Læsetid: 5 min.

Gaullisternes euro-kaos

24. april 1998

Partimønstrene opløses, og i Chiracs gamle parti er forvirringen så stor, at man har været lige ved at stemme imod Chiracs Europa-politik - med Chiracs velsignelse

Nye læsere kan begynde her... men bør være advaret om, at intrigen er kompliceret. Personerne skifter karakter uden varsel. De allierer sig med deres fjender og svigter deres venner, og selv trænede læsere har svært ved hitte rundt i de skiftende konstellationer.
Føljetonen handler om Marianne og Europa, hvilket lyder idyllisk, men handlingen er kaotisk.
Inden det nyeste kapitel, der er fuldt af overraskelser, bør man vide, at Europa splitter Frankrigs politiske partier på kryds og tværs. Det overrasker formentlig ingen, at præsident Jacques Chirac både er for og imod Europa. Men det gælder også regeringskoalitionen og oppositionen. På det sidste har man ved flere lejligheder kunnet konstatere, at der eksisterer to "objektive alliancer", den ene pro- og den anden anti-europæisk (forenklet udtrykt). Den første består af Socialistpartiet, det førende regeringsparti, og centrumhøjre-partiet UDF, oppositionsparti. Den anden er endnu mere sammensat, for den består af de små regeringspartier: kommunister, venstreradikale og venstresocialister (MDC), en fløj af de Grønne, en fløj af det gaullistiske oppositionsparti RPR og det lille ultrahøjre-parti MPF. Deres fælles sag er "forsvaret for den nationale suverænitet".
Ingen af disse vil have noget at gøre med det store højreekstremistiske parti Front National, der imidlertid også er uforsonlig modstander af Maastricht-politikken.

Situationen er blevet tilspidset forud for EU-topmødet den 2. maj, der skal bringe enhedsvalutaen, euroen, på skinner, og sikre ratifikationen af Amsterdam-traktaten. Hverken Chirac eller regeringen ønsker en folkeafstemning om traktaten, hvad derimod modstanderne af traktaten kræver. Den kommunistiske partileder, Robert Hue, skrev fornylig til præsidenten for at anmode om en folkeafstemning, og han undlod ikke at minde om, at Chirac selv foreslog en sådan i november 1994.
Lederen af ultrahøjre-partiet MPF, den adelige Philippe de Villiers, har rost Robert Hue og kommunistpartiet for deres "patriotisme".
Socialistpartiet og UDF er og bliver de store støttepiller for den pro-europæiske politik, men også inden for disse to partier er der små mindretal af modstandere. RPR er splittet på midten, men den traditionelle gaullisme var altid mere eller mindre på linje med kommunisterne i Europa-politikken - som under Anden Verdenskrig, da de kæmpede side om side i modstandsbevægelsen... En af topgaullisterne, tidligere indenrigsministrer Charles Pasqua, er højreoppositionens førende anti-Maastricht politiker. Gaullistpartiet RPRs leder, Philippe Séguin, er i en ubekvem situation, fordi han i 1992 var i spidsen for anti-Maastricht kampagnen side om side med Pasqua, men i dag føler han sig bundet af Chiracs stærkt pro-europæiske politik. RPR er det parti, som Chirac stiftede i 1976 og stod i spidsen for indtil 1995.

Chiracs holdning - eller mangel på samme - er et kapitel for sig. Han repræsenterede oprindelig den "anti-europæiske" gaullisme, og et af højdepunkterne i hans politiske karriere er et rasende angreb i 1978 på den pro-europæiske præsident Valéry Giscard d'Estaing, som han næsten beskyldte forræderi - "udlandets parti er på spil". I dag er det Chirac, der uden omsvøb repræsenterer dette "parti". På sin store pro-euro pressekonference den 16. april kritiserede han Jospins regering og påberåbte sig vedholdende Europa for at kræve en økonomisk liberalisme i Frankrig - mindskelse af statens rolle, skattenedsættelse, nedskæring af de offentlige udgifter, lettelser for arbejdsgiverne, "tilpasning" af de offentlige tjenester, privatiseringer, nedskæring af antallet af offentlig ansatte etc.

Præsidentens offensiv på Europa-fronten er et forsøg på at generobre initiativet efter fiaskoen med udskrivning af valg i utide for et år siden, det nye nederlag for højre ved regionalvalgene for nylig og opløsningstendenserne i hans egen politiske lejr. Europa-politikken er et område, hvor Chirac har lov til at "blande sig", for præsidenten har en klar forfatningsmæssig kompetence i udenrigspolitikken. Her ser Chirac en chance for at overskygge Jospin.
Det var altså "Europæeren Chirac", der trådte frem på arenaen, og slog et kraftigt slag for euroen og den fortsatte "europæiske opbygning". Han sagde, at "euroen indgyder tillid og garanterer for aktiviteten og beskæftigelsen".
Det var den samme Chirac, der i april 1990 erklærede: "Hvis man skaber en enhedsvaluta, betyder det, at vi ikke mere har en national budgetpolitik, ikke længere har nogen uafhængig socialpolitik, ikke længere nogen uafhængig forsvarspolitik".
I december 1995 sagde han: "De indvendinger, der rejses mod enhedsvalutaen, er uberettigede." I mellemtiden havde han sadlet om ved folkeafstemningen i 1992, da han meddelte, at han havde besluttet at stemme ja til Maastricht-traktaten, dog "uden begejstring".
Chiracs pressekonference den 16. april kom som optakt til denne uges Europa-debat i Nationalforsamlingen, der fik et næsten grotesk forløb på grund af splittelsen og rådvildheden i Chiracs gamle parti. Forinden havde man fået et varsel om de utraditionelle skillelinjer allerede ved vedtagelsen den 7. april af den lov, der ændrer den franske nationalbanks status med henblik på deltagelsen i det europæiske centralbanksystem - altså en lov med både konkret og symbolsk betydning på Europafronten. Denne lov blev vedtaget med socialisternes, RPRs og UDFs stemmer, mens to af de små regeringspartier, kommunisterne og MDC, stemte imod, og et tredie, de Grønne, undlod at stemme.

Forud for Nationalforsamlingens afstemning onsdag om euroens indførelse opstod en af de mest pinlige situationer i gaullismens historie. Det endte med, at RPR denne gang undlod at stemme - det drejede sig ikke om en lov med juridisk virkning, men en resolution (svarende til, hvad der i det danske Folketing hedder en "dagsorden"). Men først havde RPRs gruppeformand, Jean-Louis Debré, meddelt, at partiet ville stemme imod, fordi resolutionen kunne virke som en godkendelse af regeringens politik. I virkeligheden havde premierminister Lionel Jospin slettet alt i resolutionen, der kunne opfattes som en sådan godkendelse, og RPRs holdning tog sig derfor ud som et nej til selve den Europa-politk, som Chirac havde agiteret så uforbeholdent for på sin pressekonference. Hvad mere er: De gaullistiske politikere røbede, at Chirac var blevet spurgt til råds - og havde godkendt den negative stemmeafgivning.
Derefter tog tidligere premierminister Alain Juppé affære. Han nægtede at følge parolen og forklarede RPR-gruppen, at dens linje var uholdbar og usammenhængende. Af frygt for at se Juppe som offentlig udbryder besluttede gruppen derefter at undlade at stemme og senere tilkendegive sin modstand mod regeringen ved at fremsætte en simpel mistillidsdagsorden.

Resolutionen om den europæiske enhedsvalutas indførelse blev vedtaget med 334 stemmer (socialister, radikale, grønne og UDF) mod 49 (kommunister, MDC og 4 socialister), mens RPR undlod at stemme.
RPRs siksak-kurs op til afstemningen har stillet partiledelsen i et højst uheldigt lys og forstærket indtrykket af et demoraliseret parti med en rådvild ledelse. At Chirac selv har lagt navn til den overraskende, men strandede manøvre, der gik ud på at stemme nej til hans egen Europa-politik, fuldkommengør billedet af forvirring. Men logikken er på sin vis i orden, for det er både Chirac, der gennem årene har vist eksemplet med sin evigt svingende Europa-politik - og ham, der har bragt den franske højrefløj ud i tovene med sin valgbeslutning i fjor. Alt ialt en mangel på stabilitet, der tyder på, at euroen ikke får let.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu