Læsetid: 12 min.

Familien - et tilflugtssted i en hjerteløs verden

18. april 1998

I den ideologiske krig om familien betragtes forestillingen om kernefamilien, faderskabet og romantisk kærlighed som historisk parentes. Men den debat er ikke ny, viser læsning af 21 år gammel bog af Christopher Lasch, der nu udkommer på dansk

Debatten om tvangsfjernelse af børn raser i Danmark i disse dage efter en følelsesladet tv-udsendelse, og læger og andre eksperter anbefaler flere tvangsfjernelser af børn fra forældre, der gør sig skyldig i groft omsorgssvigt og ikke er sig opgaven voksen. Hos boghandlerne rives bogen Mænd er fra Mars - Kvinder er fra Venus af den amerikanske samlivsguru, John Gray, væk, og forlagene bekræfter, at der er salg i samlivsbøgerne. Dagbladet Politiken genopfører i disse uger med interviews og artikler den store kærligheds-, moral- og sexdebat, som ved årets begyndelse rasede i Informations spalter - en debat der sidenhen fik Ugebrevet Mandag Morgen til at skrive en analyse om, at vi er vidne til "en formentlig afgørende idekamp" "mellem ånden fra 68' og ånden fra 98'".
I Politiken beretter de praktiserende psykologer om en kraftig stigning i antallet af danskere, der går i parterapi for løse de konflikter, der "åd kærligheden", og et kontaktbureau, Intermezzo, har specialiseret sig i at bringe utilfredse mænd og kvinder sammen, så de kan få arrangeret nogle seksuelle sidespring. Der er råd for alt på markedet.
Fornylig fik historikeren, ph.d. Karin Lützen fra RUC lejlighed til - på baggrund af sin nye bog, Byen tæmmes. Kernefamilier, sociale reformer og velgørenhed i 1800-tallets København - lejlighed til her i Information at lancere det blandt bysociologer så udbredte synspunkt, at kernefamilien er en social konstruktion, som 1800-tallets borgerskab fandt på. Og herefter sluttede hun, at kernefamilien ikke er en naturlig form, at ægteskabet har mistet betydning, og at det er lige meget, om barnet vokser op med sin biologiske far eller sin sociale far.
Lützen hævdede, at hun har "forsøgt at skrive uden ideologisk tilgang", men historikeren Steffen Heiberg er gået i kødet på det synspunkt. Lützens bog "er som meget postmodernistisk historieskrivning en blanding af analyse og agitation. Agitationen er tydelig, når kernefamilien beskrives som et teater..."
Heiberg pointerer, at det er rigtigt, at mange hustande i ældre tid "ikke var organiseret som snævre kernefamilier, men som hushold, hvor der indgik mange personer, både familie og tyende." Men så kommer Heibergs modangreb på Lützens forestilling om, at kernefamilien er noget forældet og en parentes i historien, der nu afløses af noget nyt - måske af kvindefamilier og forhold, hvor det er ligegyldigt om den biologiske far er fraværende og afløses af en social:
"Men 'kernen' i selv de største hushold var netop det heteroseksuelle parforhold, oftest i form af det kanoniserede ægteskab," skrev Heiberg i en anmeldelse.
Ordvekslingen mellem de to er symptomatisk for meget af den debat om familien, der bølger frem og tilbage i de vestlige lande.

Debatten om familiens fremtid er med den engelske sociolog Anthony Giddens ord "blevet så intens, fordi familien befinder sig i skæringspunktet for mange af de dybe forandringer, som i dag påvirker bysamfundet. Vi lever i en verden med intensiveret globalisering og teknologiske forandringer. (..)Afslutningen for naturen i kroppen er af stor betydning for debatten om familieværdier. Vore kroppe, deres lyster og deres vanskeligheder, gennembores nu af sociale og teknologiske forandringer."
Giddens tænker her bl.a. på den opløsning af de tidligere tiders biologiske og sociale nødvendighed - mand møder kvinde - der er en følge af de nye teknikker til kunstig befrugtning.
Idealet om den traditionelle familie vil ikke forsvinde, mener Giddens, men den post-traditionelle familie og en bred vifte af forskellige familieformer er ved at overtage scenen. Alt er åbne relationer, åbne for nye diskurser, den nye plastiske seksualitet er decentreret, og det er blevet muligt at få børn udenfor naturen og traditionen, påpeger Giddens.
Men det synspunkt deles langt fra af alle. Debatten er åben og uafsluttet. Vi befinder os alle midt i en bredere kulturkamp, der ikke kun, men i høj grad har noget med vores personlige liv at gøre.
Det ansete tidsskrift, The New York Review of Books, kunne den 4. december sidste år præsentere ikke mindre end fem nye bøger, der alle indgår i "krigen om familien", og blandt bogtitlerne finder vi "skilsmissekulturen" og "angrebet på faderskabet: Hvordan kulturen underminerer familien",
En af forfatterne, Barbara Whitehead beskriver i bogen The Divorce Culture, hvordan flere og flere ægteskaber er blevet "en traktat, der forhandles mellem to suveræne magthavere, som må dele pladsen i et slot." Den ekstreme individualisme er ifølge hende årsagen til de mange skilsmisser i USA - en ud af to ægteskaber opløses.
En anden forfatter, Dana Mack, har i sin bog The Assault on Parenthood en hårdere retorik og hævder, at det amerikanske samfund har udviklet sig til en "familiehadende kultur" - hun henviser bl.a. til, at det nu er 28,2 procent af alle amerikanske børn, der i dag kun lever i et hjem med en enkelt forælder.
Et klassisk modsvar har været at lave mere generøse sociale programmer og økonomisk hjælp til de belastede familier, og det er netop hvad en tredie amerikansk forfatter, Stephanie Coontz, foreslår som medicin i sin bog The Way We Really Are. Vi må lære at leve med forandringerne i familiestrukturen og acceptere "diversiteten". Samfundet skal, mener hun, ikke alene vise tolerance og acceptere familier med enlige mødre eller homoseksuelle forældrepar, men også være villig til at lære fra dem.

Denne pragmatiske accept af den brogede virkelighed har en nøje sammenhæng med den kulturrelativisme, som mange antropologer har skabt grundlag for via feltstudier i Den Tredie Verden.
Så sent som i efteråret udkom der f.eks. en bog i Frankrig om Na-folket den kinesiske Sichuan-provins, der forsøgte at påvise, at et samfund udemærket kan klare sig uden fædre og ægtemænd - Une Société Sans Père Ni Mari. Forfatteren Cai Hua konkluderede, at historien om Na-folket viser "at ægteskab og familien ikke kan betragtes som noget universelt, hverken logisk eller historisk."
Accepterer man denne logik, stilles vi voksne fri til at skabe nye og andre samlivsformer fra deleægteskaber, sociale fædre på gennemtræk i kvindefamilien eller måske storfamilie-bofællesskaber.
