Læsetid: 6 min.

By kan tæmmes

1. april 1998

Forudsætningerne for Det gode Liv i velfærdsstaten, herunder kernefamilien, blev skabt
af middelstanden og overtaget af socialisterne, siger Karin Lützen

Hele den socialdemokratiske forestilling om Det gode Liv i velfærdsstaten - altså forudsætningerne for hvordan vi tænker og gør i dag - er udviklet af middelstanden i 1800-tallets København og siden overtaget af Socialisterne, skriver Karin Lützen, i sin nye bog Byen tæmmes (Hans Reitzels forlag.)
"Socialdemokratiet har simpelthen købt borgerskabets ideologi. Herunder den forestilling, at kernefamilien er en naturlig livsform, hvad den jo ikke er," siger Lützen, der er magister i folkemindevidenskab, ph.d. og adjunkt i historie ved Roskilde Universitetscenter.
"I løbet af de fem år, jeg har arbejdet med bogen, har jeg med stigende forbløffelse hørt udtrykket 'familiens sammenbrud' blive trukket frem i både den offentlige og private debat som årsagen til tidens sociale problemer. Selv mennesker, der burde have en historisk bevidsthed, har bevidstløst talt om sammenbruddet i familien, som drejede det sig om ozonlaget eller et andet naturfænomen. Men 'familien' er ikke en uforanderlig institution. Den er en måde at indrette livet på, som har haft utallige udformninger og betydninger, siden Adam og Eva mødte hinanden," siger hun.

Den skidne fattigdom
I bogen viser Lützen, at kernefamilien blev konstrueret for at bringe orden i det kaos, den voksende by udviklede sig til. Bogens titel Byen tæmmes hentyder til, at det var byens ubeherskede liv, der skulle holdes i ave.
"Midelklassen opkastede sig som nationens kerne i 1830'erne og lod sin klassebestemte forestilling om det gode liv præge udviklingen af byen," hedder det i bogen.
Borgerskabet kunne simpelthen ikke holde den grisede almue ud. Og slet ikke dens dårlige manerer. Almuen skulle civiliseres, og det skete bl.a. ved hjælp af den private velgørenhed, der i dag nedgøres til sentimental hattedame-filantropi, men som ifølge Lützen var en ikke bare behjertet, men forudseende social indsats.
"I den marxistiske historieskrivning i 70'erne har der været en tendens til at mistænkeliggøre de rige. Jeg er selv rød, men jeg mener, tiden er inde til, at historieskrivningen uden skumle motiver lytter til historiens aktører. Jeg har i hvert fald forsøgt at skrive uden ideologisk tilgang og er helt klar over, at nogen vil finde den tilgang naiv," siger Karin Lützen til Information.

Ingen guldøl på bordet
- Hvad mener du med, at forestillingen om det gode liv videresføres af den socialdemokratiske velfærdsstat?
"Når det offentlige her i 90'erne udsender socialpædagoger for at være 'hjemme hos'-støttepædagoger for såkaldte ressourcefattige familier, er det for at lære disse menesker, hvordan Det gode Liv bør leves. Og i Det gode Liv er der altså ingen guldøl på morgenbordet, der er pænt og rent i hjemmet, og børnene bliver sendt i ordentlig tid i skole med en velsmurt madpakke. Det er glimrende i forhold til barnets tarv, men samtidig udtryk for, at en bestemt livsform anses for at være forkastelig, mens en anden er forbilledlig," siger Karin Lützen.
- Du taler, som om kernefamilien blev opfundet med storbyen. Men den eksisterede vel allerede?
"Nej - kernefamilien er noget ganske nyt. Hidtil har man haft hushold - altså en mand og en kone, der leder en bedrift; en gård eller et værksted; hvor karle og piger, lærlinge og svende har været en del af husholdet. Alle spiser ved samme bord og tilbringer aftenerne sammen. Folkestuerne kommer først senere."
- Men grundstammen var vel en kernefamilie?
"Man ved selvfølgelig godt, hvem man er i familie med. Men der var ikke tale om, at familiens medlemmer havde en særlig intimitet. Dette, at husholdet eksempelvis spiste sammen, betød, at alle de klamme middagsborde, vi andre har gennemlevet med en mor, der var ked af det, eller en far, der var vred - hele den der kvælende intimitet, den havde man ikke."

Lænket til biologi
- Meget tyder på, at mange menesker gerne vil leve i en kernefamilie. Hvorfor så din ironiske distance?
"Jeg har da ikke noget imod, at folk lever i kernefamilie - fred være med dem. Hvad jeg har noget imod er forstillingen om, at det er en familieform, der er skabt af naturen selv, når den ligesom kærligheden imellem to personer af samme køn har set forskellig ud til forskellige tider."
Karin Lützen fortæller bl.a. i bogen, at det frøkenpar, der i 1800-tallet ofte sås lede børnehjem, i mange tilfælde delte kønsrollerne op imellem sig, så den ene praktiserede den traditionelle far-rolles myndighed og autoritet. Og blev kaldt ikke "far", men "moster." Mens den anden blev kaldt "Mor."
Karin Lützen:
"I vores århundrede er kønsrollerne besynderligt nok lænket til biologi. Som forsker vil jeg gerne minde om, at for bare hundrede år siden havde man et meget bredere kønsrollesyn. Det vil jeg bl.a. gerne minde de folkevalgte politikere om."
"Når lovgivningsmagten f.eks. bestemmer, at man kun vil sanktionere kunstig befrugtning i forhold til en bestemt familieform og ikke kan argumentere logisk for den beslutning, så må man jo ytre sig. Selvom virkeligheden ser meget anderledes ud - i årtier er masser af udmærkede børn vokset op under andre familieformer - så fastholder velfærdsstaten, at et barn bør komme til verden i en kernefamilie. Mere præcist i et ægteskab eller i et ægteskabslignende forhold. Loven om kunstig befrugtning må vitterlig siges at være den døende kernefamilies sidste krampetrækning," mener forfatteren.
"Men læg mærke til," tilføjer hun, "at ægteskabet har mistet sin betydning: Nu er det lignende forhold lige så godt. Men heteroseksualiteten består. Og den udspiller sig i en kernefamilie," fastslår hun.

Familier og fordomme
"Lovgiverne ønsker, at det lille barn skal vokse op hos en biologisk mand og en biologisk kvinde, men ofte er manden jo ikke biologisk far til barnet. Så jeg må spørge: Er det bedst for barnet at have en biologisk far, eller er det nok at have en social far?"
- Er det lige meget, om et barn vokser op med en far?
"Dybest set, ja. Der er ingen videnskabelige undersøgelser, der viser, at det er bedst for et barn at vokse op i en kernefamilie. Forestillingen om Det gode Liv sejrer ganske enkelt over fornuften".
"Men hvad der ikke er lige meget er, om børn vokser op i ensidighed. Jeg synes, det er et problem, hvis børn kun møder kvinder, der repræsenterer en tøset kvindelighed. Der findes jo også kække kvinder, der godt kan tåle, at børn f.eks. slås. I bogen viser jeg, at "far" i gamle dage ikke nødvendigvis var repræsenteret af en biologisk mand. "
"Det kritisable ved at idyllisere kernefamilien er naturligvis, at det fremstiller andre familieformer som mangelfulde. Tag den enlige mor. Det ligger i ordene, at der mangler noget. Hvorfor kalder vi ikke de familier kvindefamilier?" foreslår Karin Lützen.
Som hun skriver i bogen: "Allerede i 60'erne havde kvinderne fået nok af at være afsondrede husmødre i hvert sit kernehus, og familien forandrede sig igen. Dog blev 1950'ernes kernefamilieform stående som idealet..." og al afvigelse fra kernefamilien fremstillet som "ikke-familie og dermed som Familiens Sammenbrud".
"Jeg håber at jeg ved at afdække rødderne til den idealisering kan åbne folks øjne for, at forestillingen om familien ikke skal forveksles med virkeligheden."

Ny overvågning
Byen tæmmes viser, hvordan mange fra landet oplevede det som frisættende at komme ind til byen, hvor man kunne gøre, som man ville uden overvågning.
Men også, hvordan middelstanden etablerede en ny form for overvågning i form af etableringen af den stribe filantropiske hjem, der efter kernefamiliens idealbillede skulle samle de faldne op af rendestenen og ved hjælp af hygge sætte dem i stand til at gå løs på livet med det mål at blive i stand til at forsørge sig selv.
Man etablerede arbejdsstuer, hvor almuens børn kunne lære at sidde stille og arbejde - (fritidshjem, kaldes de i dag) og man etablerede sømændshjem, børnehjem, værnehjem for prostituerede osv.
Samtidig med den bymæssige civilisations cementering af hjemmet som det overalt mest efterstræbelsesværdige, viste der sig hurtigt at opstå en modsætning. For det var jo svært at tilpasse det moderne byliv til familielivet: Byen og hjemmet blev antagonister, hvor det første stod som den "funklende og farlige, men også nervenedbrydende. Og det andet for det modsatte: Den lune og fredelige kakkelovnskrog, den trygge ramme om uselvisk kærlighed."
Karin Lützen: "Det interessante er naturligvis, at borgerskabet også udførte sin private velgørenhed for at redde almuen fra socialismens evangelium. Men at socialisterne hele tiden har betragtet middelklassens livsform som et forbillede. Hvis bare arbejderne organiserede sig, behøvede koner og børn ikke længere at ase til fabrikkerne, men kunne blive hjemme."
Og sådan gik det ifølge Karin Lützens civilisationshistorie til, at arbejderklassen og middelstanden fik samme livsform.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her