pudu og Hansen måtte opgive at få på vingerne i Nerve og Excess Bleeding Heart, er de lykkedes med på Freakuency. Hvad den ikke magter i produktion og international lyd, har den så rigeligt i fantasi, entusiasme og løfter for fremtiden.
Puddu Varanos nærmest diametrale modsætning skal man over vandet og landet til Californien efter. Crystal Methods debutalbum Vegas stræber i forlægget efter det samme som Freakuency: Den store, kaotiske lyd af rå power. Men troværdige bliver de ikke, dertil rasler sparebøssen for højlydt gennem den mildt sagt kommercielle lyd.

Bas-politisk korrekt
For Crystal Methods operation lykkes til et 13-tal, men meget er skvattet af vognen, ud af hovedet og ned af pladen. Produktionen og lyden er så tjekket, pumpende og bas-politisk korrekt, at enhver tv-reklamemand må svede tran over, hvilket nummer, han skal sælge jeans med. De er allesammen velegnede. For Vegas er, hvad man regner med, poleret big beat, der i årvågenhed og opfindsomhed ligger år tilbage, men som rykker på stilkarakteren.
Crystal Method programmerer sine syntheziserlyde med fantasi, så man ikke med det samme vrænger på næsen og tænker på tyveri, Prodigy og Chemical Brothers. Der er ikke store overraskelser i klanguniverset, men det dog gruppens nogenlunde eget. Det er, når skidtet skal flikkes sammen, at forløsningen tager på ferie. Rytmesporene kan man uden at anstrenge sig finde på de plader med samplinger og beats, som enhver respektabel musikbiks fører, og numrenes opbygning er som en dårlig discjockys våde drøm: altid til at regne med, ingen uforudsigelige breaks eller finurligheder. Kort sagt flot og effektiv uden unødvendige dikkedarer. De dikkede darer, der giver musikken sit liv.

*Puddu Varano: Freakuency, 1998 BMG Danmark.

*Crystal Method: Vegas, 1997 Outpost Recordings

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her