Læsetid: 5 min.

Dansk filmhistorie årti for årti

4. april 1998

Et udmærket korrektiv til den følgagtighed, der pludselig omgærder mange af de
gamle film

TIDSSKRIFT
De kommercielle tv-kanaler kappes i disse år om at sminke seertallenes ugestatistik ved at vise et rundhåndet udbud af danske folkekomediers bundskrab fra 50'erne og 60'erne. Endda under betegnelsen "Perler" eller "klassikere". Det er næppe den passive genopdagelse af danske film, der har fået filmmuseets tidsskrift Kosmorama til at lave et særnummer, som systematisk dokumenterer den hjemlige filmhistorie, nærmest film for film.
Det er de 100 år, der er anledningen, men samtidig bliver hæftet et udmærket korrektiv til den følgagtighed, der pludselig omgærder mange af de gamle film. Uden at Kosmorama har valgt at gøre sit specialnummer til en skamstøtte. Det er der heller ikke dokumentation behov for. 100 års dansk film er en afvejet dokumentation, der er venlig i tonen og som udgangspunkt nok hellere vil fremhæve de gode film frem for at grave sig detaljeret ned i de dårlige, men som også først og fremmest holder sig fri af den nostalgiske tilgivelse. Sigtet er sagligt, informativt og grundigt. Fremstillingen uhøjtideligt nøgtern.
Modellen har Kosmorama hentet fra sig selv, fra midten af 50'erne, da tidsskriftet dengang beskrev dansk film i årtier. Hvert årti fyldte en side. Nu fylder det hele en bog på 240 sider. Modellen er først og fremmest praktisk, for kunsten selv interesserer sig ikke meget for tilfældige årstals skillelinier, og tager man f. eks. Styrmand Karlsens flammer fra 1958 og Martha fra 1967, kunne de to mageligt bytte årstal.
Den skematiske inddeling fungerer dog uanstrengt, fordi man faktisk kan finde særpræg inden for hvert årti og samle det under meningsfulde rubrikker. I 30'rne, da man fejrede lydens indtog og vendte ryggen til alle virkelighedens problemer med Sol over Danmarks mark, i 40'rne, da dansk film blev "Voksen, følsom og elegant", i 50'erne, da nationen samledes til en melodi af Sven Gyldmark og tog eskapistisk afsæt fra de bølgende kornmarker i "Familiehyggens årti" - og derefter "Filmens moderne gennembrud" i 60'erne, "Alternativernes år" i 70'erne, internationaliseringen i 80'erne, spidsfindigt samlet under den engelske rubrik "And the Winner Is" med sigte på den faste replik til Oscar-festen, når skuespilleren tager kortet ud af kuverten og udløser spændingen. Og endelig til sidst "Morgenluftfornemmelse" med et optimistisk vue over de unge talenter, der skal præge begyndelsen af næste årtusinde.

Først og fremmest saglig
Den tidlige danske filmhistorie præsenteres af Casper Tybjerg under rubrikken "Teltholdernes verdens teater". Det er den driftige periode, da hurtige købmænd med opportunisme, vision og pionerånd på få år fik etableret et filmmiljø og bygget biografer, mens staten så på med mistænksomhed og løftet pegefinger, men nok vidste, hvordan man skulle få penge ud af det. Denne periode er skildret i bl.a. Poul Malmkjærs bog om Ole Olsen Gøgler og generaldirektør og detaljeret i Niels Jørgen Dinnesens og Edvin Kaus Filmen i Danmark. Her genfortælles den koncentreret og i overensstemmelse med konceptet: Filmene først som identifikation.
Fra hvert årti er periodens væsentligste film hentet ud af sammenhængen og får en særlig beskrivelse. Og det er gjort med kyndig skelen til den enkelte films betydning både kommercielt, genretypisk og kunstnerisk. Blandt Tybjergs udvalgte er selvfølgelig Løvejagten fra 1907. Den får som alle filmene et kort, sagligt referat, og det er godt nok. Men man kunne jo godt forene det saglige med det anekdotiske for at give lidt kulør uden at sætte sin ekspertise over styr.
Når det hele to gange nævnes, at jægeren tænder en ci-garet, mens han stiller sig med foden på den nedskudte løve, hører det med til historien, at jægeren ikke tændte sine cigaretter for at markere en imperialistisk attitude, men for simpelt hen at kunne udholde stanken fra kadaveret.
100 års dansk film er som sagt venlig, men først og fremmest saglig, det vil sige med det subjektive i baggrunden til fordel for det neutrale. Men derfor undslipper der alligevel forfatterne et par hurtige replikker eller et forenklet synspunkt som følge af den koncentrerede form.
I afsnittet om 40'rne skriver Eva Jørholt i sit i øvrigt glimrende kapitel om Ole Palsbo og Ta' hvad du vil ha': "En nådesløs hudfletning og en fuldstændig passionsløs dissektion af borgerskabets diskrete perversion: dets kyniske egoisme."
I dette fremmedords-kompakte signalement kunne man næsten tro, at borgerskabets bærende karaktertræk i 40'rne eller til evig tid var kynisk egoisme. Det siger hverken filmen eller virkeligheden.

Redaktionelt storsind
Et andet indfald af pudsig subjektivitet kommer fra Dan Nissen under gennemgangen af 60'erne, da han bryder ud i at kalde Ghita Nørby dårende dejlig, fordi hun, formodentlig, i Peters baby er mindre spejderkæk og mindre operette-leende end i periodens andre tilbud. Men udbruddet understreger, at der i dette Kosmorama mangler et lille, nøje studie af de skuespillere, hvorigennem dansk film definerede sig selv i genre og stil. Det er ikke tilfældigt, at Poul Reichhardt og Ghita Nørby var, som de var og spillede, som de gjorde. Og det er ikke tilfældigt, at en type som Ole Søltoft kunne blive 'stjerne' i de sexkomedier, der fejrede pornoens frigørelse sidst i 60'erne.
Det er ellers lykkedes bogens fem forfattere at skabe en enhed i stilen, men det siger sig selv, at de sidste 30 år ved Dan Nissen og Peter Schepelern er de mest nuancerede. Her har forfatteren ikke skulle støtte sig til erindring og andenhåndsviden, men er vokset op med udviklingen og kan differentiere oplevelserne.
Fælles for alle bidragydere er de relevante citater, der giver årtierne fylde, og der er, som det må forventes af netop de fem, kun få fejl i den enorme dokumentation. Det vil dog klæde Kosmorama at kunne stave til Paul Hammerich og vide, at producenterne Henning Karmark og Henrik Sandberg døde i henholdsvis 1989 og 1993.
Endelig må det være et udslag af redaktionens storsind, når det om Alice O'Fredericks hedder, at hun var en professionel håndværker, skønt sandheden er, at størstedelen af hendes film trods publikums gunst var noget af det sletteste håndværk, der kan opdrives inden for en kontinuerlig produktion.
100 års dansk film skal ikke læses i et stræk.
Dertil er teksten for koncentreret og factsmættet. Bogen skal tages årti for årti og bruges igen og igen som opslagsværk. Her er det meste. Her får dansk film - på godt og ondt og inden for oplæggets grænser - hvad dansk film skal have.

*Kosmorama nr. 220, vinter 1997. 240 s., ill. 195 kr. Redaktion: Peter Schepelern (ansvars.), Eva Jørholt og Dan Nissen. Udgivet af Det Danske Filminstitut/Filmmuseet i samarbejde med Institut for Film & Medievidenskab

Michael Blædel er filmskribent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her