Læsetid: 1 min.

Folk

30. april 1998

Erich Honecker
*Fogedretten i Gentofte holder fredag tvangsauktion over den forhenværende statschef i det forhenværende DDR's lystyacht, som ligger i Tuborg Havn. Den er ikke ret brugt - Honecker led af søsyge.

Al Gore
*Som det fremgår af den øvrige avis, er dagen den hebraiske 50-årsdag for staten Israels grundlæggelse. Blandt deltagerne i festlig-hederne finder man USA's festlige vicepræsident Albert Gore.

Per Ladegaard
*Fredag tiltræder Per Ladegaard stillingen som koncernchef i Nykredit. Hidtil har han holdt styr på vore betalinger og Dankort som adm. direktør for Pengeinstitutternes BetalingsSystemer (PBS).

Ungkonservative
*På Arbejderbevægelsens Internationale Kampdag i morgen holder KU i Storkøbenhavn Ikke-kampdag ved Sorgenfri Slot for at "fejre Danmarks rigdom".

John Iversen
*Diætisten John Iversen udsender 1. maj bogen Hunden op at hænge - en personlig beretning fra eliternes Europa. Der hører den bjergsomme mand da også hjemme.

Salman Rushdie
*Efter trusler fra muslimske kredse har forlaget Limbus Press of St. Petersburg opgivet at udsende en russisk udgave af den fatwa-ramte forfatters De Sataniske Vers "for ikke at krænke russiske muslimer og risikere at fremprovokere voldshandlinger".

Joseph Heller
*Fredag fylder den amerikanske forfatter Joseph Heller 75 år. De fleste kender ham først og fremmest som forfatter til bogen Catch-22 - en krigsroman så vanvittig og absurd som krigen selv. Men morsommere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her