Læsetid: 2 min.

Blair førte nordirsk fredsaftale i mål

11. april 1998

Efter tre årtiers borgerkrig oplevede Nordirland et 'politisk mirakel' - en aftale om at dele magten og bane vejen for varig fred - godt hjulpet på vej af Tony Blair, der satte sin politiske prestige på spil

LONDON - Langfredag 1998 er sikret en plads i historiebøgerne både i Storbritannien, Irland og Nordirland selv.
Et historisk kompromis mellem de protestantiske unionister, der vil fortsætte med at være en del af Storbritannien, og de katolske republikanere, som vil have Nordirland forenet med Irland, blev en realitet efter næsten to års forhandlinger.
Ifølge aftalen forbliver Nordirland en del af Storbritannien. Irland får indflydelse som deltager i en grænseoverskridende myndighed, men skal opgive sit territoriekrav på Nordirland i forfatningen. Nordirerne får deres egen valgte forsamling og skal altså ikke længere styres direkte fra London. Hele arrangementet pakkes ind i en videre struktur - et ministerråd mellem Irland, Nordirland, Skotland, Wales og London. Og endelig er der vedtaget regler om frigivelse af politiske fanger, demilitarisering og politiet.

Mod og fremsynethed
Mod, fremsynethed og stædighed har gjort kompromiset muligt.
Interessen samler sig især om den britiske premierminister Tony Blair, som siden valgsejren for næsten et år siden har givet Nordirland høj profil og prioritet.
Hans store majoritet i Underhuset har gjort, at regeringen - i modsætning til situationen mod slutningen af de konservatives regeringsperiode - er uafhængig af unioniststemmer. At Blair brugte den autoritet til personligt at flyve til Belfast for sammen med den irske premierminister Bertie Ahern at tage têten i forhandlingernes sidste fase, har bidraget kraftigt til at tvinge aftalen igennem.
Men Blair havde gode byggesten. En del af æren må
nødvendigvis gå til forgængerne, de konservative, og de tidligere irske regeringer.
De lagde fundamentet i den anglo-irske aftale fra 1985, som for første gang anerkendte, at Irland skulle have indflydelse på, hvad der skete i Nordirland.
Og i 1993 stod Blairs forgænger, John Major og den daværende irske premierminister Albert Reynolds, bag Downing Street-deklarationen, som lagde fundamentet til de forhandlinger, der nu er blevet ført til ende. Ikke mindst ved at understrege, at Nordirland forbliver britisk, så længe et flertal af nordirerne vil have det.
De to udviklinger sendte kraftige signaler til henholdsvis unionisterne om, at Storbritannien ikke havde tænkt sig at slås for deres fortsatte dominans i Nordirland, og til republikanerne om, at Irland heller ikke ville i slagsmål for at få et forenet Irland. Fremtiden lå et sted midt imellem.
Processen er også blevet hjulpet af opmuntring fra USA, hvor republikanerne nyder stor støtte. Præsident Bill Clinton har ligefrem meldt sin ankomst i Nordirland for at deltage i ja-kampagnen op til folkeafstemningen 22. maj, og blev efter oplysninger på BBC konsulteret under den sidste kritiske fase af detailforhandlingerne fredag. Men det allerstørste mod er udvist af de nordirske politikere selv.
Fra socialdemokraten John Hume, der forhandlede med 'terroristerne' hos Sinn Fein - den politiske gren af undergrundshæren IRA - og banede vej for deres deltagelse i forhandlingerne.
Over Sinn Feins egen Gerry Adams, der gelejdede sit parti væk fra kravet om irsk enhed nu over mod et kompromis og dermed også banede vej for IRA's våbenhvile.
Til unionisternes David Trimble, der har måttet kæmpe en indædt kamp med sit britisk-fikserede bagland for overhovedet at kunne få lov til at sidde ved samme bord som ærkefjenden Gerry Adams.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her