Læsetid: 7 min.

Dyrenes verden

25. april 1998

Interview med kunstneren Niels Lomholt om vejen fra maleriet over mail art til videokunst

KUNST
Med udstillingen ZOO.n/nn/93-99, som åbner i Nikolaj Kirke i dag, opsummerer den danske kunstner Niels Lomholt et projekt, der må betegnes som kulminationen på snart tredive års udforskning af videomediets udtryksmuligheder. Lomholt er en pionér inden for videokunsten herhjemme, og det projekt, han nu er ved at runde af, består af en serie på syv videoinstallationer, én om året fra 1993 og frem til udgangen af det tyvende århundrede.
Temaet for installationerne er 'tilværelsens instrumentering', en undersøgelse af hvilke konsekvenser det har, at mennesket i stadig højere grad gør sig til herre over sine omgivelser. Vi er ikke længere blot tilskuere til naturen, men blander os uden blusel i dens udfoldelse, fra de største fænomener som naturkatastrofer til de mindste bestanddele, eksempelvis via genmanipulation. Og det er den kynisme, der har sneget sig ind i vort forhold til selve livet, som tages under behandling i Niels Lomholts serie af installationer. Værkerne kan nu for første gang ses samlet.
"Jeg har lagt mærke til," siger Lomholt, "at i vores forhold til dyr har vi ikke de samme styremekanismer, som vi har over for hinanden - menneskerettigheder og den slags. Vi har kastet os hæmningsløst over dyrene, fordi vi var sultne, eller fordi vi skulle kæle eller trøstes, eller fordi vi skulle have noget interessant at se på. Der er simpelthen ikke grænser for, hvad vi har gjort."
- Når hesten går ude på marken, er det en hest. Og når hakkekødet ligger i frysedisken henne i supermarkedet, så er det mad. Men når du viser os disse løsrevne kropsdele - en tunge, et øje - så kan vi pludselig identificere os med naturen. Så får vi øje på vores egen natur ...
"Ja, når disse organer bliver isoleret eller forstørret op, får de en genkendelighed i forhold til mennesket. Derved svigter vores abstraktionsevne, og vi bliver berørt. Vi bliver deltagere i naturen.
Det jeg godt kan lide ved videoprojektion er, at man kan sætte tingene op i et format, hvor beskueren ikke rigtig kan komme på afstand af dem."
- Du arbejder ofte med videobilleder som 'monumenter' eller 'ikoner', blokke af motiver, der kommer efter hinanden uden tydelig indbyrdes forbindelse eller handling?
"Sådan tænker jeg. Folk efterlyser ofte en eller anden klassisk dramaturgi, og når den ikke er der, tror de, at det bare er tilfældige billeder. Men jeg ser mere på det som en radar, der kører rundt og registrerer, hvad der er i et rum. Og så lægger jeg selvfølgelig mine egne associationer og tanker ind undervejs. Det er måske lidt frækt, fordi sammenhængen mellem elementerne dermed bliver obskur eller privat. Men i det dunkle, i området mellem videnskabernes klarsyn og det organiske liv, dér opererer jeg kunstnerisk."

Mail art
"Jeg har det sådan med nogle billeder, jeg bare må lave dem. Samtidig kan jeg godt lide ikke at kunne forklare alt, hvad jeg gør. For mange forklaringer lukker bogen. Det stammer måske tilbage fra den tid, hvor jeg var meget engageret i mail art. I perioder kunne man få tyve breve om dagen, og hvis man ikke ville sidde med fyrre den næste dag, var det bare med at få svaret. Derfor fik man måske ikke tænkt sig ordentligt om, og det var meget godt. Mail art blev en stream-of-consciousness."
- Du har generelt haft antennerne vendt mod udlandet. Du har boet i England. Og du har været optaget af både mail art og videokunst, som i mange år ikke rigtig havde nogen opmærksomhed herhjemme. Hvordan har du det med den danske kunstscene?
"Da Svend Wiig Hansen døde, kom jeg pludselig i tanke om, hvorfor jeg var rejst fra Danmark i 1964. På det tidspunkt var jeg selv i gang med at male og en stor beundrer af Svend Wiig. Jeg havde tillagt mig en stil med disse lidende mennesker i voldsomme farver, forvredne skikkelser, nærmest amøber. Det hele skulle være så stort, at man var ved at blive kvalt i følelser. Men når man kigger ud på verden, så ser man jo ikke alle de følelser. De opstår først, når billederne kommer ind i hovedet - de bliver lagt til i den menneskelige bevidsthed. På et tidspunkt blev det simpelthen for meget med alt det føleri. Jeg måtte ud, væk. Da jeg kom til England, foretog jeg et fuldstændigt skift og begyndte at male små stive mænd. Og alt det heroiske, alle de flotte farver og de store kompositioner... ud med hele lortet! Det var som at starte forfra. Der skulle opfindes et nyt rum, med nye regler, ny overflade, nyt indhold. Der var popkunst i morgenluften i 1964."
"I mange år var jeg optaget af de dér stive figurer, som ikke rigtig foretager sig noget. Jeg lavede undersøgelser af deres bevægelser, når de foretog sig helt banale ting som at bære en kop hen til en køkkenvask eller at tage en sok af eller lignende. Undervejs lavede jeg også fotoserier med sådanne udtryksløse skikkelser, og da jeg begyndte med video i starten af 70'erne, fortsatte jeg egentlig ad samme spor med passive aktører, som ikke rigtig deltager i livet. Senere kom så dyrene ind, men det var egentlig blot en omskrivning af, hvordan mennesker behandler hinanden."
- Hvad var det, der tiltrak dig ved mail art?
"Det handlede om at komme væk fra et rum og en tilstand, at lægge en anden dimension ind i de billeder, jeg lavede, en rastløs søgen. Og det følte jeg, at jeg kunne gøre ved at involvere mig i noget, der var lidt underlødigt, noget som overfladisk set ikke ligner kunst.
Mine malerier var begyndt at falde tilbage i det, jeg mente at have forladt. I den forstand havde både mail art og video noget at gøre med at komme ud i et andet rum, som eksisterede uden for alt andet. Dengang var der simpelthen ikke andre end vores egen lille kreds, som interesserede sig for mail art, så vi kunne have vores arbejde helt i fred for museer og samlere. Det fungerede som en stor organisme, hvor ingen tænkte på et overordnet plan. Det føltes som at flytte sig ud i et frit rum, uden omklamring, uden tradition, uden historie, uden institutionalisering."
"Der blev lavet afsindig mange ting, men det er svært med sikkerhed at sige, at det var interessante værker. Selvfølgelig var der noget, som var interessant, men det var ikke dét, der var det centrale. Det afgørende var at skabe selve rummet, at spille ping-pong med en kunstnerisk praksis, som ikke var bundet til museer og kuratorer og penge og alt det, som kvæler kunst. Det kværnede derudad, og det var sgu skønt, så længe det varede."
- Hvornår begyndte du at lave videoinstallationer?

Installationer
"I 1972 eller 73. Dengang var jeg meget optaget af boksning. Ikke som en social, psykologisk eller følelsesladet sport, men som et udtryk for krop, ritualer og gentagelser, alle de klicheer, der nu ligger omkring dét. De første ting var opstillinger af nogle monitorer med armbevægelser, isolerede kropsdele, placeret rundt omkring som en scenografi."
- Det er ikke noget nyt, at der indgår dyr i dine værker. Hvor kommer alle de fugle og fisk og heste fra?
"Jeg har altid haft det sådan, at man bør tage udgangspunkt i den muld, der er lige i nærheden. Man skal spise den mad, der er i de umiddelbare omgivelser.
Det er let nok at tænke sig langt væk og abstrahere fra sin verden, men på et tidspunkt bliver man nødt til at forholde sig til den nære virkelighed. Det er derfor, fuglene og fiskene dukker op. Det er dyr, man er fortrolig med. Blikket, der blev kastet på den zoologiske verden, blev konfronteret med en væg af billeder. Ofte får blikket lov til at hvile på den uforarbejdede og selvtalende zoologi. Til andre tider har jeg været inde og forarbejde og formulere zoologien."
- Ligger der ikke også en symbolværdi i disse dyr?
"Det gør der vel, men på den anden side er der ikke mange af os, som tager de symboler alvorligt. Jeg kan da godt postulere, at der ligger nogle religiøse signaler i nogle af billederne, men personligt tror jeg ikke på det. Jeg er ikke ude på at helliggøre noget, som der ikke er belæg for. For mig er det snarere påmindelser om nogle helt basale ting."
"I perioden med de stive træmænd handlede det også meget om kun at beskæftige sig med noget, som jeg kendte fra min egen verden, og ikke at postulere alt muligt andet. Jeg sagde: Det her kender jeg, og det laver jeg billeder af. Men så sniger der sig alligevel en fornemmelse ind: Der er sgu mere mellem himmel og jord. Så i mail art-perioden besluttede jeg bare at lade tingene strømme uden at tænke for meget over det. Jeg sagde bare ja til det hele: Hvis der er én, der sender en lort i en pose, så tager vi den med, og hvis der er én, der skriver noget kedeligt og tørt og banalt, så tager vi også det med. Det hele blev accepteret. Der blev ikke opstillet æstetiske eller etiske eller sociale kriterier."
"Jeg har altid forsøgt at indfange et eller andet billede af virkeligheden, men det unddrager sig. Man søger efter noget sammenhængende, hvad enten det er i kunsten, i et medium som video, i mail art, i filosofien eller i videnskabsteorierne. I en periode kan det, man finder, virke overbevisende og brugbart. Alligevel vokser virkeligheden til noget mere. Den er stor og visuel, som en ubrydelig væg i det rum, man nu har spærret sig inde i."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her