Synspunktet er ikke nyt. Allerede tilbage i 1920'erne og 1930'erne forsøgte kulturantropologer som Bronislaw Malinowski og Margaret Mead at gøre op med det, de opfattede som den biologiske determinisme - som de bl.a. så i Sigmund Freuds psykoanalyse. De drog til Melanesien, Samoa-øerne og Ny Guinea for at finde belæg for at andre livsformer var mulige og levedygtige.
Malinowski kritiserede den moderne kernefamilie, fordi den ifølge ham begrænsede individualiteten og den seksuelle frihed. I det tropiske paradis, Melanesien, kunne giftefærdige ungmøer og deres elskere jo frit muntre sig for øjnene af velvilligt indstillede ældre familiemedlemmer. Så vidt "de ædle vilde".
Paradokset var, at Malinowski samtidig - imod sin egen grundopfattelse - gav ny ammunition til tilhængerne af en matriarkalsk familiestruktur med sine feltstudier i tropeparadiset.
Margaret Mead gav efter et besøg på Samoa-øerne amerikanerne det råd, at de som samoanerne skulle undgå den usunde forestilling om romantisk kærlighed med dens tilknyttede "ideer om monogami, eneret, jalousi og usvigelig troskab". Kernefamilien "forkvakler følelseslivet, mente hun, hvorimod storfamiliesamfundet på Samoa angiveligt skulle "sprede" følelserne og dermed undgik neuroseskabende ødipus- og elektrakomplekser.
Hun kom senere i tvivl om storfamilieformens fordele efter et besøg på Ny Guinea, hvor manu-folket tværtimod betragtede seksualiteten med "puritansk mistænksomhed", og i stedet for storfamiliens "milde varme" knyttede de børnene tæt til fædrene i håb om at indgyde dem patriarkalske værdier.
I løbet af 1940'erne kritiserede Mead på den ene side "den kvælende mor" som eneleverandør af omsorg og kærlighed og samtidig beklagede hun manglen på patriarkalske faderfigurer i den moderne amerikanske familie. Fædre, som kunne være et forbillede for de forvirrede drenge, der ellers var henvist til de unges egne kammeratskabsgrupper.
Denne dobbelte kritik var bl.a. med til at lægge grunden for det rosenrøde kernefamilieideal, som blomstrede frem i 50'erne og 60'erne - hvor mor såvel som far skulle være tilstede i familiens varme skød - men mange andre kræfter spillede med.
1950'ernes kernefamilieideal er sidenhen grundstødt på ungdomsoprørets seksuelle frigørelse, og en kraftig vækst i antallet af skilsmisser har dokumenteret, at det snart er op imod halvdelen af alle ægteskaber, som bryder sammen. Ikke engang Meads opgør med de højspændte romantiske kærlighedsidealer - og satsen på den milde varme i det kammeratlige og tolerante ægteskab - har kunnet dæmme op for skilsmisserne. Selvom der siden midten af 1980'erne, i hvert fald i Danmark, har kunnet registreres et moderat fald i antallet af skilsmisser, så befinder de sig stadig på et historisk højt niveau, der svarer til det amerikanske.
En af forklaringerne skal sikkert findes i de skærpede krav fra arbejdslivet, som man bl.a. kan læse i en bog fra Socialforskningsinstituttet, Dilemmaet arbejdsliv - familieliv i Norden, der er redigeret af Jens Bonke.
En ny bog, The Time Bind, af Arlie Russell Hochschield sætter fingeren direkte på det ømme punkt: "De trætte forældre (i den nye model for familie- og arbejde) flygter fra en verden af uforløste skænderier og beskidt vasketøj for at komme ind på arbejdets driftsikre orden, harmoni og administrerede bifaldsråb."
De interviewede kvinder i bogen fortæller forfatteren, at det er meget sjovere, mere ansvarsfrit og udviklende at være på arbejde end at være hjemme. Det er med andre ord ikke familien, men arbejdet, der er blevet et tilflugtssted - også de moderne kvinder søger tilflugt på arbejdspladsen, mener Russell Hochschield.

En af de mest gennemgribende analyser af de historiske, kulturelle og værdimæssige årsager til den udvikling blev publiceret for ikke mindre end 21 år siden af den amerikanske historiker og sociolog, Christopher Lasch. Bogen, Haven in a Heartless World, der i næste uge for første gang udgives på dansk af forlaget Hovedland - med titlen: Den bestrålede familie. Et tilflugtssted i en hjerteløs verden - viser, at familien i realiteten "har været i langsom opløsning i mere end hundrede år. Skilsmissekrisen, feminismen og ungdommens revolteren begyndte faktisk i det nittende århundrede".
Hovedforklaringen er, at familien er blevet invaderet og undermineret i det kapitalistiske marked: "Hjemmets ukrænkelighed er humbug i en verden, der domineres af kæmpeselskaber og massereklamens redskaber. (..)Hvor familien i tidligere tid videregav de herskende værdier, men uundgåeligt gav barnet indblik i en verden, der transcenderede den - udkrystalliseret i det rige billedsprog, som knytter sig til den mødrene kærlighed - har kapitalismen i sine sene stadier elimineret eller i det mindste opblødt denne modsigelse."

Familiekernen - far, mor og barn - er for Christopher Lasch ikke bare en social konstruktion. Med henvisning til bl.a. Edward Westermarck analyser i 1890'erne påpeger han, at det monogame parforhold "har biologiske rødder i det nyfødte menneskebarns langvarige afhængighed og behov for omfattende pleje fra forældrenes side. (..) Ved at fokusere på monogamiets universalitet angreb Westermarck matriarkatsteorien på et af dens svageste punkter, uden samtidig at være nødt til at forsvare den patriarkalske families høje alder."
Lasch er enig i, at det borgerlige familiessystem - det vi kalder kernefamilien - blev fast indarbejdet i 1800-tallet. Der blev sagt farvel til arrangerede ægteskaber, mens romantikken og kærligheden i stigende grad blev udslagsgivende for valg af partner. Ja, og en ny opfattelse af barndommen vandt frem: "Opdragere og moralister begyndte at fremhæve barnets behov for leg, for kærlighed og forståelse og for en gradvis, uforceret udfoldelse af sin natur. Børneopdragelsen blev følgelig mere krævende, og de følelsesmæssige bånd mellem forældre og børn blev mere intense, samtidig med at tilknytningen til slægtninge uden for den nærmeste familie svækkedes."
Der skete for så vidt en "emotionel overbelastning af forældre-børn relationen", som gjorde familiemodellen sårbar overfor kritik.
Allerede før århundredeskiftet argumenterede nogle seksualradikale og feminister således for en "moralsk revolution" og henviste til "den voksende tendens til utroskab og førægteskabelig seksualliv". Samtidig begyndte såvel kulturradikale og konservative at angribe den romantiske kærlighed for at være "forbundet med illusioner, farlige fantasier og sygdom; med psykologisk ødelæggende heltinder, med helte der sygnede hen af febrilsk begær; med afsked på dødslejet; med Wagners, Strauss' og Puccinis overspændte og usunde musik."
Disse fornuftsmennesker efterlyste i stedet nye teknikker, så man kunne nå frem til overenskomster i ægteskabet, og "de nye sexhåndbøger, der begyndte at brede sig i tyverne og trediverne, udgjorde blot det mest iøjnefaldende eksempel på følelseslivets rationalisering i den psykiske sundheds interesse," skriver Lasch. Samfundsvidenskaben, bl.a. den såkaldte Chicagoskole, var med til at gøde jorden for dette holdningsskifte, og de fremlagde teorier om, at storbyens liv underminerer familiens autoritet og uundgåeligt fører til en "funktionstømning".
Det politiske og terapeutiske program - der for alvor fik vind i sejlene i tyverne og trediverne - var med til at undergrave skellet mellem privatlivet og markedspladsen og gjorde enhver form for leg, selv sex, til arbejde.
Christopher Lasch mener ikke, at familiehistorikerne - der alt for ofte ser isoleret på forandringerne i kernefamilien - i tilstrækkelig grad har været opmærksomme på, hvordan den officielle politik, der var tænkt som et forsvar for familien, i realiteten var med til at underminere hjemmelivet.
"Den nedbrydende forsvarsstrategi" har satset på ekspertindblanding og terapeutiske indgreb i familien som "forældreuddannelses- programmer, ægteskabsrådgivning og psykiatrisk socialarbejde." Den underminerer forældrenes selvtillid og fremmer en stærkt overdreven forestilling om betydning af børneopdragelsesteknikker om forældrenes ansvar, hvis de slår fejl, skriver Lasch, der mener, at det har skabt "et voksende svælg mellem disciplinering og kærlighed."
Selvom strategien allerede tog form i tyverne, så fik den for alvor turbo på op igennem 1960'erne og 1970'erne. Ofte fokuserede man mere på at hjælpe de voksne i ægteskabet, end at hjælpe hele familien og børnene.

Lasch mener ikke, at argumenterne i debatten om ægteskabet grundlæggende har ændret sig siden tyverne. "Fortalerne for 'det åbne ægteskab' og den seksuelle frihed har bekæmpet halvtredsernes klicheer ved at genoplive tyvernes og tredivernes." Som eksempel henviser han til, hvordan familieterapeuterne ligesom dengang øser deres stærkeste fordømmelse ud over forestillingen om den romantiske kærlighed: At den er eksklusiv, ejendomsorienteret og jaloux, og den fremmer afhængighed og får de elskende til at stille krav til hinanden.
Lasch er klar over, at kritikerne dermed forsøger "at befri den enkelte fra skyld og fiasko og fordømmer 'urealistiske' forventninger", men han mener samtidig, at argumentationen halter: "Den går fejlagtigt ud fra at jalousi 'er en naturlig følge af kærligheden' og forveksler kærlighed med magt og besiddelse." Den sociologiske debat "forveksler romantiske falbelader med ægte romantik. Hvordan kan man give romantiske illusioner skylden for et ægteskabs sammenbrud, når det netop er tabet af disse illusioner -kærlighedens desillusionering, en forsigtig kynisme - der karakteriserer relationerne mellem mænd og kvinder?"
Christopher Lasch mener, at alternativet - ideologien om ikke-bindende forhold og det åbne ægteskab - i virkeligheden udstråler "pessimisme; den er de resigneredes verdensbillede. Skønt den påstår at repræsentere fremtiden, betragter den i virkeligheden fremtiden med frygt og har opgivet håbet om, at teknologien kan styres eller samfundsordenen gøres mere retfærdig. (..) Frygten for og afvisningen af forældreskabet, tendensen til at anskue familien som intet mere end ægteskabet, samt opfattelsen af ægteskabet som blot ét af en række ikke-bindende forhold, afspejler tilsammen en voksende mistro til fremtiden og en ulyst til at planlægge for den - samle ting og erfaringer til brug for næste generation."
Overfor denne desillusion og mangel på optimisme har nogle mennesker forsøgt at finde håb ved at trække sig individuelt tilbage til "privatsfæren".
Men det er ikke holdbart i længden, når familielivet er under massivt bombardement fra markedskræfterne og den terapeutiske kultur, påpeger Christopher Lasch i bogen. Det er kun ved at ændre det offentlige livs vilkår, at det, der er af værdi i kulturen - og familien - kan bevares, mener han.

*Bogen 'Den bestrålede familie' af Christopher Lasch udkommer på tirsdag den 21. april på forlaget Hovedland. Overs.: Ole Lindegård Henriksen. 258 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu