Protestanter og katolikker i Nordirland har den seneste uge stået og balanceret på afgrundens rand. I går tog de et stort spring fremad med aftalen om, hvordan provinsen fremover skal regeres.
Det vil vise sig, om nordirerne redder sig over på den anden side, eller om de igen havner nede i afgrundens malstrøm af vold og gensidig mistro. For freden kommer ikke med den nye aftale. Ufreden kan ligefrem gå hen og blive værre, fordi der nu er et konkret mål for hadet.
Ganske vist har tidligere dødsfjender vist vision,
historisk fornemmelse og politisk mod, så aftalen kunne hales i hus. Men der har hele tiden hvilet skygger over fredsprocessen i form af de ekstremister på begge sider, som er så kompromisløse, at ethvert udkomme på forhånd var dømt "du'r ikke." De skygger kommer ud i lyset nu. Præsten Ian Paisley fra det ultra-pro-britiske protestantparti DUP (Democratic Unionist Party), som for længe siden trak sig fra diskussionerne, har sendt sine folk på gaden.
"Forræder" og "udsalg" var, hvad de skreg ad den mand, som på flertallet af de pro-britiske unionisters vegne blev omkring bordet - David Trimble, lederen af UUP (Ulster Unionist Party), som klart er det største protestantparti i provinsen.
I Nordirland nøjes folk sjældent med at rase. Unionisternes ekstremistgrupper har været aktive hele tiden, og Ian Paisley & co's. holdninger kan kun opmuntre dem til at blive ved.
Nøjagtig samme scenarie kan frygtes på den anden
side - ovre hos republikanerne. Selv om Sinn Fein - den politiske gren af undergrundhæren IRA (Irish Republican Army) - for længst har forberedt baglandet på, at et forenet Irland ikke kommer i denne omgang, er der såkaldte splintergrupper, som aldrig kunne drømme om at opgive håbet om - og den væbnede kamp for - netop den vision.
Også fra republikansk side har fredsprocessen været præget af ekstremistvold, og der er ingen grund til at tro, at den pludselig vil stoppe, bare fordi aftalen nu ligger der. Håbet må være, at hvis volden fra flankerne ikke fik lov til at afspore selve forhandlingerne, skal den heller ikke få lov til at afspore aftalen.
Aftalen kommer ud i politisk spidsrod, når den sendes til folkeafstemning den 22. maj i såvel Nordirland som Republikken Irland.
Det er før set, at politiske ledere har bevæget sig hurtigere end deres bagland og dermed har underskrevet deres egen politiske dødsdom. Udfordringen for forhandlerne er nu at overbevise baglandet om, at den er værd at stemme for ved urnerne. Det kan blive svært.
Unionistlederne med David Trimble i spidsen må ud og fortælle de forskræmte protestanter både inden i og uden for hans eget parti, som er bange for at tage et skridt på vejen til en irsk enhedsstat, at der ikke er noget af være rædde for.
At aftalen tværtimod cementerer Irlands deling, fordi Nordirland får sin egen valgte forsamling, hvor unionisterne vil få flertal. At den planlagte grænseoverskridende myndighed mellem Nordirland og Republikken Irland bare er en slags lille, formel komité. Og at irsk, papistisk indflydelse på nordirske affærer derfor vil være ubetydelig.
Ligeledes hos katolikkerne. Hvor det nok er muligt for John Hume, den moderate leder af det største irsk-sindede parti SDLP (Social Democratic and Labour Party) at få sine folk og vælgere med sig, er der mere tvivl om Gerry Adams fra Sinn Fein. IRA har trods alt kæmpet for irsk enhed i årevis. Og det får de ikke.
Gerry Adams skal både have sit parti og dets vælgere overbevist om det gode i, at Irland nu for første gang siden delingen i 1921 bliver involveret i styringen af Nordirland. Og at katolikkerne får sikret en række rettigheder og øget indflydelse. Ikke mindst er det et argument, at der nu er en tidsplan for frigivelse af IRA-fanger.
Selv med en vundet folkeafstemning bag sig, kan Nordirland ikke være sikker på fred. For selve de institutioner, som aftalen indholder, bærer i sig kim til mere ufred.
Tag den valgte forsamling, som skal skabe en udøvende myndighed - en nordirsk regering, hvor pladserne fordeles efter, hvor mange stemmer partierne har fået i forsamlingen. Kan nogen forestille sig Gerry Adams og Ian Paisley sidde omkring samme kabinetsbord? Man man har lov at tvivle, men man har også lov at håbe. På at den forsoningens ånd, der overhovedet har gjort aftalen mulig, vil forvise fundamentalisterne på fløjene til et isoleret vildnis. Så Nordirlands store spring fremad virkelig bliver et skridt på vejen til fred.beb
