Læsetid: 5 min.

Euroen - et højrisikoprojekt

1. april 1998

Trods euroen er den politiske union udskudt på ubestemt tid. I stedet opstår en slagmark mellem stærke og svage lande, og mellem fortalere for EU-regulering af arbejdsmarkedet
og tilhængere af fleksibilitet.

Elleve EU-lande kridter banen op for nye slagsmål, når de sætter euroen, på skinner i løbet af de første dage af maj. Selv om den nye Europæiske Centralbank i sig selv er et markant skridt på vejen til en politisk union, så medfører euroen efter alt at dømme ikke nye beslutninger på fællesskabsplan.
Til gengæld medfører den nye euro med sikkerhed en stribe nye slagsmål.
Det siger Karsten Skjalm, der forsker i euroen og den europæiske integration på Dansk Udenrigspolitisk Institut. Over for Information betegner han euroen som et "højrisikoprojekt".
Det skyldes først og fremmest, at den Europæiske Centralbank for at sikre prisstabilitet i euro-landene med meget kort varsel kan hæve renten. Selv om en rentestigning kan sikre en stabil fælles valuta, bliver konsekvenserne meget forskellige fra euro-land til euro-land.
Karsten Skjalm peger i særlig grad på, at Italien er udsat i det scenarie, han opstiller for Information.
DUPI-forskerens ruller skrækscenariet ud på denne måde.
For at leve op til adgangskravene til den fælles mønt, har den italienske regering erstattet langfristede og dyrere lån med billigere kortfristede lån. Karsten Skjalm peger på, at løbetiden for de kortfristede lån er helt nede på tre måneder.
Hæver den europæiske Centralbank renten, påvirker det Italien med det samme, fordi den italienske stat efter kun tre måneder kommer til at betale en højere rente, når den skal til at gen-finansiere sin gæld. Det vil smerte på det årlige budget, fordi gælden er så stor og rentebyrden en tilsvarende betydningsfuld post.
Karsten Skjalm peger på, at italienerne alene af den grund kan ramme euro-loftet for, hvor stort det årlige underskud på statsfinanserne må være. Ryger italienerne op over loftet, skal der betales en strafafgift til den europæiske centralbank.
"I den situation bliver italienerne tvunget til at stramme ekstra op. Dermed kommer den Europæiske Centralbank til at sætte de nationale politiske systemer under et stærkt pres," siger Karsten Skjalm.

Indtil nu har italienerne sagt ja til at betale prisen for at kunne deltage i den fælles valuta. Det har franskmændene også, selv om arbejdsløsheden følger renten op og ned. Og her er franskmændene i højere grad end italienerne følsomme over for høje arbejdsløshedstal.
Spændingen mellem de centrale beslutningstagere og politikerne i medlemslandenes regeringer kan blive meget stor. Karsten Skjalm peger særligt på, at en fælles stabilitetsorienteret økonomisk-politisk kultur er meget ny i flere af landene. Den franske nationalbankdirektør måtte i følge Karsten Skjalm stå skoleret for et regeringsudvalg i 1997 efter en rentestigning på 0,3 procent. Det skete, selv om Banque de France har været uafhængig af regeringen siden 1994.
Euro-landene kan med andre ord se frem til betydelige interessekonflikter, hvis konjunkturerne vender sig mod de europæiske lande.

