Læsetid: 10 min.

Europa - et sted der ikke findes

25. april 1998

Europa findes ikke. Men en fælles europæisk identitet kan vokse ud af regionernes Europa - hvis magthaverne støtter det, siger den svenske diplomat og forfatter Ingmar Karlsson i den første af en serie samtaler om, hvor det nye Europa bevæger sig hen

Ikke engang geografisk kan man afgrænse Europa: Ungarn hævder, at grænsen går ved Balkan. Slovenien mener, at dét repræsenterer ydergrænsen, og at Kroatien ikke er europæisk. Kroatien ved, at grænsen går ved Serbien - mens serberne trækker grænsen ved Bulgarien. Det eneste vi ved med sikkerhed er, at Europa er en halvø på det asiatiske kontinent. Men ingen kan trække en klar streg ved overgangen til det asiatiske."
"Jo mere jeg studerer Europa, jo mere uklart bliver det".
Den svenske diplomat og forfatter Ingmar Karlsson bliver helt lavmælt, når han nærmer sig konklusionen af sit værk.
Karlsson skulle ellers kende Europa. Han er ambassadør ved den svenske ambassade i Tjekkiet, han har tidligere været ved ambassaden i Wien og Bonn, er gift med en slovensk kvinde, har været chef for det svenske udenrigsministeriums analyseafdeling, og har omsat sine studier og tanker om Europa i bøgerne Islam og Europa og Europa og Folkene.
En ting ligger dog fast for Karlsson: Sverige er ikke en del af Europa.
"I hvert fald ikke, hvis man spørger svenskerne selv. De siger, at de 'rejser til Europa'. For svenskerne går grænsen ved Øresund: København er Europa. EU er Europa".
Deres udsendte har sat Ingmar Karlsson i stævne, som startskud på en interview-serie om visioner for Europa.
EU tager i øjeblikket syvmileskridt frem med østudvidelsen, med indførelsen af en økonomisk union og Amsterdam-traktaten. Men hvor går Europa hen?
"Det er der ingen, der aner", svarer Karlsson. "Visioner?..."
Han henfalder i en lang tænkepause.
"Nej - der findes vel ingen. Nu er det bare med at sætte alle kræfter ind og fokusere på østudvidelsen. Man kan ikke rumme meget mere. Der er mange, som efterhånden indser, at østudvidelsen bliver uhørt vanskelig at håndtere - hvad angår fælles udenrigspolitik, strukturfonde, effektivisering af samarbejdet, og så videre. Man tænker ikke længere end til det kommende møde; det er den ene forbandede sag efter den anden: Processen er i gang, man håber at kunne bugsere den igennem, men hvad det ender med, er der ingen, der aner. Der er i hvert fald ingen, der har en vision om et forenet Europa".
Men vi kan allerede i dag skimte konturerne af resultatet:
"Med østudvidelsen og ØMU'en får vi en union i flere hastigheder - i flere cirkler. Inderst inde de mest integrerede lande.
"Når EU får 25-26 medlemmer bliver der jo et kolossalt problem alene med sprog - der bliver 430 mulige sprogkombinationer. Det betyder, at Estland skal have flere tolke end embedsmænd i Kommissionen, og spørgsmålet om kun at benytte et lille antal sprog vil komme op med fornyet styrke. Det samme gælder spørgsmålet om at skabe mere effektive styreformer - begge områder vil få stor betydning for opinionen i de nye medlemslande, især ved folkeafstemninger.
"Personligt tror jeg, at vi kommer til at se en stærk tendens mod en hård kerne - Sverige vil sandsynligvis bevæge sig ud mod periferien, spørgsmålet er, om Sverige er med i den anden eller tredje cirkel".
"Det eneste sikre, vi ved om unionens fremtidige udseende, er, at vi står overfor nye overraskelser, og at karakteren af disse vil skabe visionen. Tænk på Tysklands uventede hurtige genforening. Hvilken vej vi nu går - mod føderation eller et andet slags statsforbund afhænger af fremtidige omstændigheder, som ingen af os har nogen anelse om i dag. Det eneste vi kan sige er, at vi står overfor noget nyt i historien, en ny og ukendt samarbejdsform".
Diskussionen om Europas geografiske identitet er for Karlsson et symbol på en lige så manglende klarhed over, hvad det europæiske er.
"Selv om den europæiske integration nu har været i gang i 40 år, findes der endnu ingen kollektiv europæisk identitet. Den kan heller ikke manes frem, men skal vokse frem i menneskers bevidsthed om at indgå i et større interessefællesskab end det nationale. Det grundlæggende problem i dagens EU er, at interessefællesskabet vokser langsommere og i utakt med medlemsstaternes økonomiske og politiske integration. Afstanden mellem den faktiske integration og folks fornemmelse af fælles identitet er voksende".

Identitet forudsætter fælles myter og symboler. Noget sådant kan 'Europa' ikke byde på: "Alle europæiske folk har deres mere eller mindre ægte historiske myter, historiske oplevelser, erfaringer og historiesyn. Men der findes ingen europæiske parallel til Bastille-dagen, der er ingen 'ukendt europæisk soldat', ingen europæiske konger eller helgener - intet europæisk folkeligt skiløb som Vasaloppet. Fælles historie har de fleste oplevet mod og ikke med hverandre i de store europæiske krige".
Kan man ikke definere noget fælles, så kan man altid definere sig som en modsætning til 'de andre' - mod en fælles fjende. Hvad skal man gøre uden barbarer? Hvordan skal man definere sig selv, når barbarerne er væk?
"Derfor bør man absolut regne Josef Stalin med til rækken af den europæiske integrations fædre sammen med Schumann, De Gasperi, Monnet og Adenauer. Under den kolde krig kunne man mobilisere en fælles vesteuropæisk enhedsfølelse. Men hvem skal denne følelse nu vendes mod? Uden stærkere europæisk identitet er der en stor fare for, at det bliver skabt på et modsætningsforhold til 'de andre', et-eller-andet vagt defineret tredje-verdensk, 'muslimsk', og at Middelhavet bliver Fort Europas voldgrav. Tysklands Kansler Kohl kom jo til at sige, at Tyrkiet ikke kan blive medlem af EU fordi det er muslimsk... Han undskyldte hurtigt derefter, men det er en af den slags automatreaktioner, der er vældigt sigende".
"Men ved at definere Europa som en reaktion mod det muslimske øges risikoen for en racistisk blindgyde i takt med at den faktiske race- og religionsblanding i Europa øges: Der findes allerede 20 mio. muslimer i EU - altså langt flere end skandinaver. Det er den næststørste religion i Sverige, som har flere muslimer end katolikker..."
Karlssons optagethed af den fælles identitet skyldes hans opfattelse af, at den manglende fællesskabsfølelse er roden til det demokratiske underskud i EU. Hvordan skabes så denne manglende identitet?
"Ved topmødet i 1984 i Fontainbleu blev man enige om, at EU skulle forbedre kontakten med borgerne og så at sige skabe en europæisk identitet fra oven".
Den italienske jurist Pietro Adonnino blev leder af en komite, der skulle indlede en kampagne for et Folkets Europa.
"Ud af dette fødtes beslutningen om et EU-flag, der blev identisk med Europarådets med 12 gule stjerner på blå bund.
"Da flaget blev hejst første gang foran Kommissionens Berlaymont-bygning i Bruxelles den 29. maj 1986, blev også EU's hymne afspillet første gang. Efter Adonnino-komiteens forslag var valget faldet på fjerdesatsen af Beethovens niende symfoni, Ode til glæden.
"Med flag og sang havde unionen således skaffet sig en nationalstats attributter. Selv en Europadag blev indstiftet; valget faldt på den 9. maj, dagen da Robert Schumann i 1950 holdt den tale, som førte til det første europæiske fællesskab, Kul- og Stålunionen.
"Idrætten er jo også med vekslende fremgang blevet anvendt til at opbygge national identitet. Med DDR som et muligt - men som det senere viste sig mindre vellykket - forbillede, begyndte EU i 1985 at støtte idrætsarrangementer, og var for eksempel en af hovedsponsorerne ved Vinterlegene i Albertville i 1992. Der har været Sejl for Europa-arrangementer, cykelløb, årlige marcher mellem de tre europæiske hovedstæder Bruxelles, Luxemburg og Strassburg, udstillinger og konferencer - og venskabsbyer. Endeligt fik en fransk historiker, Jean-Baptiste Duroselles tilskud til at tilpasse historieskrivningen; hans beskrivelse af Europas historie ud fra et fælles europæisk perspektiv uden nationale udgangspunkter udkom i 1990 under titlen Europa: Fra fortid i splittelse til fremtid i fællesskab".
"Men på trods af nationalstatsattributterne er en europæisk nationalstat et dødfødt projekt. Der er ingen direkte sammenhæng mellem europæisk kultur og historie og europæisk politik. Den europæiske fremtid hviler derfor på medlemsstaternes fælles interesser og ikke på et europæisk folks politiske vilje - af den enkle grund, at en sådan vilje ikke eksisterer".

Nu nærmer vi os kernen i Karlssons analyse af muligheden for at skabe den fælles europæiske fremtid. Nemlig kombinationen af folks egne - fælles - interesser og elitens satsning på at gennemføre dette. Altsammen i en udvikling af svagere nationalstater og stærkere regioner - under Bruxelles' ledelse.
Først tilbage til nationalstaten:
"Lige som det var tilfældet ved dannelsen af nationalstaten bliver også den europæiske union i en overskuelig fremtid et eliteprojekt. Under den franske revolution forstod indbyggerne i Marseille heller ikke det sprog, som Marseillaisen blevet sunget på - det var parisisk fransk. Først skabtes staten, derefter det nationale fællesskab".
"Almen værnepligt, obligatorisk national skolegang og fremvæksten af massemedier med overregional spredning var de kanaler, arkitekterne bag 1800-tallets fremvoksende nationalstater anvendte for at skabe kontakt mellem centrum og periferi, og for at skabe grænser, som forekom naturlige med udgangspunkt i geografi, sprog, etnicitet og religion. Nationale symboler og myter og en omskrivning af historien hørte med til opbygning af nationen. I Bruxelles havde man tilsyneladende dette i tankerne, da Adonnino-kommissionen blev skabt".
"Overalt i Europa vokser nu nygamle og nye regioner frem. Ved aktivt at støtte regionaliseringsprocessen kan både Bruxelles og de enkelte hovedstæder vise, at EU kan bringe sine institutioner tættere på borgerne og dermed skabe større rum for kulturel og sproglig mangfoldighed, end nationalstaterne formår. Ved at bidrage med en ny vision - mangfoldighedens og det regionale selvstyres Europa på subsidiaritetsprincippets grund - kan Europatanken gøres mere begribelig og attraktiv".
"Dermed kan de regionale identiteter forstærke den fremvoksende europæiske. Når regionerne i stigende grad vender sig til EU i deres kamp for ressourcer for den regionale udvikling og for at tiltrække investeringer, kan Bruxelles og EU komme til at blive betragtet som regionernes ven frem for deres hovedstæder.
"I vores område tror jeg, at Øresundsbroen får meget stor betydning for regionaliseringen i Sverige".
"Lad mig bruge mig selv som eksempel: Jeg var 25 år første gang, jeg kom til Stockholm. På det tidspunkt havde jeg været i Bagdad og de fleste af Europas hovedstæder. Hvorfor ikke til Stockholm? Fordi jeg er født syv kilometer fra Hallandsgrænsen. For os var de naturlige større byer København, eller Göteborg, Oslo og Frederikshavn. Stockholm eksisterede ikke for os. Med broen flytter Stockholm endnu længere væk fra Sydsverige.
"Man ser det samme i dag i Nordkalotten, hvor der er et stærkt stigende samarbejde mellem det nordligste Sverige, Norge, Finland og Rusland".

Forudsætningen for at skabe en europæisk identitet er dermed en politik, som går ud på at bevare mangfoldigheden og ikke en superstat. Overnationalitet bliver først accepteret, når nationale, regionale og overregionale identiteter ikke er hierarkiserede, men når hvert enkelt individ opfatter den som en selvfølgelighed og en del af hans dagligdag".
"Derfor skal nationalstaten fortsat håndtere spørgsmål som undervisning, kultur- og socialpolitik. Det gælder altså om at ramme en balance mellem at give staterne, hvad der tilkommer staterne, og EU, hvad der tilkommer EU: En sikkerheds- og udenrigspolitiske struktur, indre marked, en fælles asyl- og immigrationspolitik. Dermed betyder den europæiske integration ikke fremvæksten af en ny superstat - men at magten spredes. Den kulturelle identitet forbliver forankret på nationalt niveau, men spredes nedover til stadigt mere udprægede regionale identiteter. Fremtiden er hverken en ny europæisk superstat eller suveræne nationalstater. Nationerne forsvinder ikke, men vi får nationer med mindre stat og nationale kulturer med blødere skal".
"Som religionshistorikeren Ernest Renan sagde i en klassisk tale på Sorbonne i 1882: 'National tilhørsforhold er ikke et spørgsmål om race, religion eller fødeby, men en daglig folkeafstemning. Men nationerne er ikke noget evigt. De har en begyndelse og de kommer til at få en afslutning. Den europæiske konføderation vil sandsynligvis afløse dem. Men dette er ingen lovmæssighed i det århundrede, hvori vi lever. I øjeblikket er nationernes eksistens noget godt, ja noget rent ud nødvendigt'".
"Hans udtalelser har bevaret deres aktualitet mere end 115 år senere. Den europæiske politiske identitet kan vokse frem samtidigt med, at den kulturelle nationale eller regionale identitet forbliver intakt, og den europæiske mangfoldighed ikke bare består, men øges. Uden en sådan udvikling kan det demokratiske underskud aldrig fjernes. Men den skabes ikke via centrale direktiver fra Bruxelles eller medlemsstaternes hovedstæder... men ved at borgerne i de europæiske staterne mærker, at de personligt har noget at vinde ved integrationen - og dermed siger ja til EU i deres daglige folkeafstemning".

Inden det hele imidlertid bliver for vidtløftig, må vi ned til virkeligheden i dagens EU. Afstanden mellem EU-virkeligheden og folks opfattelse af den er alt for stor, mener Karlsson: "Som vi allerede har erfaret fremkalder en forceret unionsproces modreaktion".
"Uffe Ellemann-Jensen har ganske rigtigt sagt, at politikere ikke bare skal være som fårehyrder, der render bag flokken - men at de skal gå foran. Men i øjeblikket er de jo flere kilometer foran.... ØMU'en er især betænkelig: Euroens indførelse accelerere afstanden mellem den økonomiske virkelighed og folks syn på det europæiske samarbejde, og det må på et tidspunkt føre til et sammenstød.
"Det sværeste i de kommende år bliver at forklare europæerne, at de er del af en proces, som ikke bare er langt- og vidtrækkende, men som man heller ikke kender konsekvenserne af".
Er det ikke farligt? må man nødvendigvis spørge - hvortil en forsagt Karlsson svarer klart:
"Jo"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu