Læsetid: 7 min.

Det gode skib Eftertanken

25. april 1998

Intermetzo
Disse linier er en ikke-anmeldelse af 1848. Forfatteren til dette nye værk, historikeren Claus Bjørn, der allerede har et omfattende videnskabeligt forfatterskab bag sig, og som også uden for fagkredse er kendt blandt andet fra radioen som en kompetent formidler, udsendte i ugen, der gik, en fremstilling af begivenhederne i det år, som netop er titlen på bogen. Denne er behørigt anmeldt her i bladet af Th. Kjærgaard, og der skal ikke gås nogen i bedene. No way.
Så for at begynde et andet sted husker ældre læsere - og det vil vel sige dem på ca. de 50-60 - fra skoletiden den nationale historiefremstilling - også den fra 1848 - som én lang understregning af Carsten Hauchs i virkeligheden så ubeskedne påstand om, at Danmark - med digterens formulering i Magnus og Knud Lavard fra 1840'erne, hvor han er dus med landet - oh, sig aldrig på rænker forstod, det har du tit betalt med dit reneste blod.
Hauch lånte i øvrigt ide og delvis rytme fra folkevisen om dronning Dagmars søn: ...O, Danmark, om du din skade forstod. Da måtte du græde det bare blod.
Betalingen faldt i foreliggende tilfælde med Magnus og Knud kontant, da de jernklædte kæmper ville skifte riger ved sværdenes leg, opløfted deres spær i Haraldsted Skov januar 1131 og vog den herre ved fuldmånens skær. Exit helten, Danmarks pryd, Knud Hlaford (brøduddeler), hvilket i denne sammenhæng betyder arbejdsgiver for den militære hird, der var lordens magtbase i tronstridighederne. Når de historiske kilder nu endelig skal på bordet, rakte Knud, der var tysk opdraget og i øvrigt også blev vendernes og vistnok wagriernes knés, d.v.s. konge, demonstrativt og energisk ud efter den danske krone. Vel at mærke hen over kongesønnen Magnus - ved at lade sig feudalbinde til den tyske kejser og afkøbe denne land og støtte, så det gjorde noget.
Disse ikke uvæsentlige detaljer blev som oftest overset i den nationale fortælling, der nøjedes med at fremhæve Knud som nidkær grænsevogter. Det var han også og fór frem med en selv for den ikke sarte periode betydelig brutalitet og i løbet af no time møvede sig ind på kongemagten med raffinerede metoder. Også glemtes det, at Magnus konge, der altså havde sine indlysende bevæggrunde til at hamre spæret i skallen på Lavard, ifølge Roskildekrøniken efter det blodige slag ved Fotevig, hvor Magnus selv måtte bide i græsset, var den egentlig helt: Ve hint grufulde år og hin bitre dag, dødens dag, mørkets dag, fuld af jammer, tung af gråd. Ve hin dag, da Magnus dræbes, Danmarks blomst knækkes, han, den skønneste blandt de unge, kæk og kraftig, en glad giver, forstandig og elsker af fasthed. Magnus dræbes og med ham høvdinger og fem bisper.

Det sete afhænger som bekendt af ståstedet. Men fordi Magnus havde klaret tronstriden med sit ufine baghold, var hans image således siden ødelagt til gavns: en udansk skurk, der dystert tog sagen i egen hånd og vandt over den lykketilsmilede Knud. Tronraner Knud, javist, men fra første færd en dansk helt som vedblev med at være helt, fordi han, dansk, o dansk som han var, lod sig lokke i baghold ved et julegilde oven i købet af en tysk sanger, der var Magnus' stikirenddreng. Var Knud måske også beruset, det var jo et julegilde, således som han blåøjet lod sig tage i mere end skægget? Eftermælet var ham dog sikkert: Da sprang der frem en kilde, den sank igen i hav, det var de danskes tårer, der flød fra heltens grav.
De store - efter 1848 læs: Tyskland , Tyskland og atter Tyskland - kom hver gang udefra og sveg ved list det lille ærlige fladlands sagtmodige befolkning med marker og enge og idylliske bondesamfund og deres trivsomme hovedstad, hvor genierne jævnthen ikke kunne spytte for hinanden. Nic. Helms Danmarkshistorie, underskolens historiebog nr. 1 i 50'erne var i så henseende tankevækkende. I øvrigt ikke til at opdrive hos antikvariaterne, fordi folk givetvis har benyttet den første den bedste anledning efter skoletiden til at smide den langt væk med et hånligt fnys. Ærgerligt.
Ethvert ordentligt hjem burde have mindst én Nic. Helms til korrektion af alle de skide kulturradikale efter Erslev og Arup, Søren Krarups yndlingsaversioner, der med deres evindelige skepsis og nævenyttige kildekritik har omonduleret nationalhistorien til det ugenkendelige.
Med Helms i hånd og sang i gymnastiksalen hver morgen rodfæstede gode efterkrigstidslærere adskillige opvoksende ungdommer i lige netop den opfattelse af Danmarks historie, som havde været en del af et i begyndelsen temmelig sløvt nationalt beredskab. Senere, da det gik tyskerne dårligere, hastigere accelererende.

