Læsetid: 7 min.

Generaler på den politiske slagmark

14. april 1998

General Lev Rokhlin, formand for den russiske Dumas forsvarsudvalg, har sat sig i spidsen for den hidtil mest succesrige militære opposition til præsident Jeltsin

Ruslands officerer kræver med høj røst en større plads i landets politiske liv. Den mest fremtrædende talsmand for de radikale kræfter blandt dem er Lev Rokhlin, der er formand for parlamentets forsvarsudvalg. Hans bevægelse lover et snarligt opgør med præsident Boris Jeltsins "rådne regime".
Trods bevægelsens uinspirerende navn - den hedder stadig Den Alrussiske Bevægelse til Støtte for Hæren, Forsvarsindustrien og Militærforskningen (DPA) - har Jeltsin god grund til at holde øje med den.
Officererne er dybt utilfredse med deres forhold i dag, og Rokhlin er en af landets mest respekterede militære ledere. Dertil kommer så, at han også indtager en vigtig stilling i parlamentet.
Rokhlin og hans bevægelse - hvis medlemsliste er en Blå Bog over yderliggående officerer og politikere - afviser Jeltsins planer om lavbudget-reformer i de væbnede styrker og kræver i stedet en drastisk forhøjelse af forsvarsudgifterne. Et sted mellem 1.000 og 2.000 mennesker deltog i DPA's stiftende kongres i september sidste år. Rokhlin, der tog initiativet til bevægelsen, erklærede i sin tale på kongressen, at DPA's fremmeste mål er at fjerne præsidenten og regeringen.

Officerer i demonstration
Det er svært at sige, hvor stor succes Rokhlin faktisk har med at organisere en militær opposition. Selv har han i den senere tid opgivet et meget højt medlemstal for DPA, men hidtil har det ikke været muligt at få tallet bekræftet.
DPA demonstrerede sin styrke i februar, da bevægelsen sammen med flere andre grupperinger fra den "patriotiske" fløj samlede omkring 30.000 demonstranter i Moskva på Den Røde Hærs Dag. Officerer i uniform trodsede alle forbud og viste åbent deres sympati for DPA.
Den 50-årige Lev Rokhlin blev modvilligt trukket ind i politik, da han forud for valget til Statsdumaen (parlamentets underhus) i december 1995 erklærede sig villig til at stille op for ministerpræsident Viktor Tjernomyrdins parti, Vort Hjem er Rusland.
Han var da allerede landskendt som følge af sin indsats i Tjetjenien-krigen, da han ledede en af de enheder, der deltog i det blodige, men militært vellykkede angreb på Grosnyj i januar 1995.
Han er blevet fremhævet som en af landets dygtigste militære ledere: Før krigen havde han med hård hånd opretholdt kampdygtigheden blandt sine tropper, og under krigen opererede han taktisk klogt - med det resultat, at det lykkedes ham at begrænse egne tab.
Han satte sig yderligere i respekt, da han nægtede at modtage Ruslands højeste militære orden for sin indsats i Tjetjenien.
Da den nyvalgte Duma trådte sammen i begyndelsen af 1996, var kun 22 af de i alt 350 militære kandidater blevet valgt ind. Efter at udvalgskabalen var gået op, sad den politisk uerfarne general Rokhlin med formandskabet for forsvarsudvalget.
I den følgende tid udviklede han sig politisk parallelt med sin meningsfælle Igor Rodionov, som Jeltsin gjorde til forsvarsminister efter at have fyret Pavel Gratjov i juni 1996. Mens Rokhlin mere og mere blev en oppositionsfigur inden for regeringens støtteparti, spillede Rodionov samme rolle i selve regeringen.
Rodionov blev lammet af de komplicerede opgaver, han blev stillet over for, og endte med at forsvare status quo. I september 1996 bad han om hele 25 procent af statsbudgettet til militæret - og fik støtte af Rokhlin. Finansministeriet skar beløbet ned med to tredjedele.
I slutningen af maj sidste år fyrede Jeltsin også Rodionov under meget ydmygende omstændigheder. Hans efterfølger blev Igor Sergejev, der var chef for de strategiske raketstyrker. Den nye stab gik straks i gang med at udarbejde en plan for omfattende reformer.

Brud med regeringen
Rokhlins definitive brud med regeringen kom i juni, da han offentliggjorde et åbent brev til præsidenten og landets militære ledelse. I bitre vendinger angreb han præsidenten direkte:
"De bærer et personligt ansvar for at have indledt krigen i Tjetjenien," skrev han. "De bedrog nationen og militæret og undlod at opfylde Deres valgløfter."
Rokhlin opfordrede officererne til at organisere sig for at forhindre yderligere forfald. Selv tog han skridt til at stifte en ny bevægelse - DPA. I juli mødtes en organisationskomité, og Rokhlin blev valgt til formand, Rodionov til næstformand.

Nedskæringer i hæren
Regeringens nye reformplaner blev godkendt af Jeltsin i juli. De indebærer bl.a. en reduktion af de regulære styrker til 1,2 millioner mand i 1998 mod det nuværende officielle tal på 1,7 millioner mand. De øvrige militære styrker (indenrigsministeriets tropper, jernbanetropper, grænsetropper osv.), som tæller ca. 1,2 millioner mand, skal skæres ned med 30 procent.
Forsvarsbudgettet skal reduceres til 3,5 procent af bruttonationalproduktet, det militære bureaukrati skal indskrænkes, og der skal være mere konkurrence ved indkøb af udstyr. Inden 2005 skal værnepligten afskaffes.
Rokhlin og hans nye allierede mente straks, at disse planer ville føre til de væbnede styrkers endelige sammenbrud. De fortsatte arbejdet med DPA, og på den stiftende kongres var der allerede næsten 50 lokalafdelinger i forskellige dele af landet.
Selv siger Rokhlin, at han er tilhænger af omstruktureringer i militæret, men at det er meningsløst at tale om reformer, så længe der ikke bevilges flere penge. Et indtryk af, hvad det er Rokhlin ønsker, får man af hans kommentar til statsbudgettet for 1997: Her foreslog han en tredobling af forsvarsbudgettet.
I forhold til omverdenen afslører Rokhlin, at han deler den mistænksomhed, der er udbredt i russiske politiske og militære kredse. Han har flere gange talt om fjendtligtsindede kræfter, som arbejder på at undergrave Rusland og dets væbnede styrker. Trusler udefra "eksisterede, eksisterer og vil blive ved med at eksistere".

Voldelig modstand?
Hvor langt vil han gå for at fremme sin sag? Allerede i dag virker hans forsikringer om, at DPA udelukkende vil virke inden for lovens rammer, ret hule. I juli sidste år sagde han, at hvis landets officerer "rejser sig og marcherer mod Moskva", så ville han være blandt dem.
Hans foretrukne metode er at samle oppositionen i gaderne og på den måde presse præsidenten og regeringen til at gå af.
Han udtrykker sig mere og mere direkte: "Styrt det forhadte regime - jo før, jo bedre," opfordrede han tilhørerne, da han sidste år sammen med kommunistlederen Gennadij Sjuganov talte til nostalgiske moskovitter på årsdagen for Oktoberrevolutionen.
Et blik på de personer, Rokhlin omgiver sig med i DPA, bidrager yderligere til at så tvivl om hans demokratiske sindelag. På DPA's stiftende kongres deltog en række kendte politikere og militærpersoner. Ingen var for yderliggående til at komme med: Her var Vladimir Sjirinovskij, den militante kommunistleder Viktor Anpilov, berygtede officerer som Albert Makasjov, Vladimir Atsjalov og Stanislav Terekhov og mange andre.
I forhallen blev deltagerne modtaget af det sædvanlige sortiment af særegne grupper, der kredser omkring radikale politiske organisationer i Rusland: de rabiate anti-semitter, stalinisterne, nynazisterne osc.
Hovedindtrykket i dag er, at Roklins bevægelse hælder tungt mod venstre: Som nævnt optrådte han sammen med Sjuganov på revolutionsdagen, allerede sidste sommer udtalte han, at han var parat til at "marchere under en rød fane", flere medlemmer af DPA's bestyrelse står Sjuganov nær, og Sjuganov selv har åbent velsignet bevægelsen.
Kommunistlederen har også sagt, at forsvarsbudgettet bør være på mindst fem-syv procent af bruttonationalproduktet.
I februar underskrev DPA og Den Folke-Patriotiske Union - Sjuganovs paraplyorganisation - en aftale om samarbejde.
En mindre outreret politiker, som i flere spørgsmål står Rokhlin nær - uden at ville erklære det offentligt - er Moskvas populistisk-patriotiske borgmester, Jurij Lusjkov, som er en meget stærk kandidat til præsidentvalget i år 2000. En alliance mellem de to er ikke fuldstændig udelukket. I øjeblikket synes Rokhlins øvrige venner dog at være for ekstreme til den ellers stuerene Lusjkov.

Præsidentkandidat?
I kraft af den opmærksomhed, der er blevet DPA til del, har den allerede haft større succes end tidligere forsøg på at organisere en militær opposition, og set i et længere perspektiv kan nogle måske forestille sig Lev Rokhlin som præsidentkandidat.
Det virker dog noget søgt i dag. Politisk har Rokhlin endnu færre strenge at spille på end rivalen Aleksandr Lebed. Det er først og fremmest et militært publikum, han taler til, og selv denne gruppe viste sig ved sidste valg at stemme efter langt mere komplekse mønstre end det, Rokhlin bygger på.
Den mest sandsynlige udvikling er, at DPA konsoliderer sin stilling som det vigtigste talerør for de "rød-brune" kræfter blandt Ruslands officerer. I den senere tid har Rokhlin antydet, at han ønsker at knytte Duma-medlemmer fra kommunistpartiet og Sjirinovskijs parti til sig med henblik på at etablere en DPA-fraktion i Dumaen. Det er et åbent spørgsmål, om det kan lykkes.
I hvilket omfang DPA for eftertiden bliver stående som endnu en non-starter, afhænger også af, om Boris Jeltsin og hans forsvarsminister Igor Sergejev formår at gennemføre deres reformer i de væbnede styrker. Det ser det ud til at knibe meget med i dag.

Sven Gunnar Simonsen er stipendiat ved Institutt for Fredsforskning i Oslo. For tiden er han gæsteforsker ved University of California i Berkeley.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her