Det fremmede er ikke blot truende, men også berigende. Desværre har darwinismen lært os at fokusere på udryddelse og konkurrence, og ikke på sameksistens
FEEDBACK
At have med andre mennesker at gøre er som bekendt et hasarderet foretagende, og det vovemod, hvormed vi dog hver dag udsætter os for denne fare, er ret beset et imponerende træk ved menneskeartens sindelag. Heldigvis sørger kulturen for en række spilleregler, der nedsætter uforudsigeligheden ved menneskeligt samvær til et tåleligt niveau. Intet under derfor at angste og barnlige mennesker reagerer vredt, når disse spilleregler udfordres, fordi mennesker fra fremmede kulturer løber sur i dem. Spillereglerne kommer til at stå i vejen for det samvær, de skulle formidle. Danskheden bliver et spøgelse, hvormed man søger at besværge farlige mørkemænd, hvad enten de kommer fra Somalia eller Bruxelles.
Nu er - som alle godt ved - det fremmede ikke blot truende, men også berigende. Og balancegangen mellem afvisning og accept er vel, når det kommer til stykket, hvad det meste af livet handler om. Det gjorde det endda længe inden, der overhovedet kom mennesker på kloden.
Forvist til periferien
Som et ægte barn af den Adam Smith'ske tidsånd har darwinismen lært os at fokusere utroligt meget på den side af naturen, der handler om udryddelse og konkurrence. Den såkaldt 'naturlige' udvælgelse optræder her i rollen som den 'usynlige hånd', der bag om ryggen på de evigt konkurrende skabninger har udvirket, at hvor der engang kun var hvirvel- og hjerneløse væsner på jorden, så har vi nu både fisk, fugle, pattedyr og sågar darwinister.
Hvad der har været forvist til periferien takket være denne udlægning af naturhistorien er alle de andre måder at forholde sig til fremmedhedens udfordring på, de utallige måder naturens væsner har fundet ud af at sameksistere til fælles bedste, lad os kalde det mutualisme.
Eksempler er myrer, der holder svampe, alger, der holder koraller, og sunde mennesker, der slet ikke kunne overleve uden de mange forskellige slags bakterier, der fra fødsel til død bebor deres organisme. Mutualisme og konkurrence er formentlig lige udbredte strategier i de levende væsners måde at løse fremmedhedens problem på, og når den ene så lidenskabeligt gøres primær i forhold til den anden, synes det at kalde på en social forklaring.
Stress er ingen sygdom
Som pattedyr er vi mennesker, eller i hvert fald den halvdel af os der bliver gravide, rammen om en ganske særlig interessant måde at tackle fremmedhedens problem på. At dele organisme med et fremmed individ igennem ni måneder er givetvis en kraftig oplevelse for begge parter. Og mængder af raffineret biokemisk kommunikation mellem moderens og fosterets organismer er påkrævet for at få det til at lykkes.
Et nøglepunkt her er selvfølgelig at ophæve forbindelsen i rette tid. Hvordan kan moderens krop vide, at nu er det på tide at føde barnet? Måske er svaret, at fosteret selv 'siger til'.
Forsøg med fåre-fostre har vist, at mod slutningen af graviditeten er fosteret stresset i ganske betydelig grad. Fosterets hastige vækst opbruger sukker og andre stoffer fra blodet med en sådan hastighed, at leveringerne fra moderorganismen halter bagefter. Caroline McMillan, der forestod disse forsøg, sammenligner situationen med den, vi ville finde hos en sultende teenager i vækstudbrud.
I bunden af fosterets hjerne ligger et lille område, hypothalamus, som fortløbende registrerer kroppens tilstand, og som til sidst slår alarm. Alarmen når moderen i form af hormonet cortisol, der så antænder moderens eget fødselsfyrværkeri. Stress er ingen sygdom, men en nyttig påmindelse om at få gjort noget ved sagen. Fosteret beder moderen om at blive født, og vi andre kunne måske fostre et nyt og udvidet begreb om danskhed.
