Den første reaktion på meddelelsen om Pol Pots død er uvægerligt: Godt.
Men det er ikke godt. Hans død markerer endnu engang, hvor blodigt urimeligt det cambodjanske folk behandles - godt ville have det været, at han kom for en domstol, så han kunne berette om alle de ugerninger hans medsammensvorne har begået. Kun derved kunne en rensning af den cambodjanske sjæl og samvittighed blive indledt.
Af samme grund fristes man til at mistænke de tilbageværende Røde Khmerer for at have myrdet ham - alt for mange havde alt for meget at tabe ved, at Pol Pot fortalte alt.
Som leder af De Røde Khmerers regering fra 1975 til 1979 kendte Pol Pot til konsekvenserne af at udrydde landets uddannede og at rømme storbyerne til fordel for en stenalderkommunisme på landet: Sult og drab, cirka én million omkomne. Ingen tvivl om, at Pol Pot er en af nutidshistoriens største mordere.
Man skulle tro, at en så bestialsk type ville blive skyet af en samlet civiliseret verden. Tro om igen. Lige fra hans regime blev styrtet i 1979 og frem til begyndelsen af 1990'erne var det Pol Pots regering, der sad på Cambodjas stol i FN, fordi et flertal af verdens lande fastholdt, at den var Cambodjas legitime.
Hvorfor? Fordi Pol Pot var blevet styrtet af de forkerte: Vietnam. Det huede ikke USA, der ikke bare måtte leve med at have tabt sin største krig i 30 år til vietnameserne - men nu også måtte se samme Vietnam ekspandere med invasionen af Cambodja.
Som en udløber af den amerikanske holdning kunne man herhjemme opleve det bizarre at se udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen forsvare folkemorderens ret til at genovertage magten over det decimerede folk. Det formelle argument var, at man ikke kunne acceptere et lands invasion af et andet.
Men var der nogen, der gøede, da Tanzania invaderede Uganda for at fjerne massemorderen Idi Amin? Eller da USA invaderede den bittelille mellemamerikanske stat Grenada for at indsætte en anden regering? Eller for den sags skyld, da Uganda, Rwanda og Angola sidste år var de drivende kræfter i at fjerne Zaires diktator Mobutu? Nej vel?
Men USA-kredsen gik videre, og støttede i de næste år med Kina og Storbritannien en cambodjansk eksil-regering med landets kongelige overhoved fyrst Sihanouk som kransekagefigur - og De Røde Khmerer som den altdominerende politiske og militære magt. Og - hold fast - briterne gav endda militær træning til Pol Pots styrker.
Koldkrigslogikken var klar, der var tale om USA-Kina-Polpot mod Sovjetunionen-Vietnam.
Konsekvenserne af dette slås cambodjanerne fortsat med, i bogstaveligste forstand, i form af den samfundsorden, der er blevet indført i Cambodja efter en FN-ledet fredsaftale og valg i 1993.
De Røde Khmerer har vundet stadigt mere indpas i landets styre. Det sker under ledelse af den tidligere Røde Khmerer, Hun Sen, der i dag er ministerpræsident.
Som en fortsættelse af FN-processen er der planlagt valg den 26. juli - selv om de demokratiske betingelser langtfra er til stede. Oppositionen forhindres i at holde møder, den nægtes adgang til medierne, og fremtrædende medlemmer likvideres. Siden Hun Sens rival Norodom Ramariddh blev styrtet fra sin ministerpræsidentpost for ni måneder siden, er mindst 100 af hans tilhængere blevet likvideret.
I de to personers magtkamp blev Røde Khmerer trumf. I takt med, at organisationen gennem de senere år blev trængt militært, overgav officerer og tusinder af soldater sig til styret - og Hun Sen inkorporerede dem overalt i samfundsapparatet: Forsvars-, indenrigs- og finansministeren er tidligere Pol Pot-folk, ligesom parlamentsformanden og tusinder af ledende embedsmænd landet over; flere af dem er generaler i Hun Sens hær. Andre har fået rettigheder til at udvinde de tømmerrige skove, som de tidligere kontrollerede militært.
Pol Pots død markerer, at de næppe nogensinde vil blive draget til ansvar for deres rolle i folkemordet - endsige blot udstillet for det samme.
EU støtter afholdelsen af valget til juli, selv om det - med den oppositionelle Sam Rainsays ord - kun kan blive et "valg for valgets skyld". Af samme grund ønsker Hun Sen valget - det vil legitimere hans magtregime, hvad han i høj grad har brug for; tre fjerdedele af befolkningen støtter Ranariddh, viser en velestimeret fransk meningsmåling.
Her må farcen stoppe! Det bør ikke være med EU's eller Danmarks støtte, at valget gennemføres, før de demokratiske betingelser er til stede.
For i så fald spilles der fortsat et spil på betingelser af arven fra Pol Pot.
