Læsetid: 2 min.

Brems immigrationen

20. april 1998

USA støvsuger resten af verden for videnskabsfolk. Det skal der ændres ved, mener anerkendt amerikansk kemiker

Efter tøbruddet i forholdet mellem Kina og USA for 20 år siden er kinesiske forskerspirer strømmet til De Forenede Stater for at tage ph.d.-graden i mulighedernes land - og efterfølgende gør de alt, hvad de kan, for at få permanent opholdstilladelse. Det samme ses med forskere fra lande som Rusland og Indien.
Det er selvfølgelig godt for den amerikanske industri, der nærmest oversvømmes med dygtige og arbejdsivrige forskere. Knapt så godt er det for de lande, som i første omgang har uddannet forskerne, men ikke får udbytte af deres arbejdskraft - og for de amerikanske forskere, som oplever ekstrem hård konkurrence på arbejdsmarkedet.

Skævvridning
Den amerikanske kemiker Roald Hoffmann, som er professor ved Cornell University, foreslår derfor i en kommentar i det seneste nummer af det videnskabelige tidsskrift Science, at der strammes op på den videnskabelige immigration til USA. Hoffmann frygter, at den skævvridning af det videnskabelige samfund, som den massive indvandring til USA medfører, i sidste ende ikke kun vil være til skade for immigranternes hjemlande, men for hele den videnskabelige verden. Derfor bør videnskabsfolkene også vågne op, mener han, og leve op til det demokratiske ansvar, som påhviler denne priviligerede befolkningsgruppe, som ellers alt for tit har mere end travlt med at fralægge sig ethvert ansvar for samfundsforhold som immigrationspolitik.
Som eksempel på situationens alvor kan Roald Hoffmann berette, at 39 procent af alle ph.d.-studerende i USA sidste år var udlændinge. Tallet kunne endda være langt højere. Hoffmann anslår, at hvis man udelukkende antog folk på deres akademiske kvalifikationer og så bort fra deres sproglige evner, ville Cornell Universitetets gruppe af ph.d.-studerende i kemi bestå af 23 kinesere, tre indere, tre russere, en koreaner, en taiwaneser og endelig en enkelt amerikaner. I stedet var der i 1997 kun fem kinesere, to indere, og en enkelt fra henholdsvis Ungarn, Israel og Liberia.
Det er dog først efter, at de udenlandske studerende har opnået ph.d.-graden, at problemerne opstår. Hoffmann angiver, at over halvdelen af de studerende fra Kina forsøger at få permanent opholdstilladelse, og at de fleste har succes med det. Det skyldes ikke mindst deres amerikanske vejledere, som skriver anbefalinger til immigrationsansøgningerne - ofte efter en advokatudformet skabelon med forslag til skamrosende vendinger, der med fordel kan benyttes.

Gør gengæld!
Desværre oplever de udenlandske forskere stadig diskrimination på universiteterne, som helst ansætter indfødte amerikanere. Resultatet er, at de mange asiatisk fødte forskere bliver ansat i industrien, hvor de bliver betalt mindre end deres amerikanske kollegaer. En vigtig bieffekt af en strammet immigrationslovgivning er, ifølge Hoffmann, derfor, at lønniveauet ville stige, og den 'interne hjerneflugt' fra naturvidenskaben til medicin og handel også bremses.
Når det kommer til de konkrete løsninger, bliver Roald Hoffmann læseren svar skyldig, og han indrømmer, at han ikke kan sige nej til de udenlandske studerende, når de beder om hans hjælp til immigrationsansøgninger. Til gengæld forslår han en kompensationsaftale, hvor USA betaler det forsker-eksporterende land for deres 'produkt' - enten i form af viden eller kolde kontanter.phy

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her