Læsetid: 3 min.

Børn som billetluge-gift

7. april 1998

Dansk films stolthed, film om og for børn, ignoreres ofte af publikum. Senest har Forbudt for børn fået den kolde skulder

BØRNEFILM
Titanic er verdens mest indtjenende film, men Gummi Tarzan er verdens bedste. Børnefilm altså. Ved børne- og ungdomsfilmfestivalen Buff i Malmø opstillede 150 professionelle børnefilms-kendere for nylig en liste over verdens ti bedste børnefilm gennem tiderne, og blandt 276 titler fra 32 forskellige lande kom Søren Kragh-Jacobsens Gummi Tarzan fra 1981 ind på en førsteplads.
Vores børnefilm har overhovedet vundet stor international hæder den sidste snes år. Og danske børn er i usædvanlig grad blevet vænnet til at gå ind og se film på deres eget sprog. Men hvordan har børnefilmen det i dag?

Familiehyggen
Svaret er, at børnefilm af typen Gummi Tarzan og en anden film på listen over verdens ti bedste, Bille Augusts Busters Verden, så at sige ikke laves længere.
Film, der vover at tage børn og deres forestillingsverden alvorligt, er enten blevet voksenfilm, som ingen gider se - eller børnefilm, som heller ingen gider se. Og i det store tomrum er familiefilmen braget frem som en erstatning for svundne tiders folkekomedie. Måske skete der noget fatalt for dansk børnefilm, da Regner Grasten regnede den ud og lavede sin opdaterede version af Far til Fire, Krummerne. Den regnerske Krummefamilie samlede, i tre ombæringer, børn og forældre om en lunkent lunende filmoplevelse, der delte sol og vind nogenlunde lige mellem aldersklasserne.
Da Krummerne ikke længere kunne skabe sin illusion af hyggemæthed, fortsatte Grasten sidste efterår med Sunes familie efter svensk succesforbillede. Og trods rædsomme anmeldelser blev det en kæmpesucces.
Salgsformularen synes enkel: familiefilm. Skæg og hygge for hele familien. Det bekræftes af denne vinters store hit, Lone Scherfigs Når mor kommer hjem, der satser på at stryge børn og voksne lige kælent med hårene.
Også film med mere at byde på, som En loppe kan også gø og Hannibal og Jerry, tager voksenroller ind som nogenlunde ligeberettigede med børnene. Den eneste regulære børne-filmsucces fra de senere år er Peter Flinths kontante Ørnens øje.

Straffen ved billetlugen
Danske instruktører tænker ofte i børnehistorier, også når de primært laver film for voksne.
Men hverken Carsten Rudolfs Menneskedyret, Søren Kragh-Jacobsens Øen i fuglegaden eller Cecilia Holbek Triers Nonnebørn nåede et særlig stort voksenpublikum i tale.
Nu skulle det publikum, som op gennem 1980'erne nød verdens bedste danske børnefilm, ind og se disse voksenfilm. Men på toppen af biograf-alderen mellem 15 og 25, følte ingen af dem åbenbart trang til at opleve mindre børns problemer med uskyldstab, jødeforfølgelse og religiøs tro.
Indikationen synes klar: alt hvad der smager af børn er billetluge-gift for denne børne-stopfodrede aldersgruppe. Og forsøger man sig mere kunstnerisk ambitiøst inden for den regulære børnefilmgenre, som Jesper W.
Nielsen med Den sidste viking, straffes man omgående ved billetlugen.
Det samme er sket for tegnefilmsinstruktøren Jannik Hastrup, da han smed familiefilmsmulighederne væk og lavede H.C. Andersen og den skæve skygge. Her var målgruppen så diffus, at filmen endte i fjernsynet, inden slutningen på dens planlagte, skrantende biografkarriere.
Men kunsten at sætte sig rask og beslutsomt mellem så mange stole som muligt kan Jesper W. Nielsen stadig bedre end de fleste. Hans nyligt udsendte Forbudt for børn er et skoleeksempel på, hvor skoen trykker.
For hvem henvender den sig til? Jo, de fleste anmeldere var begejstrede over Nielsens køligt kalkulerede filmstilistiske skoleridt. En drastisk historie om en alkoholisk mors vanrøgt af sin efterhånden selvmordstruede lille datter - der dog i andet afsnit springer ud som ballets præpubertære prinsesse.

Begyndende krise
Men anmelder-roser kan virke som torne og give berøringsangst. For at lokke tilskuere til Forbudt for børn må man nu kaste fribilletter i grams.
Er Forbudt for børn for voksne? Ikke udpræget, synes jeg, for her er trods alt for få vitaminer. Er den for børn?
Måske, dog uden megen spontan morskab. Er den både for børn og voksne, altså en familiefilm? Nej, hvis pointen med en familiefilm er, at man skal hygge og lune sig sammen. Kort sagt more sig.
Der er talent i Forbudt for børn, men af en art, der sætter den danske børnefilms begyndende krise på spidsen: Forbudt for børn, men heller ikke rigtig noget for voksne. 'Hverken-eller', hvor kun et 'både-og' synes at virke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu