Analyse
Læsetid: 5 min.

Bjergsomhedens sejr

25. april 1998

De russiske parlamentarikere valgte privilegierne fremfor principfastheden, da de fredag godkendte Kirijenko som ny regeringschef

Ikke uventet valgte et flertal af medlemmerne i det russiske parlament, Statsdumaen, fredag at godkende præsident Jeltsins kandidat til ny regeringschef: 35-årige Sergej Kirijenko.
Det skete med 251 stemmer ud af dumaens 450 og var således en relativ klar afgørelse på trods af, at samme parlament ved to forgående afstemninger havde stemt imod Kirijenko med lige så entydige stemmetal.
Og det skete, selv om Gennadij Sjuganov, lederen af det russiske kommunistparti, det klart største parti, kort før afstemningen havde gjort det krystalklart, at hans parti ikke ville stemme for Kirijenko. Samme kategoriske melding kom fra lederen af det liberale Jabloko-parti, Grigorij Javlinskij.
At tredje og sidste tillidsafstemning ville komme i hus begyndte at blive klart, da både højrekstre misten Vladimir Sjirinovskijs Liberalt-Demokratiske parti, samt to partidannelser, Agrarpartiet og Folkemagts-gruppen, som begge normalt er allierede med kommunisterne, tilkendegav, at de ville stemme for Kirijenko.
Og Kirijenkos sejr blev definitivt sikret, da et flertal af parlamentarikerne vedtog at gennemføre seancen som en hemmelig afstemning med skriftlig stemmeafgivning. En stemmeform, der gjorde det svært for kommunistpartiets ledelse at kontrollere de enkelte medlemmers stemmeafgivning.

Parlamentets pludselige omvendelse til fordel for Kirijenko kom ikke i stand, fordi den udpegede regeringschef i en sidste øjebliks-tale til Dumaen fredag formiddag pludselig overbeviste alle om, at denne ubeskrevne 35-årige administrator er manden, der kan drive Rusland frem mod yderligere reformer og økonomisk vækst.
Stemningen vendte sig i Kirijenkos favør af én eneste grund: At et nej-flertal automatisk ville føre til opløsning af parlamentet og udskrivelse af nyvalg. Og dermed til mistede privilegier for den store gruppe af Duma-parlamentarikere, som med rette kunne frygte vælgernes dom over deres indsats.
Hvis ikke Duma-medlemmerne i forvejen var klar over denne konsekvens, blev det ialtfald gjort krystalklart i det såkaldte informationsbrev "om deputeredes rettigheder og garantier i tilfælde af en opløsning af Statsdumaen", som med vidunderlig timing blev runddelt til parlamentsmedlemmerne et par dage før afstemningen.
Heraf fremgår det, at duma-medlemmerne inden for en måned efter Dumaens opløsning skal rømme deres tjenestelejligheder og afgive privilegier som f.eks. fri tjenestebil og gratis medicinsk behandling. Kontorer i parlamentsbygningen, ansatte og kontorudstyr skal derimod afgives øjeblikkeligt. Men duma-medlemmerne får dog en gratis flybillet hjem!
Når dertil kommer, at præsident Jeltsin ifølge den russiske forfatning i tilfælde af et nej alligevel kunne udnævne Kirijenko til regeringschef - en post, han i givet fald kunne besætte i mindst fire måneder, indtil en ny Duma var trådt sammen - og at Jeltsin i den mellemliggende tid kunne regere pr. dekret, så er det måske muligt at forstå, hvorfor mange Duma-medlemmer anså et fortsat nej til Kirijenko for udsigtsløst.
Præsident Jeltsin fik trynet sin mand igennem - men fik samtidig nok engang demonstreret, at Rusland er meget langt fra at have en styreform, der blot minder om et folkestyre.