Hvad angår ånden fra '48, som disse lærere jo også dengang skrev op på tavlen ved siden af skæbneårene 64 39 45 og forlangte gengivet i utålelige detaljer ved de grønne borde, tager Orla Lehmann for alvor fat i denne ånd og formulerer sin nationale identitetsparole ved Casino-mødet marts samme år, altså lige før balladen for alvor bryder løs.
Det vil sige, at Lehmann midt i veltalenheden bilder forsamlingen ind, at slesvigholstenerne allerede er i oprør. Alene hans indledning er bemærkelsesværdig vammel:
"Det er ikke som taler (!) jeg tager ordet, men som dansk mand, der føler varmt for sit fædreland - som den, der fra barnsben har vidst, at én stærk vilje er mægtigere end tusinde viljeløse mennesker - og der nu mere end nogensinde føler, at det ikke er en 'begavelse', men vilje som nu kan frelse os..."
Claus Bjørn og andre med ham fremhæver Lehmanns forunderlige evne til at tale til mængden, og dét på en sådan måde - demagogisk er vist ordet - at hver enkelt i forsamlingen føler, at taleren henvender sig til lige netop ham; det var jo kun ham'er i politiske forsamlinger af betydning på det tidspunkt.
En af disse nationale skikkelser, som også indbefattes af denne altomfattende nationalmyte, og som lod sig rive med af kampånden fra 48, er maleren J. Th. Lundbye. Han havde såmænd med stort talent allerede bidraget til fædrelandsmyterne ved sine kærlige og kraftfulde billeder fra især den sjællandske natur. Han så med begge sine meget klartseende øjne en fortsat opgave heri, med den dybere hensigt at fortælle byens dannede folk om landets og landboernes nationale værdi og betydning.

Krigen kom i vejen for værket, og Lundbye måtte undgælde for sin kampgejst, da han næsten som forudset og nærmest som ønsket af ham selv, fordi han til stadighed led under dybe kærestesorger, 30 år gammel faldt som offer for et vådeskud under felttoget i april 48.
På denne for dansk guldalderkunst og eftertiden tragiske måde levede Lundbye op til alle nationalorienterede forestillinger om heltens skæbne i fædrelandets tjeneste. Vel at mærke den eksklusive helt, der som antydet foregriber muligheden af den nådige, romantiske men også gloriøse død.
I dagbogen ved mønstringen skriver Lundbye: Om en vildsom kugle...da ville den kun bringe et hjerte til ro, der lider af smærtelige sår.
Men ånden fra 48 og mytemagerne omkring felttoget og den danske soldat opdyrkede en anden type helt, en fundamentalt anderledes jordnær Jens af folket, der snusfornuftigt modsatte sig et tumpet pigebarns kække ønske om at komme med til felts: Det kan du ej min ven! Jeg går i krigen hen, og hvis jeg ikke falder, kommer jeg nok hjem igen. Ja var der ingen fare, så blev jeg her hos dig, men alle Danmarks piger de stoler nu på mig. Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat. Hurra, hurra, hurra!
Polyteknikeren Peter Faber, der var specialist i galvaniseringsprocessernes betydning for industrierhvervene og fik en storartet karriere som først inspektør ved Polyteknisk Læreanstalt og siden som direktør for telegrafen, gjorde sig også som borgerskabets harmløse men flittige skjald.
Efter at have konstateret den voldsomme trængsel og alarm i det provinsielle København, nogenlunde samtidig med at landsoldaten drog afsted, skrev Faber sin sang om ham. Og mens den stakkels hjertesorgsplagede Lundbye lod sit unge liv, digtede Faber tillige sangen til runddansen om det tyskinspirerede juletræ. Sært nok var ånden fra 48 altså bevidst om det tyske juletræ som noget meget dansk og hyggenyggeligt.

I digtet om landsoldaten, der - hørt med et moderne sprogøre - noget forbeholdent lover at komme hjem, hvis han da ikke bliver skudt... (kommer jeg nok hjem igen)... tager Faber fat i endnu en af turbomyterne i dansk historie. Sidst i sangen vender den tapre nemlig tilbage til muligheden af at blive derude: Men kommer jeg ej hjem til min gamle far og mor, Kong Frederik vil trøste dem med disse hersens ord: Sit løfte har han holdt, den tapre landsoldat. Hurra, hurra, hurra!
Det er som bekendt dén Frederik, der sidder inde foran folkestyrets højborg med mottoet på soklen: Folkets kærlighed min styrke.
Det faldt i denne monarks lod at blive krigens konge og Grundlovens giver, selvom det sidste måske holdt lidt hårdt. I hvert fald måtte ministeriet nærmest presse denne noget særprægede mand til at skrive under. Det siges ellers, at han ved udsigten til enevældens endelige pensionering skal have udtalt: Nu kan jeg vel sove, så længe jeg gider. Tænk hvis dén sentens havde stået på soklen. I bøjet neon.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her