Læsetid: 3 min.

Cubas kulturrevolution

8. april 1998

Filmværkstedets 'SneakBar' står denne måned i Cubas tegn

NYE FILM
Man imponeres ofte over både mængden og den tekniske kvalitet af de produktioner, som laves på Det Danske Filmværksted, en mere end 25 år gammel institution med adresse på øverste etage i det nye Filmhus i København. Filmværkstedet drives for et minimalt budget - årligt mindre end en enkelt lavbudget spillefilm - og alligevel færdiggøres hvert år omkring 34 film og videoer, nogle som træningsproces for uprøvede talenter, andre som professionelle eksperimenter.
I Filmværkstedets nyhedsbrev, Workshop Update!, kan man læse, at alene i perioden 1985-97 er færdiggjort 579 titler skabt af 336 forskellige instruktører. Og siden 1992 har værkstedet lagt faciliteter til i snit 856 minutters film/video om året, svarende til næsten ti spillefilm - for et årsbudget på omkring fire millioner kr.!
Den indholdsmæssige og kunstneriske kvalitet er selvsagt svingende, men sikkert er det, at den danske underskov af eksperimenterende film og video stort set ville være ikke-eksisterende uden Filmværkstedet og dets søsterorganisation i Haderslev: Det Danske Videoværksted. Hertil kommer, at de åbne værksteder er af stor betydning som rekrutteringsgrundlag for nye talenter, ligesom deres massive synlighed på festivaler og lignende i udlandet er en både billig og effektiv form for kultureksport.
Tillige overraskes man jævnligt af det talent og den mængde hjerteblod, som lægges i produktionerne, og med Filmhusets fine visningsfaciliteter har publikum let adgang til at orientere sig i, hvad der sker på workshoppen. Hver torsdag præsenteres under overskriften SneakBar et udvalg af de seneste produktioner, og i april udgøres den største del af programmet af to dokumentarfilm fra Cuba, begge produceret af trioen Jesper, Jacob og Daniel Petersen.
Den længste er Cuba, mens vi venter (56 min.), en reportage fra Cuba med fokus på situationen under den undtagelsestilstand, som Fidel Castro har indført efter Sovjets sammenbrud. Cuba befinder sig i disse år i en overgangsfase mellem socialisme og markedsøkonomi, og de tre filmmagere søger at analysere den situation, samtidig med at de via et væld af motiver og stemninger videregiver et øjebliksbillede fra den cubanske hverdag.

Fidel på rollelisten
Filmens scoop er et interview med Castro, som ganske vist ikke siger meget - og slet ikke noget nyt - men som ikke desto mindre bliver omdrejningspunktet i en fortælling, der først og fremmest handler om 'miraklet Cuba'. De færreste havde ventet, at Castro ville være i stand til at gennemføre den svære periode efter 1990 uden totalt sammenbrud, men i dag virker det, som om landet så småt er ved atter at komme på fode, ikke mindst i kraft af en politik, der lægger stor vægt på at styrke kulturen.
Man kan beskylde filmen for at være ukritisk, romantisk og i passager retningsløs, men den gennemstrømmes af en eksotisme og smittende entusiasme, som overvinder de fleste forbehold.
Ikke desto mindre foretrækker denne anmelder trekløverets anden film, Fins & Chromes in Havana (28 min.), en forelsket hyldest til de mange gamle amerikanske dollargrin med vinger og krom, som stadig præger bybilledet i Cubas hovedstad. Havana var et Eldorado for ferierende amerikanere i 40'erne og 50'erne, og da revolutionen kom, efterlod gæsterne mange tusinde af periodens typiske flydere: Chevrolet, Chrystler, Plymouth, Oldsmobile, De Soto.
Fra '61 ophørte importen fra USA, men da det socialistiske Cuba ikke havde midler til at få transporteret så mange biler fra Østblokken, som man havde behov for, bevarede man de amerikanske biler, passede og plejede dem og lod dem gå i arv fra generation til generation.
Filmen svælger næsten beruset i Detroit-orgiet af grinende kølergitre, strømlinjede blinklys og livsfarlige halevinger. Undervejs lægges brikker ud til et studium i amerikansk design og livsstil i 50'erne, men først og sidst handler det om en cubansk kultur, hvor kærlighed til americana går hånd i hånd med pragmatisk socialisme.
Inden de to Cuba-film byder SneakBar på fire korte produktioner. Først en spøjs novellefilm baseret på Villy Sørensens klassiske fortælling Blot en drengestreg, instrueret af John Goodwin og iscenesat med tre granvoksne skuespillere, Benny Hansen, Baard Owe, og Henrik Svane, i rollerne som de to drenge, der saver benet af deres kammerat for at få batterierne ud. Derefter følger tre produktioner af mere eksperimenterende tilsnit: Pernelle Maegaards trickvideo Det elektroniske naturmaleri, Anna Neye Poulsens Shakespeare-eksperimentet Tobeornottobe samt Christian Engell og Kenneth Olsens metaforiske boksefilm Hybris.

*SneakBar, Det Danske Filmværksted. Filmhuset. Kbh. Hver torsdag i april, de fire korte film kl. 19.30 og de to Cuba-film kl. 20.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu