Analyse
Læsetid: 5 min.

Frankrig og folkemordet

11. april 1998

Den parlamentariske mission til opklaring af Frankrigs rolle i Rwanda-massakrerne erkender sin "pligt til sandhed" - mens anklagerne fyger

Kulegravningen af Frankrigs rolle før, under og efter folkedrabet i Rwanda i foråret 1994, der kostede henved en million mennesker livet, er begyndt. Det neutrale ord "rolle" - der er på sin plads, indtil undersøgelserne er tilendebragt - er allerede blevet overhalet i den franske presse og i forskellige organisationers kommentarer, der mere end antyder, at Frankrig har et tungt medansvar. Dette bekræftes af omfattende undersøgelser offentliggjort af blandt andet Le Monde og Le Figaro. De første afhøringer peger entydigt i sammeretning.
Undersøgelserne foregår i en spændt atmosfære af anklager og mistanker, og den ledsagende offentlige debat kan opsummeres i en sætning: "Sandheden må frem!".
Hvis der er et relativt lyspunkt, er det, at regering og parlament erklærer sig rede til at efterkomme dette krav. Det var ikke nogen selvfølge i et land, hvis Afrika-politik i årtier har været et lukket land for offentligheden og ofte bestået i neokolonialistisk manipulation og støtte til despotiske regimer. En undersøgelse af denne art er uden fortilfælde.
Men undersøgelsen er heller ikke blevet iværksat uden pres udefra. Kravet om en parlamentarisk undersøgelseskommission blev fremsat i en erklæring fra organisationen Læger uden Grænser og en række førende intellektuelle og menneskerettighedsforkæmpere (Information den 4.3.1998). Det var som en reaktion på denne erklæring - der indeholdt en række alvorlige potentielle anklager og ubesvarede spørgsmål - at den franske Nationalforsamling den 3. marts vedtog at oprette en "informations-mission" - et organ med mindre vidtgåendebeføjelser end en parlamentarisk undersøgelseskommission.
"Missionen", der er sammensat af ti medlemmer af Nationalforsamlingensforsvarsudvalg og ti medlemmer af udenrigsudvalget, ledes af forsvarsudvalgets formand, tidligere forsvarsminister Paul Quilès (socialist). "Missionen" indledte sit arbejde den 24. marts og vil fortsætte med to ugentlige møder i fire til seks måneder. Resultatet i form af en rapport ventes inden årets udgang, og Quilès har fastslået, at missionen "har en pligt til sandhed".
Er baggrunden uhyggelig og atmosfæren spændt, er kommissoriet til gengæld neutralt og lyder næsten harmløst. Opgaven er at kaste lys over "de militæreoperationer, der blev foretaget af Frankrig, andre lande og FN i Rwanda fra1990 til 1994".
"Missionen" har, til forskel fra en parlamentarisk undersøgelseskommission, ingen juridisk status og kan ikke tvinge nogen til at lade sig afhøre. MenQuilès har tilkendegivet, at han satser højt og agter at indkalde de skiftende udenrigs- og forsvarsministre fra perioden, deres tekniske rådgivere, de franske ambassadører i Rwanda, i andre lande i regionen og ved FN, cheferne for Frankrigs tekniske og militære samarbejdsmissioner, Frankrigs højeste militære chefer, kommandanterne for de forskellige oprationer, de ansvarligefor efterretninger og analyser, repræsentanter for ikke-regeringsorganisationer i Rwanda, herunder kirkerne, repræsentanter for FN, de nuværende rwandesiske myndigheder, eksperter og journalister specialiseret i Rwanda.
Man agter også at afhøre toprådgiverne for den franske republiks præsidentvedrørende afrikanske og militære anliggender. Dette er vigtigt, for Afrika-politikken har altid sorteret direkte under præsidenten i den Femte Republik og har på det nærmeste været behandlet som et hemmeligt anliggende. Præsidenten i den pågældende periode var François Mitterrand, og hans ansvarer allerede blevet berørt under afhøringerne.

Selv om "missionen" ikke kan tvinge nogen til at møde op til afhøring, harden gjort det klart, at den agter at offentliggøre navnene på indkaldtevidner, der undslår sig - hvorved de pådrager sig mistanke.
De kredse, der krævede en parlamentarisk kommission, erklærede sig utilfreds med den mindre magtfulde oplysnings-mission, men Læger uden Grænser erkender idag, at missionen måske ikke er helt tandløs. Til gengæld er der uenighed indenfor regeringsflertallet, hvor kommunister og grønne og visse socialister kræver en parlamentarisk kommission. Mens Quiles har betegnet en sådan som udelukket af juridiske grunde, bestrider hans partifælle Jack Lang, der er formand for Nationalforsamlingens udenrigsudvalg, dette argument og hævder, at der ikke er noget til hinder for en parlamentarisk kommission. Tilhængerne af en sådan mener, at alt andet end en fuldstændig parlamentarisk kommission giver indtryk af forsøg på at skjule en del af sandheden.
Det drejer sig om det første tilfælde af folkedrab, der er blevet stemplet som sådan af FN i denne organisations historie. I centrum for de nuværende undersøgelser er den konstatering, at der intet blev gjort for at hindre massakrerne, selv om både FN og flere landes regeringer siden 1992 var utvetydigt underrettet om, at de dog var under forberedelse. Dette er blevet dokumenteret fra flere sider, og Frankrig er i søgelyset, fordi dette land støttede præsident Habyarimanas racistiske hutu-regime. Frankrig var fra 1990 stærkt impliceret i krigen i Rwanda på hutu-regimets side, mens det forberedte massakrerne på tutsierne og de oppositionelle hutuer, og endnu da massakrerne blev gennemført af den hårde kerne af hutu-ekstremister efter attentatet på Habyarimana den 6. april 1994.

Den franske undersøgelse foregår samtidig med, at den Internationale Domstol for Rwanda, oprettet af FN i Arusha, Tanzania, behandler sagerne mod de ansvarlige for folkedrabet, og efter at præsident Clinton under sit besøg i Kigali har erkendt, at USA havde undladt at gribe ind trods underretningerne.
De første vidner, der blev afhørt af den franske parlamentariske mission, var to universitetsprofessorer, Claudine Vidal og André Guichaoua. Deres opgave var at give en generel orientering om baggrunden, men de fremførte omgående anklager mod de franske repræsentanter i Rwanda. Vidal beskyldte dem for at have accepteret kolonitidens "fantasterier" om etnisk og racemæssig identitet i strid med alle objektive kriterier. Deres opfattelse af problemerne "var simpelthen en gentagelse af hutu-ekstremisternes propaganda," sagde hun.
Guichaoua,der opholdt sig i Kigali april 1994, påpegede, at den franske ambassade konsekvent afviste anmodninger om at give forfulgte personer husly, hvorimod ambassaden modtog personer, der kun kunne betegnes som "slyngler". Hvilke ordrer havde man modtaget? spurgte Guichaoua. Han antydede også, at denfranske hær under dække af evakueringsoperationer havde deltaget aktivt i "sammenstødene" på regimets side.
Disse første afhøringer gav straks anledning til en episode, idet flere gaullistiske medlemmer protesterede, og en af dem, tidligere udenrigsminister Jean-Bernard Raimond, udvandrede i protest.
Den parlamentariske undersøgelse er således uventet hurtigt blevet orienteret mod de mest kontroversielle punkter, selve sagens kerne. I den franske presse minder man om, at det internationale samfund - FN og en række regeringer - vidste besked, men undlod at handle, og således er skyldig i kriminel passivitet. Men det påpeges også, at Frankrigs rolle er mere kompliceret og ikke bare passiv. Den må derfor gøres til genstand for en omhyggelig undersøgelse. Le Monde spørger, hvorfor Frankrig "i den grad tog parti for et regime, der var kendt for sin brutalitet". Bladet fortsætter:
"Hvorfor fortsatte Frankrig med at støtte dette regime til den bitre ende, når man var informeret om den massakre, regimet var i færd med at forberede? Hvor længe er Frankrig blevet ved med at levere våben til Rwanda under påberåbelse af en militær samarbejdsaftale, der burde have været opsagt for længe siden?"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her