Samtidig vil der opstå et pres for at vedtage fælles retningslinjer eller måske endda en fælles skattepolitik. Økonomiminister Marianne Jelved siger til Information, at EU-landene godt nok ikke har udviklet en færdig model for, hvordan det skal ske.
Men udviklingen af et fælles valutaområde gør det lidt nemmere for virksomheder at flytte fra et højskatteland til et lavskatteland.
"Det er svært at vide, hvad euroen vil betyde på det politisk-psykologiske plan. Men vi diskuterer unfair skattekonkurrence mellem medlemslandene," sagde Marianne Jelved mandag under fremlæggelsen af rapporten, Danmark uden for euroen.
Det er dog ikke sikkert, at euroen alene kan forklare behovet for en fælles skattepolitik.
"Vi skal passe på med at give euroen ansvaret for alle de ting, der sker. Internationaliseringen og globaliseringen påvirker også udviklingen," sagde Marianne Jelved.
Her er skatteområdet et godt eksempel. En kommende OECD-aftale, der skal sikre investeringer på tværs af landegrænser, kan blive startskuddet til en global konkurrence mellem nationalstaterne om at nedsætte selskabsskatten så meget som muligt.
Der er med andre ord ingen mure, der beskytter finansieringen af velfærdssamfundene i de europæiske lande.
Alligevel er det først og fremmest frygten for den intra-europæiske konkurrence, der driver diskussionen af en fælles skattepolitik fremad.
"Allerede nu har euroen sendt integrationsimpulser til EU's politiske system. Den fælles adfærdskodeks for erhvervsbeskatningen fra sidste år er et eksempel," siger Karsten Skjalm.
Bare eksistensen af en adfærdskodeks på skatteområdet er et stort skridt frem i den europæiske skattediskussion. Et blik på indholdet viser, at der er enighed om, at skattekonkurrence kan være skadelig men heller ikke ret meget mere. EU-landene afviste EU-Kommissionens mere ambitiøse forslag om at lægge håndfaste bånd for hvor lav og hvor høj selskabsskatten måtte være.
"Selskabsskatten vil blive ændret i løbet af nogen tid. Den vil imidlertid aldrig blive en integreret del af EU's fælles lovgivning. De politiske problemer og forskellene mellem landenes skattesystemer er for stor," siger Daniel Gros, der er souschef på Center for European Policy Studies i Bruxelles.
Der er med andre ord lang vej før EU-landene kan blive enige om ret meget på det skattepolitiske område. I mellemtiden vil medlemslandene deltage i den interne konkurrence om at sænke skatten hurtigere end nabolandene.

Den europæiske skattediskussion vil i de kommende år befinde sig midt på den slagmark, euroen har kridtet op.
Karsten Skjalm mener også, en fælles arbejdsmarkedspolitik kan komme på dagsordenen. Hvis ikke euro-landene udvikler fleksible arbejdsmarkeder, så kan forskelle i produktivitet mellem de enkelte lande resultere i høj arbejdsløshed i et land eller i en region.
Her er problemet igen Frankrig, fordi det franske arbejdsmarked er meget ufleksibelt.
Karsten Skjalm peger på to meget forskellige politiske strategier til at løse problemet.
En, som er fransk inspireret, lægger vægt på, at EU med dannelsen af euroen kommer til at fungere som et regionalt arbejdsmarked i en ikke særlig integreret verdensøkonomi. Det skulle give basis for en fælles regulering på europæisk plan.
Hverken Storbritannien eller Tyskland deler den franske forkærlighed for en mere detaljeret regulering af det europæiske arbejdsmarked. Kravet er i stedet at øge fleksibiliteten.
De meget vage fælleseuropæiske beslutninger på EU-jobtopmødet i Luxemburg i november sidste år viser, hvor svært EU-landene har ved at udforme en fælles arbejdsmarkedspolitik. Karsten Skjalm peger på, at topmødet kun er en begyndelse og forudser forstærket overvågning af de europæiske landes arbejdsmarkeder.
En egentlig regulering er i følge DUPI-forskeren ikke sandsynlig.

Trods de meget store indbyggede spændinger i euro-projektet tror Karsten Skjalm ikke på, at det bryder sammen. Han tror heller ikke på, at det udvikler sig til en europæisk superstat.
"Den politiske udvikling bliver mere pragmatisk, skridt for skridt vil den europæiske integration blive forstærket," siger Karsten Skjalm. Daniel Gros fra det europæiske forskningscenter mener, at den fælles EU-regulering har nået en grænse. De kommende initiativer vil, særligt på det skattepolitiske område, blive vedtaget af medlemslandene i enstemmighed, men på forslag fra EU-Kommissionen. Altså ingen fælles regulering, som kan sammenlignes med den nuværende regulering af det indre marked. Men en ny type europæisk regulering presset af den forstærkede interne konkurrence og på grund af frygten for en kommende global konkurrence.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu