Læsetid: 4 min.

CD tester V og K's vilje til politisk samarbejde

15. april 1998

CD og de kristelige støtter regeringens integrations- og udlændingelove. Kun længden af midlertidigt ophold skiller V og K fra forlig

"Venstre og de konservative har brug for et figenblad, men det kan ikke nytte, at de beder om et cirkustelt. Nemlig kravet om de syv år, det kræves for at få opholdstilladelse i VK's plan".
Sådan beskriver Henrik Svane, de radikales flygtningeordfører, V og K's krav om en syvårs-grænse før en flygtning får permanent opholdstilladelse.
I regeringens forslag til en ny integrations- og udlændingelov indgår en fortsættelse af den hidtidige tre-års grænse for, hvornår en flygtnings midlertidige opholdstilladelse bliver permanent, og vedkommende altså ikke kan hjemsendes. Og netop treårsgrænsen er den største sten i skoen, før et forlig kan indgås.

Nyrup: Det er alvor nu
Poul Nyrup Rasmussen genfremsatte i går lovpakken, og statsministeren tror, at der hurtigt kommer skred i forhandlingerne.
"Vi regner med, at forhandlingstempoet speedes op. Vi satser på store fremskridt i de næste dage og uger. Vi er ovre folketingsvalget, og forventer, at partierne er i arbejdstøjet. Venstre må sige: vil vi have ansvar eller vil vi melde os helt ud. Men det er alvor nu, og alle må være bedst tjent med et forlig. Det ville være godt, hvis vi kunne være klar inden afstemningen om Amsterdam-traktaten," sagde Nyrup i går.
Arne Melchior fra CD tror også på et forlig, og også han retter en bredside mod Venstre og de konservative.
"Der kan ikke skrives en facitliste endnu. Men jeg råder V og K til at komme til
realistiske forhandlinger. De syv år er alt, alt for meget. Og de radikale skal på den anden side heller ikke være alt for ultimative, omkring en treårs grænse. Man kan ikke forvente imødekommenhed fra de andres side, uden at vise den selv. Og nu hvor ventetiden er sat ned for asylbehandlingen, og flygtningene derfor sidder kortere tid i lejrene, så kunne perioden før man får permanent ophold måske forlænges. Alt i alt syntes jeg, der er lys for enden af tunnelen. V og K skal nok stemme for integrationsloven, og de bør også stemme for udlændingeloven. Det er fornuftigt, humanistisk og rimeligt."

Ikke helt tosset udspil
"Men hvis V og K ikke vil gå med, så får de ingen indflydelse når vi andre laver det. Der er grænser for, hvor ultimativt, man kan møde til forhandlinger", siger Arne Melchior til Information.
Jann Sjursen fra Kristeligt Folkeparti vil også gerne have V og K med på vognen.
"Overordnet set er regeringens udspil ikke helt tosset. Vi mener, at grænsen før en flygtning kan få permanent opholdstilladelse bør gå ved de fem år. Det vigtigste er, at flygtningen får beskyttelse, ikke hvor lang tid det tager at få permanent opholdstilladelse. Men syv år er helt klart for lang tid. Vi vil indgå forlig, selv hvis V og K ikke vil. Men det ville klæde V og K, hvis de tog et medansvar", siger han.
Bendt Bendtsen, de konservatives ordfører, er stadigvæk ikke tilfreds, men afviser, at han stiller ultimative krav.
"Der skal mere til, før vi synes, det er godt nok. Blandt andet skal flygtningenes boliger finansieres af staten for kommunerne. Det kan tænkes, at vi siger ja til udlændingeloven. Men vi ønsker ikke at gøre flygtninge til indvandrere efter tre år. Der er positive elementer i både integrations- og udlændingeloven. Men det er for lidt, og for småt. Vi mener, at perioden skal være på syv år. Selvfølgelig er der aldrig noget, der er ultimativt. Men hvis SR holder fast i grænsen på tre år, så må regeringen gå andre steder hen for at finde sit flertal", siger Bendt Bendtsen.

Blødere i kødet
Birthe Rønn Hornbech er Venstres ordfører, og hun er også noget blødere i kødet end tidligere, når det gælder chancen for et forlig.
"Hovedknasten er forbindelsen mellem integrationen og flygtningens retskrav på at kunne blive her efter tre år. Vi mener, at den grænse skal hedde syv år. Jeg har forstået, at indenrigsminister Thorkild Simonsen gerne vil lave en aftale. Men hvis ikke der blødes op på regeringens grænse på tre år, så bliver det meget vanskeligt at nå en aftale. Men der forestår en ny forhandling, og jeg afviser intet på forhånd", siger hun.
Henrik Svane og de radikale er til gengæld meget faste i kødet, når det gælder om at fastholde grænsen på de tre år.
"Flygtningene skal have en anstændig behandling. Husk på, det er ikke kun syv år der tales om. Man skal også huske på den tid, flugten tog, og hele præ-asylfasen. Det kan blive meget længere tid end syv år. Er dét en human behandling af flygtningene? Vi syntes det ikke. Desuden er det lettere at styrke indsatsen for repatriering, hvis man har at gøre med harmoniske og fungerende mennesker. Det er sværere med ødelagte menneskeskæbner, og dét kan blive konsekvensen af den enkelte flygtnings usikkerhed om det faste ophold," siger Henrik Svane.
Forhandlingerne starter allerede i denne uge.
Hovedindholdet i regeringens integrationslov er en længere integrationsfase, hvor arbejdstilbud kombineres med sprogundervisning, og hvor kommunerne får det samlede ansvar for integrationen af flygtningene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her