Mens vi venter på Kirijenkos første handling som ministerpræsident, offentliggørelsen af en ministerliste, er det på sin plads at stille det spørgsmål, som alverdens Ruslands-kyndige har søgt svar på, nemlig:
Hvorfor valgte præsident Jeltsin i sidste måned at give sparket til sin - bevares ikke særligt visionære, men loyale og driftsikre - ministerpræsident gennem godt fem år, Viktor Tjernomyrdin, og at lade al reformarbejde gå i stå i flere uger, blot for at få valgt en 35-årig ung mand, der var en upåagtet leder af et mindre olieselskab i Nisjnij Novgorod, før han sidste år blev hentet ind i regeringen som vice-energiminister?
Den mest besynderlige politiske udnævnelse siden den romerske kejser Caligula gjorde sin hest til konsul, som dagbladet Moskovskij Komsomolets elskværdigt betegner den. Det svar, der ligger umiddelbart på læben: At præsident Jeltsin har brug for en mand, der er tilstrækkelig uerfaren og dermed lettere bliver et redskab for præsidenten selv, holder ikke ved nærmere eftersyn. For er der blot et eneste kendt eksempel gennem fem år på, at Tjernomyrdin skulle have markeret en anden holdning i væsentlige spørgsmål end Kreml-chefens?
Heller ikke den begrundelse, Jeltsin selv har givet for udskiftningen - at regeringens økonomiske politik ikke levede op til forventningerne - synes at være andet end en undskyldning. Den russiske økonomi viste i 1997 for første gang siden afskaffelsen af kommunismen en positiv økonomisk vækst - omend beskeden - og mere var i vente til næste år.
Vel, Tjernomyrdins regering havde ikke succes på alle områder - den manglende evne til at få gennemført en ny skattelovgivning kan nævnes som et vigtigt eksempel.
Men Tjernomyrdin-regeringen var hverken mere eller mindre kørt fast eller mere eller mindre upopulær i befolkningen, end den har været på ethvert andet tidspunkt siden 1992.
Og den ny ministerpræsident Kirijenko har da også gjort det klart, at han vil følge Tjernomyrdin-regeringens politiske kurs.
Så hvorfor?

Kyndige Ruslands-analytikere har ikke et entydigt svar på spørgsmålet, men det er en udbredt opfattelse, at udskiftningen på regeringstaburetterne har at gøre med to vigtige forhold:
*det tilstundende præsidentvalg år 2000, hvor Jeltsins afløser efter alt at dømme skal findes, og
*det igangværende opgør i Rusland mellem reformkræfter, der ønsker en "ren", "moderne" markedsøkonomi med stor grad af vestlig deltagelse og privatisering af de tilbageværende statslige aktieposter, og en mere "asiatisk" model, hvor magtfulde finansgrupper, kaldet "finansoligarkiet", af solid egeninteresse arbejder for en mere "lukket", russisk-national kapitalisme, bygget på aftaler de største grupper imellem.
Der er i pressen, den russiske og den internationale, stærkt modstridende opfattelser af, hvilken fløj der er gået sejrrigt ud af striden. Hvilket ikke er så sært - de største russiske medier er, som før omtalt i Information, næsten alle opkøbt af finansgrupperne, og den redaktionelle selvstændighed er begrænset.
Centralt i alle spekulationer står finansmanden Boris Beresovskij, mangemilliardæren, der begyndte som bilhandler, men nu ejer et imperium af bestående af olie-, bank- og medievirksomheder - og tilmed har tætte bånd til Jeltsin-familien, bl.a. til Jeltsins datter, Tatjana, hvis mand er ansat af Beresovskij.
Det britiske tidskrift The Economist har mest tillid til den forklaring, at Tjernomyrdin og Beresovskij sammen havde aftalt, at førstnævnte skulle være kandidat til præsidentvalget med sidstnævntes økonomiske støtte.
Men de to herrer gik for hastigt frem, og Tjernomyrdins kandidatur blev kørt i stilling, før Jeltsin havde besluttet, om han selv var kandidat til endnu en periode.
Ifølge dagbladene Komersant og Komsomolskaja Pravda, begge ejet af Beresovskijs konkurrenter, kom det til et brud mellem Jeltsin og Beresovskij, da sidstnævnte skulle have forsøgt at udnytte sin indflydelse til at få udnævnt "sin mand", første viceministerpræsident Ivan Rybkin, til regeringschef.
Jeltsin skal endda have truet Beresovskij med at smide ham ud af landet. Beresovskijs egne aviser, først og fremmest Nesavisimaja Gaseta, har da også markeret sig som stærkt kritisk over for valget af Kirijenko.
Omvendt er der i Kirijenkos udtalelser hidtil intet, der tyder på, at han er parat til at tage opgøret med finansoligarkiet. I sin tale til dumaen fredag lovede han yderligere statsstøtte til store dele af mineindustrien - helt i finansgruppernes ånd.
Men et vigtigt fingerpeg får vi først, når der foreligger en ministerliste og et regeringsprogram.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her