Analyse
Læsetid: 6 min.

Blomster til Mrs. Jones

3. april 1998

Afslutningen på Paula Jones-sagen er også afslutningen på de øvrige sex-sager omkring Bill Clinton. Sympatistemmer til præsidenten kan underminere det republikanske flertal i Kongressen

Det var som bekendt 1. april i forgårs. Nyhederne fra USA havde bestemt også den karakter.
Først kom der et Reuter-telegram, som fortalte, at en fhv. Miss Arkansas var blevet træt af at høre antydet, at hun i 1982 skulle være blevet voldtaget af Bill Clinton på bagsædet af en bil. Sandheden var, at hun havde truffet Clinton hos nogle fælles bekendte, de havde været i seng sammen - og hun havde ikke et sekund protesteret.
Senere på dagen blev Paula Jones reduceret til en parantes i nyere politisk anekdotestof. De kommende mange år vil hun dukke op i Hvor-blev-de-af-serier, men hun er med et jævnt dansk udtryk færdig som gårdsanger.
Efter skriftlige indlæg fra sagsøger og forsvarer samt en serie forundersøgelsesforhør besluttede en føderal dommer i Arkansas at fjerne Paula Jones' sag mod præsident Bill Clinton fra retskalenderen. Den var berammet til 27. maj. Paula Jones' påstand var, at Clinton i 1991 - mens han endnu var guvernør i Arkansas, og hun var statsansat kontorassistent - havde inviteret hende ind på et hotelværelse, hvor han opfordrede hende til oralsex, og at han senere - som straf for hendes afvisning - havde forfulgt hende og sørget for, at hun ikke fik de lønforhøjelser, hun havde krav på, samt de ligeledes lovbefalede blomster på den årlige "sekretærdag". Dommeren - kvinde og republikaner - skriver i sin afvisning af sagen, at Clintons opførsel - forudsat Jones' påstand ellers er sand - har været "fornærmende", men at hun intetsteds har fundet belæg for påstande om tvang eller chikane. Jones har fået de lønforhøjelser, hun ifølge sin overenskomst har haft krav på. Og blomsterne er udeblevet af årsager, som ikke kan hægtes på Clinton.
Det har taget fire år at komme så langt. I fire år har Paula Jones' sag været opfattet som en tikkende bombe, der når som helst kunne spænge Clinton og hans embedsperiode og eftermæle sønder og sammen.
Han har selv været med til at skabe denne usikkerhed. Først ved at prøve at få sagen udsat til efter præsidentperiodens udløb - og gå helt op til USA's højesteret med sit krav. Derefter ved at tilbyde Jones en ganske pæn økonomisk kompensation.

Jones har været båret frem af skiftende sponsorer - ultra-højre organisationer, som vil have Clinton ned med nakken, koste hvad det vil. Nu har hun så tabt sagen, men hun kommer ikke til at lide økonomisk nød af den grund. Da hun i går modtog journalister var det udenfor familiens ny ejerlejlighed i Syd-californien - med havudsigt.
Hendes advokater siger, at de vil appellere afvisningen. Skulle det lykkes for dem at få appellen igennem helt til højesteret, og skulle det lykkes dem at vinde appellen, vil en realitetsbehandling af Jones' anklager tidligst kunne finde sted efter præsidentperiodens udløb januar 2001.
Dette pludselige og uventede punktum har naturligvis sendt chokbølger gennem hele det politiske liv i USA. Alle har været indstillet på en festlig sommer med smuds og mudder fra en retssal i Arkansas.
For Informations udholdende læsere kommer det næppe som nogen overraskelse, at der ikke var kød på sagen. Det har vi skrevet adskillige gange. Ikke fordi redaktionen er udstyret med krystalkugler, og slet ikke fordi redaktionen har været i nærheden af de tusinder af dokumenter, som dommeren har været igennem.
Men vi har undret os over, at Clintons politiske modstandere, republikanerne, i så ringe grad har udnyttet de påståede sex-sager politisk. Havde de haft bare den mindste tro på sagernes substans, havde de ikke ladet præsidenten få fred et øjeblik.
Men Bob Dole kørte udenom Jones-sagen i sin præsidentkampagne i 1996, og ingen af de ledende republikanere i Kongressen og mulige præsidentkandidater år 2000 - Newt Gingrich, Trent Lott - har profileret sig på sagerne og krævet præsidentens afgang. Og det er ikke, fordi de er kendt for at tage på nogen med fløjshandler. Gingrich har som bekendt krævet Clintons afgang ved mange lejligheder.
Enkelte republikanere lidt længere nede i hierarkiet har pippet op, men ikke med nogen større gennemslagskraft. Og Trent Lott har faktisk for nogle uger siden antydet, at Kenneth Starr - den uafhængige Whitewater-undersøger - måske skulle se og afslutte sit arbejde. De republikanske ledere har siddet på deres små hænder, når de er blevet bedt om at reagere, og har har været dygtige til at snakke udenom, når de er blevet spurgt om sexsagerne. De har nok ud fra partiegoistiske hensyn glædet sig over præsidentens besværligheder, men de har ikke været overbevist om kvaliteten i hverken Jones-anklagerne eller de sager, Starr efterforsker.
Spørgsmålet er, om de nu vil blive straffet for deres mangel på indgriben. Den folkelige opinion kan meget vel tænkes at vende sig imod dem - hvordan har de kunnet tillade, at sagerne er blevet kørt så langt ud på så tyndt et grundlag?
Efter afvisningen af Paula Jones-sagen vil Bill Clinton formentlig blive omfattet af en sympatibølge. Ligegyldig hvordan man vender og drejer det, er det beundringsværdigt at han har været i stand til at passe præsidentbutikken, mens den samlede amerikanske presse har deltaget i især de seneste måneders amokløb. Han har indgået det nævnte budgetforlig; han har holdt hovedet nogenlunde koldt i Irak-sagen; han har taget intiativ til en ny, stor racedebat i USA; lige nu er han ved at afslutte den symboltunge goodwill-tur til Afrika. Man kan være uenig i hans initiativer og hans politik, men man kan ikke anklage ham for handlingslammelse. Beundringen for hans overlevelsesevne og lederinstinkt kan meget vel tænkes at blive oversat til sympati for hans og hans partis kandidater ved midtvejsvalget til november.
Afvisningen af Paula Jones trækker tæppet væk under Starrs fortsatte virke. Han udsendte i går en meddelelse, hvori han fastslog at afvisningen "ikke anfægter vor myndighed, og vi skal fortsætte vort arbejde med at afslutte undersøgelsen så hurtigt som muligt". Juridisk anfægter den ikke hans myndighed, men politisk er han ikke længere til megen nytte for nogen. Man kan måske endda formulere det på den måde, at det ligner god overlevelsesstrategi for det republikanske kongresflertal at få fjernet Starr så hurtigt som muligt.
Hele Monica Lewinsky-forløbet og de øvrige rygter og påstande om andre præsidentielle sidespring er knyttet til Jones-sagen. Hvis Bill Clinton har begået mened og løjet om sit forhold til Monica Lewinsky, er det sket i forbindelse med et forundersøgelsesforhør i Jones-sagen.

Nu hvor Jones-sagen ikke eksisterer, må også udløberne forsvinde. Man skal argumentere meget længe og meget teoretisk, hvis man skal opretholde den påstand, at præsidenten har gjort sig skyldig i mened i forbindelse med en ikke-eksisterende sag. Hvis Kenneth Starr fortsætter ret meget længere, risikerer han at miste sin Kongres-bevilling. Uden finansiering er han ikke meget værd. I værste fald kan man blive personligt ruineret på erstatningssager, anlagt af nogle af de mennesker, han de seneste måneder har hængt ud til offentlig fordømmelse. Konklusion: Hvis ikke republikanerne får Kenneth Starr skippet af i en fart, kan de risikere at miste deres flertal i Kongressen til november. Sympatien for Clinton vil flytte afgørende marginalstemmer. Og så vil præsidenten nok langt om længe få taget sig sammen til at sende en flot buket til Paula Jones.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her