Læsetid: 1 min.

Folk

20. april 1998

Ole Espersen
*Menneskerrettighedskommissæren for Østersøområdet, fhv. minister Ole Espersen, ventes i dag at offentliggøre en rapport om diskrimination af ikke-statsborgere i de 11 lande, der er under hans jurisdiktion.

June og Peter
*På den delvis nedbrændte Bakken giver man ikke så let op. I dag åbnes en Gøgleruge, og gøglet sættes officielt i gang af June og Peter Belli.

Preben Wilhjelm
*På Frederiksberg Bibliotek taler den Preben Wilhjelm, som en af vore læserbrevskribenter for nylig foreslog som justitsminister, om Politiets Efterretningstjeneste. Det er kl. 20. Husk at tjekke for skjulte mikrofoner.

Bille August
*I New York er der i aften gallapremiere på Bille Augusts stort anlagte filmatisering af Les Miserables. Forhåbentlig får han bedre held med sig hos de amerikanske kritikere end Ole Bornedal.

Statistikere
*Vore venner i Danmarks Statistik kan denne dag røbe omfanget af alkoholforbruget i 1997. Skål.

Superman
*Så flyver Superman snart igen. Efter den tidligere hovedrolleindehavers fald fra en hest og efterfølgende invaliditet, er det Nicolas Cage, der nu skal trække i dragten. Superman Lives bliver optaget i Pittsburgh til sommer. Og søndag morgen varmes der op under barnepublikummet med nyere tegnede udgaver af helten i Snurre Snups Søndagsklub.

Pol Pot
*Det var næsten for symbolsk, da verden i weekenden kunne bevidne, hvordan den forhadte Pot endte sine dage. Den sidste 'ære' var et ligbål dynget sammen af gamle bildæk, Pots egen madras, en stol plus diverse i noget, der mest af alt lignede haveejerens forårsrengøring. Gu' ved, om nogen kommer til at savne aske-Pot?

Egon Olsen
*Skide godt, Egon - Nordisk Film går efter planen denne mandag i gang med produktionen af Olsen-bandens sidste stik. Går alt vel, er der premiere juledag. Den første film med de tre mesterforbrydere Egon, Benny og Kjeld kom i 1968.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her