Læsetid: 3 min.

Funky Brown

3. april 1998

Quentin Tarantinos nye film, 'Jackie Brown', skuffer ved første øjekast, men giver man den en chance til, så dukker en intelligent og vittig film frem af skyggen

NY FILM
"I was the third brother of five/doing whatever I had to do to survive/I'm not saying what I did was allright/-trying to break out of he ghetto was a day to day fight."
Til tonerne af Bobby Wo-macks funky Across 110th Street introduceres vi til Jackie Brown, en 44-årig stewardesse, som i sin blå uniform skrider selvsikkert gennem lufthavnshallen for at nå sin flyver til Cabos San Lucas. Altimens fortæller rulleteksterne os, at vi skal til at se en film af Quentin Tarantino baseret på en bog af Elmore Leonard.
Senere i filmen bliver Jackie Brown arresteret af to politiagenter, som ved, hun smugler penge for våbenhandleren Ordell Robbie, og som er interesserede i at knalde ham for våbenhandel.
For at redde sit skind indgår Jackie en aftale med agenterne om at narre Ordell i en fælde. Efterfølgende fortæller hun også den mistroiske Ordell om aftalen og bilder ham ind, at hun i stedet vil fuppe strømerne. Sidst, men ikke mindst helgarderer hun sig ved at involvere kautionsformidleren Max Cherry, som tydeligvis er betaget af den smukke, sorte stewardesse.
Scenen er således sat for én stor omgang 'alle snyder alle'.

Store forventninger
Det er vist ikke nogen overdrivelse at konstatere, at Jackie Brown er en af de mest ventede film i nyere filmhistorie.
Siden sin debutfilm Håndlangerne fra 1992, efterfølgeren Pulp Fiction fra 1994 og de mange manuskripter ind i mellem er Quentin Tarantino på det nærmeste blevet kanoniseret som den første og største i en generation af postmoderne og ironiske filminstruktører. Med deres konstante og kontante referencer til amerikana og pop- og filmkultur har de inden for de seneste fem år gjort deres meget synlige og larmende indtog på den amerikanske filmscene.
Men i modsætning til de fleste af sine samtidige har Tarantino formået at skabe film, der både er intelligent skrevet, godt castet og opfindsomme i deres filmsprog. Jo vist, han hugger med arme og ben fra Hong Kong-film, fransk nybølge og utallige andre film- og kulturfænomener fra de seneste mange år, men han forstår at sætte alle elementerne sammen på interessante og innovative måder.
Hans dialoger er vittige, scenerne blodige og handlingen cirkulært klippet sammen. Hans brug af musik som en metronomen, der slår filmenes rytme, vidner om en både teknisk bevidst og levende instruktør med en sjælden sans for lyd og billede.

Skuffet, og dog...
Med alle de forventninger knyttet til sit navn alene, er det ikke underligt, at Jackie Brown, der er baseret på Elmore Leonards roman Rum Punch, ved første øjekast skuffer.
Den er ikke helt så voldsom eller blodig som Håndlangerne og Pulp Fiction, ej heller ligeså vittig eller rap. Men gør man sig umage og ser filmen en anden gang, så er ens forventninger skruet ned på et passende lavt niveau, og man får overskud til at se og opleve filmen, i stedet for hele tiden at fokusere på, at den kommer fra manden bag netop Håndlangerne og Pulp Fiction.
Soundtracket, der består af soulklassikere fra bl.a. førnævnte Womack og Randy Crawford, er nok Tarantinos bedste, og det passer indlysende godt til den mega-cool Jackie, der præcis ved, hvad hun skal gøre for at overleve i en hård og ubarmhjertig verden.
Pam Grier fungerer upåklageligt i rollen som den både følsomme og stærke kvinde - blaxploitation-stjernen 20 år og et hårdt liv senere - mens Robert Forster er et fund som den midaldrende Max Cherry, der forelsker sig hovedkulds i Jackie.
Samuel L. Jacksons Ordell Robbie er den inkarnerede ondskab, med et umiddelbart charmerende væsen, og han akkompagneres af Robert De Niros ikke for kloge, men underholdende two-bit-bankrøver Louis.
Fortalt i et afdæmpet tempo er Jackie Brown både en kærlighedshistorie, en film om overlevelse og ikke mindst beretningen om en indviklet plan, hvor alle forsøger at tage røven på alle.
Det er ikke Quentin Tarantinos bedste film, og heller ikke den bedste Elmore Leonard-filmatisering, men efter et gensyn, når skuffelsen har lagt sig, antager den alligevel eget liv og viser, at Tarantino ikke har tabt grebet om hverken popkultur eller sin street wise-facon.

*Jackie Brown. Instruktion og manuskript: Quentin Tarantino. Amerikansk (Dagmar, Grand og Palads i København og ni biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her